»Det er meget fint, men det ligner også noget, jeg selv kunne have fundet på at lave,« sagde hun. Min billedkunstlærer stod med min tegning i hånden. Det var i starten af folkeskolen, og jeg havde netop færdiggjort en tegning af en blå violin med et snoet nodesystem i baggrunden.
Anne 10 år syntes, at det var en latterlig kritik. Billedkunst var et af mine bedste fag, jeg elskede musik, og blå var min absolutte yndlingsfarve. Og hvad var der egentlig galt med at tegne noget, min lærer selv kunne have fundet på at lave? Det var jo det, man skulle i alle de andre fag. Tænke mest muligt som læreren.
I dag ved jeg godt, hvad min lærer mente. Det var ikke, fordi hun ikke kunne lide tegningen, at hun sagde, som hun gjorde. Det var bare lidt for oplagt med et dansende nodesystem i baggrunden på et billede, der handlede om musik. Enhver idiot kunne have fundet på det, og i hendes øjne var det nok i virkeligheden bare et dovent forsøg på at være kreativ uden egentlig at være det.
Det var måske en lidt hård bedømmelse af en børnetegning. Men ikke desto mindre ramte min lærer i sin kommentar en ret central pointe i moderne kunstkritik: Vi vægter originalitet og autenticitet. Lyder det som noget, der er blevet lavet før, trækker det ned.
Min første tanke, da jeg lyttede til den danske retropoptrio She Talks’ andet album, mindede egentlig meget om min lidt spydige billedkunstlærers tanker om min blå violin: Det her er ikke særligt originalt. Men jo mere jeg lytter, jo mindre synes jeg, at den kritik er meningsfuld. She Talks tilstræber jo netop at lave musik, der lyder, som om det blev skrevet for 40-50 år siden fundet frem af et nutidigt band og indspillet med de produktionsmuligheder, vi har i dag. Det er med fuldt overlæg, og i stedet for blot at feje dem af vejen som uoriginale i udgangspunktet, fordi de sætter alle brikkerne på retrobrættet, bør man se på, om de er gode til at gøre det, de nu engang har sat sig for at gøre. Er Heroine en god plade inden for de rammer, bandet selv opstiller?
Det synes jeg sådan set. Her er mange umiddelbart fængende og velfungerende numre, Inge Poulsens vokal er sød og meget sympatisk, guitarerne ringer, som de skal, og bandet har tydeligvis styr på, hvilke harmoniske rundgange der leder tankerne i retningen af grydehår, syretrips og batikprints – et eksempel herpå er f.eks. nummeret “Miles Away” med sin flittige brug af subdominantens subdominant, altså akkorden på det lave syvende trin. For mig giver det associationer til bands som Pink Floyd, hvor et parallelt (og en del mere syret) eksempel kunne være nummeret “The Gnome” fra The Piper at the Gates of Dawn (1967). Ligeledes giver forspillet til “Dance” mig associationer til noget fra The Beatles’ Revolver(1966) med sin klassiske 60’er-guitarlyd, tamburin og meget George Harrison-agtige, riffede stil.
Der er mange veludførte paralleller og sjove referencer, og i mine øjne bliver der langt hen ad vejen kun stjålet smagfuldt og med både humor og charme. For mig at se er det altså først og fremmest i de musikhistorisk tilbageskuende elementer, at She Talks har sin styrke.
Til gengæld taber jeg tråden, når gruppen forsøger at integrere et mere elektronisk lydbillede på enkelte af numrene. Her synes jeg simpelthen ikke, at de er skarpe nok. Elektronisk musik og poprock har været blandet utallige gange og med varierende held, og her synes jeg ikke, at She Talks udmærker sig, som de gør inden for den mere traditionelle retropop. Et eksempel er nummeret “Down”, som for mig forbliver uforløst og halvkedeligt med sin sentimentale flydestemmesynth og de ret fesne, programmerede rytmiske elementer, der heller ikke har meget charme at tilføje. Det er tydeligt ment som en ballade, men jeg bliver ikke rørt og kan egentlig heller ikke fornemme, om bandet gør det.
She Talks er tydeligvis et band, hvor grundelementerne er på plads. Det kommer til udtryk på flere af skæringerne, f.eks. på den ultrasimple “Under the Sun”: Den bittersøde vekslen mellem dur og mol, klassisk lejrbålsteknik på guitaren, en naivistisk tone i vokalen, fint flydestemmekor på omkvædet (af herrestemmer – tommelfingeren op!) og en meget jordnær tekst: »Run, run / shadows on the ground / love you ‘till the sun goes down«. Det er enkelt, og det fungerer.
Hvor havde det været fornemt, fryd og gammen, hvis de elektroniske elementer havde været lige så velfungerende – måske ligefrem tilføjet et lille pift af samtid. Men for mig forbliver nogle af numrene uforløste, især balladerne som eksemplet herover. Heldigvis kan det uforløste sagtens ende med at blive et potentiale; plads til udvikling. She Talks er endnu et grønt band på den danske musikscene, og jeg glæder mig i hvert fald til at følge dem i fremtiden. Hverken The Byrds eller The Beatles kommer til at slippe en ny plade lige foreløbig, så om ikke andet er det da prisværdigt, at andre forsøger at samle tråden op.
