Benjamin Booker: s.t.

Som han står der på sine pressefotos, er det svært at forestille sig, at der skulle være noget særligt ved Benjamin Booker. En ung fyr i jeans og skjorte, der driver den af med at spille på sin akustiske guitar. Billederne er blottet for genstande, der kunne være produceret i det seneste århundrede, og samtlige af dem er undfanget gennem enten et sepia- eller gråtonefilter. Han kunne bringe minder frem om Robert Johnson, hvis ikke det var, fordi længden på fingrene, der slår guitarmelodierne an, er af ganske naturlige proportioner. Budskabet er med andre ord skåret i pap og set så mange gange før: Her er en mand, der har fundet tilbage til rødderne og spiller musik, som man gjorde det, før guitarforstærkeren blev opfundet, og multinationale pladeselskaber var dem, man gik til, når der skulle laves musik.

Skal man udpege en tendens, der har præget den amerikanske musikscene gennem de seneste år, har det været tilbagekomsten af kunstnere, der søger at bringe autenticiteten tilbage i lydbilledet. Dette gælder den imponerende vedholdende bølge af folk-musikere, der i en årrække har præget radiostationer med en klang af melankoli, såvel som den tykke strøm af tungtrockende bluesmusikere, der er begyndt at løbe fra Nashvilles kanter. Det er da også i Nashville, at Benjamin Bookers debutalbum tager sit udgangspunkt. Tilvejebragt i byens analoge studie The Bomb Shelter og produceret af Andrija Tokic, der senest har beskæftiget sig med talentfulde kunstnere som Alabama Shakes og Hurray for the Riff Raff, har albummet længe inden udgivelsesdatoen været genstand for en hel del buzz. At Booker i løbet af sommeren har spillet opvarmning for byfællen Jack White, har heller ikke gjort omtalen mindre. Findes der bedre omgivelser for en ung albumdebuterende bluesrock-musiker? Og svaret på det retoriske spørgsmål er nej.

Med al den musikalske forhistorie in mente var det med en vis skepsis, at jeg satte albummet til afspilning. Ville jeg den næste times tid være tvangsindlagt til lyden af endnu ung fyr, der i forsøget på at efterligne bluesrockens legender giver køb på det, som kunne være et personligt udtryk? Heldigvis ikke. Hvor den analoge produktion skinner klart igennen på Benjamin Bookers album, rummer lyden langt flere facetter, end den traditionelle musikscene fra Nashville tilsiger. Her er tydeligvis en mand, der har ambitioner om at tilføre byens historiske strømlinede lydbølger en anelse dissonans og bruge de musikalske traditioner til rent faktisk at udfordre den moderne lyd.

Albummet åbner med skramlet rock’n’roll i form af det korte nummer ”Violent Shiver”. Et ukompliceret bluesriff, ‘ooh-ooh’-kor og et omkvæd, der gentages udi det uendelige, er de simple hovedingredienser, som skaber rummet omkring skæringen. Imidlertid er det Benjamin Bookers rå vokal samt den skramlede produktion med tykke lag af knas fra guitaren og kaotiske bækken-anslag, der gør nummeret så lytteværdigt, som det nu engang er. Produktionen indfanger en energi, som for en sjælden gangs skyld ikke forekommer påtaget, men som indfanger en spilleglæde, som er de færreste indspilninger forundt.

Traditionelle bluesrundgange, stakkerede anslag på hammond-orgel og absolut maksimalistisk trommespil danner rammer omkring stort set samtlige numre og trækker således de grundlæggende tråde mellem Booker og den rytmiske musiks tidlige tilhørsforhold. Dog undgår den unge sangskriver for det meste at falde for bekvemmelige gentagelser af tidligere og dygtigere musikeres bedrifter ved at rive op i det fintmaskede regelsæt af dogmatiske genrekonstruktioner på helt rigtige tidspunkter. Tag den bluesinspirerede ”Chippewa” som eksempel. Den indledningsvise vekslen mellem tungtrockende bluesrundgange og energiske opbrud er bekvem, men også triviel og forudsigelig. Da den banale konstruktion truer med at tabe lytteren, flænser Booker lydbilledet itu med en tæt mur af fuzz og guitarsoli og tilfører blues-strukturen en tidssvarenhed, så selv Jack White ville ønske, at den unge guitarist var en del af Third Man-mandskabet.

Det er i mange tilfælde Bookers ekspressive fuzzede guitarspil, der tilfører albummets 12 numre en nutidig relevans og giver mandens sangskrivning en særegen kant. Bedst går det på den storladne ”Kids Never Growing Older” – et nummer, hvis dynamiske spændvidde er milevid, hvilket i den grad skaber rum for Bookers vokals ret unikke vitalitet. Skæringen indledes i et afdæmpet leje, hvor mandens messende stemme kun er akkurat hørbar under hans skrøbelige klimpren på den seksstrengede. Stortrommen begynder at pumpe, og som under en bølge af støj overdænges lytteren af guitar-feedback, tunge fuzzede akkorder og Bookers brølende vokal: »Reach out for the ocean / don’t say I never told you / shame on the nation / kids never growing older.« Vekselvirkningen mellem nedtonede blues-passager og det aggressive sing-along-omkvæd med underliggende grungetendenser og de hertil hørende guitarsoli er vellykket til en sjælden grad og overbevisende ved første gennemlytning.

Når albummet i sidste ende ikke forekommer stærkere, end tilfældet er, skyldet det, at diversiteten numrene imellem er begrænset. Om det skyldes benspændet med den analoge produktion er svært at sige, men Bookers virkemidler forekommer i længden indskrænkede.Hvor mange af numrene enkeltvis står uforholdsmæssigt stærkt, overdøver de i album-formatet hinanden. Til tider bevæger Booker sig ud på et nærmest soulet territorium – lyt bare til den underspillede ”I Thought I Heard You Screaming” – men de sporadiske afstikkere er ikke nok til at rokke ved billedet af en musiker, der endnu ikke rummer nok kompositorisk diversitet til at skrive sange til et helt album.

Benjamin Bookers selvbetitlede debutalbum er i den grad et konceptalbum. Et album, der udforsker virkemidler inden for den helt klassiske amerikanske sangskrivertraditioner under nyere rammer. Udtrykket er mere vildt, og sangskrivningen tidssvarende. Bookers store talent skinner tydeligt igennem samtlige numre, men det gør hans uerfarenhed desværre også. Kompositionerne hviler endnu trygt på et lidt for lille antal skabeloner, men med mere erfaring er det svært at forestille sig, at Benjamin Booker ikke skulle blive en større pionér inden for moderne bluesrock og udgøre et spændende modspil for monopolisterne fra Third Man-holdet.