Den unge danske søstertrio Velvet Volume har offentliggjort, at de står bag introsangen til den nye sæson af den amerikanske tegnefilmsserie “The Powerpuff Girls”. Bandet beskriver opgaven som det sjoveste, de hidtil har lavet, og samtidig er det også kæmpestort, da det var bandets absolutte yndlingsserie tilbage i barndommen.
“The Powerpuff Girls” havde premiere på Cartoon Network tilbage i 1998 og sluttede i 2005, men nu, 11 år efter, gør de comeback i en helt ny serie, hvor Velvet Volume altså har fået æren af at lave introsangen til den danske oversættelse af den nye serie med superheltepigerne. Sangen kan høres mandag den 25. april, når den nye omgang med Power Puff-pigerne har premiere på Cartoon Network.
Sidste år interviewede Undertoners Klaus Thodsen Velvet Volume i deres hjemby, Aarhus. Her til en snak om piger i rockmusik, drømmene om Japan og deres oplevelse som supportband for The Blue Van.
Velvet Volume spiller til sommer på NorthSide Festival, Smukfest og flere andre festivaler.