Hvad angår offentliggørelser til dette års Roskilde Festival, må det siges at have været en begivenhedsrig uge. Det er foreløbigt blevet til 13 elektroniske navne på Apollo Countdown samt 11 på den nye campingscene Rising, og med dagens offentliggørelser til Rising ender vi i denne uge (efter lidt hoved- og fingerregning) på ialt 30 nye navne. Der er masser af danske navne i denne omgang, så vi lader svensken komme til først.
De fem knægte i RA har med deres blanding af psychrock og postpunk fået adgangsbillet til årets mudderkamp i Roskilde. Et nummer som “Bloodline” understreger berettigelsen, og gruppen fra Malmø skulle eftersigende være klar til at forsøge at fravriste København titlen som skandinavisk punkhovedstad. Hvad angår vildskab er der dog også seriøs udfordring fra Århus, hvor Narcosatanicos er igang med at bryde lydmuren med en utæmmet og energisk blanding af punk, syre og jazz. Der er da heller ikke antydningen af hæmninger på en skæring som “Salt“, der bare fræser derudad.
Lidt anderledes er det hos kvartetten Förtress, der med hård rock skuer en anelse bagud samtidig med at de ufortrødent fortsætter deres energiske fremdrift – ikke mindst på nummeret “Forest of the Wicked“. Det er dystert når Get Your Gun griber til våben i form en støvet americana-rock, der leder tankerne hen på Nick Cave og hans mørkemænd. Trioen fra Aalborg er desuden på vej med albummet Worrying Kind, der er finansieret gennem crowdfunding, og allerede nu kan man høre singlen “Black Book“.
Heldigvis er der også godt nyt i den mere poppede afdeling, hvor begge navne var blandt Vegas Udvalgte tidligere i år. Caspar Hesselagers soloprojekt My Heart the Brave blander elektronisk musik med alternativ pop, hvilket gør sig ganske godt på nummeret “Keep Me From It“, der bobler af energi. Og så er Mont Oliver klar med deres iørefaldende popblanding af hiphop, RnB og triphop, hvilket nok skal sætte gang publikum – lige meget hvor slem karaffelgigten blandt festivalgængerne end må vise sig at være.