Toy imponerede med sin debutplade, hvorpå det uprøvede band præsenterede et imponerende arsenal af bredt favnende numre, der spændte fra postpunk til stonerrock og shoegaze. Det var forfriskende med et band, der bibeholdt det musikalske eksperiment hele vejen gennem sin første plade. Men om Toys vekslen mellem genrer skyldtes, at bandet endnu ikke havde fundet sit ståsted, eller om gruppen egentlig havde en overordnet plan med de mange forsøg og forgreninger, var svært at gætte. Indtil man altså fik muligheden for at lytte til den opfølgende plade.
Og der er ingen tvivl om, at Toy på Join the Dots har fokuseret det mangefarvede rockunivers. Det er stadig psykedelisk og støjende, men vi bliver ikke taget ud af nær så mange forskellige veje som før. Toy har været i gang med tættekammen, og flere genrer – den bløde shoegaze og den udtalte postpunk – som man fandt spor af på debuten, er forsvundet fra repertoiret, ligesom synthesizeren ikke fylder nær så meget i lydbilledet. I stedet er det en moderne version af spacerock, vi bliver præsenteret for, der indimellem udfolder lange, instrumentale passager, der bliver til dronerock.
Åbningsnummeret “Conductor” tager egentlig fat, hvor det næsten 10 minutter lange vanvidstrip ”Koptor” afsluttede debutpladen. “Conductor” er instrumentalt og indledes svævende og luftig, men en truende guitar og uundgåelige trommer varsler den støjende drejning, nummeret tager. Det tager tid, før nummeret får form, og det er prisværdigt, at der er plads til det. Specielt i et åbningsnummer er det et særsyn. ”Conductor” raser derudaf, mens guitarbrøl og infernalske trommer samler sig som en bragende orkan, og da nummeret endelig udfases, er der gået næsten syv minutter.
Derfra skruer Toy ned for tempoet i de vokalbårne numre “You Won’t Be the Same” og “As We Turn” udfolder sig. Forsanger Tom Dougalls vokal stjæler stadig ikke billedet, og egentlig fungerer musikken bedst, når vokalen ikke er midtpunkt. Heldigvis løsriver singlen og titelnummeret “Join the Dots” sig fra det paradigme, når det indledes med en bastant og maskinel bas, der blot farer af sted, mens flere lag af retro-synth påføres. Endnu en gang bryder helvede løs i pulserende og hvinende hvid støj, der dog pletvis afbrydes af vokalpassager, hvor kun Dougalls vokal og den febrilske bas får råderum.
Toys andet album giver et billede af et band, der måske har fundet sig en plads, hvor det har hjemme. Man savner dog den gennemgående variation, bandet havde på debutpladen, hvor man fandt en sjælden lyst til at prøve kræfter med et utal psykedeliske undergenrer. Join the Dots ræsenterer et mere voksent band, der har strammet tøjlerne så meget, at numre som “Endlessly” og “It’s Been So Long” bliver umiddelbart uadskillelige med deres let flyvske, let støjede lydbillede og den genfærdsagtige vokal. Hele pladens midtersektion smelter sammen, og selvom samtlige numre er gedigne og i sig selv spændende og vellydende, er opskriften så ensartet, at man ikke kan kende forskel. Der er ingen tvivl om, at bandet stadig mestrer at kombinere et vanskeligt udgangspunkt med poppede melodier, men i modsætning til på debuten sker det på bekostning af det unikke ved hvert enkelt nummer.
Toy har fundet sit ståsted, men må gerne genfinde lidt af eventyrlysten fra debutpladen. Join The Dots er helstøbt og gennemført, men de numre, der skiller sig ud, kan ikke løfte dele af pladen væk fra til tider at fremstå monoton og forglemmelig. De gode numre formår dog på egen hånd at mejsle sig ind i lytterens bevidsthed, og resultatet bliver en plade, hvor de lange, instrumentale støjpassager stjæler billedet.
