Erland & The Carnival er et musikalsk samarbejde mellem den relativt ukendte skotske folksanger Gawain Erland Cooper og brit-pop-sværvægteren Simon Tong. Særligt Tongs tidligere bedrifter i The Verve, samt hans samarbejde med Damon Albarn i The Good, The Bad & The Queen og på Gorillaz-pladerne Demon Days (2005) og Plastic Beach (2010) sætter forventningsniveauet højt. Disse forventninger bliver dog langt fra indfriet på Closing Time, hvor man som lytter tværtimod bliver præsenteret for en klichéfyldt blanding af folk- og brit-pop, der er hørt bedre mange gange før.
Erlands vokal er konstant i centrum for musikken, men skotten opsluger unødvendig meget plads. Det ville egentlig ikke gøre noget, hvis det altså ikke var fordi, at Erland virker som en helt normal brite. Han har haft en fin barndom, gennemført skolen med fine karakterer, scoret de rigtige piger og synger og spiller guitar fejlfrit. Det hele bliver simpelthen for pænt og kedeligt.
På åbneren ”Closing Time” er kompositionen bare lidt for harmonisk, strygerne lidt for rene, og vokalmelodien lidt for velskrevet. Man bliver konstant aet med hårene af en hånd, der lige så godt kunne have tilhørt Keane-frontmanden Tom Chaplin. Førstesinglen ”Quiet Love” er heller ingen undtagelse. Med sin klare vokalmelodi, sit rolige strygerarrangement og sin kvalmende sentimentalitet er den selvskrevet til P4’s playlister. Det burde ellers være en sang, der netop tilførte albummet sin manglende kant. Ifølge pressemeddelelsen byder ”Quiet Love” nemlig på en gæsteoptræden af Paul Weller (The Jam og The Style Council), men ikonet er gemt væk i en anonym korrolle, så han ikke kan høres. Endnu engang får Erland alt for meget plads i musikken, og det er især synd med tanke på en reel duet med Weller, der kunne have været ganske interessant.
Pladen indeholder dog også enkelte hæderlige numre som for eksempel ”I Am Joan”, der er båret af et rart xylofon-riff. Vokalen er stadig pæn, men bliver suppleret af en detaljeret produktion, hvor nogle støjende effekter skaber en god kulisse til Erlands sang. Det er faktisk så skarpt produceret, at man på et nummer som dette synes, at Tong endelig leverer den lyd, man har savnet på f.eks. ”Closing Time” og ”Quiet Love”. På ”Wrong” har man sågar valgt at forvrænge vokalen en smule, og det bliver rigtig godt ledsaget af et cool up-tempo beat, en dyb bas og en rigtig fin xylofon-melodi. Tilmed indeholder nummeret et mørke, der klæder duoen rigtig godt i modsætning til den hæslige sentimentalitet. Ydermere er Erlands vokal faktisk meget rar at lytte til på ”They’re Talking About You Again”, hvor de rammer en rigtig fin folkmelankoli.
Men det er små lyspunkter på en plade, som er præget af kedelige numre, der i enkelte tilfælde er direkte pinlige. ”Birth Of A Nation” lyder med sin forfærdelige synthesizer-melodi og alt for bombastiske vokalmelodi som et dumt forsøg på en radiosingle, mens ”That’s The Way It Should Have Begun (But It’s Hopeless) er et kikset forsøg på at hoppe med på den for længst uddøde Coldplay-bølge.
Man føler vitterligt, at man lytter til en plade, der skulle være kommet for ti år siden, hvor Erland & The Carnival ville have været et godt alternativ til Coldplay, Keane og Saybias tuderock. I dag leder man desperat efter lyspunkter i Erland & The Carnivals musik. Bundniveauet er simpelthen så lavt, at det afsluttende nummer “Daughter” virker meget fint, fordi de foregående numre har skruet forventningerne helt i bund. Alle musikalske idéer på albummet er allerede så gennemtestet, at man har svært ved at forstå, hvorfor man egentlig skal lytte til Erland & The Carnival.
