Koncerter

Tønder Festival 2014, 29.-31.08.14

Lynched. Irene Siragusa:

Undertoner var på folk-festival i det sønderjyske med udvalgte nedslag i det varierede program. Læs anmeldelserne af koncerterne med bl.a. Martha Wainwright, Lynched, The Lone Bellow og Steve Earle.

Søren McGuire fra Bloggers by Choice skrev om programmet til årets Tønder Festival, at det stank af testosteron, lunken øl og sure kællinger – samtidig gav han de gode anbefalinger til, hvorfor programmet var godt. Nærværende skribenter er taknemmelige for disse anbefalinger, man kunne nemt have snydt sig selv! Tønder Festival 2014 bød på så mange sublime musikoplevelser, at man bliver helt flov over den skepsis, der herskede omkring 40 års jubilæumsprogrammet.

For tredje år i træk var konceptet handmade music. Måske er handmade også en mere dækkende betegnelse end folk. For programmet spænder bredt: skandinavisk, country, cajun, bluegrass, dixie, americana, irsk og skotsk, singer/songwriter, blues og fusioner af genrerne i alle afskygninger.

Tønder Festivals program var kendetegnet ved sikre klassikere, som skulle garantere, at jubilæet blev holdt. Alle, der har været en del af de 40 år, skulle kunne finde sine koncerter. Dette gjorde, at programmet nemt kunne misforstås, set i forhold til den nye linje, festivalen lagde over programmet for tre år siden, som skulle sikre fortsat overlevelse og rekruttering af nye, kræsne og forventningsfulde gæster.

Tønder Festival 2014 blev en sejr for både festival og publikum. Kenderne af genrerne fik, hvad de ville have, og de skeptiske fik revet gulvtæppet væk under sig – på den rigtig gode måde. Jubilæumsfesten endte med at pege frem mod flere år.

Deer Tick, fredag den 29. august kl. 22.00, Telt 2
Amerikanske Deer Tick debuterede på Tønder Festival i 2012, hvor de gav en ordentlig røvfuld af en koncert og kvitterede dermed til den nye festivalprofil, men også til os blandt publikum, som er til den nyere håndholdte musik baseret på gamle traditioner. Deer Tick er både alternativ rock og indie, men også americana. Den vilde koncert i 2012, hvor onde tunger sagde, at bandet var spritstive af druk, var en ungdommelig, frisk og vild event, hvor de tonsede igennem med styrke som Nirvana – helt i modsætning til fredagskoncerten i Telt 2 i år.

Tønder festival

Amerikanske Deer Tick – knap så vilde som i 2012.

Alt for få publikummer havde fundet vej til Deer Tick, og det var en stor skam. Deer Tick leverede nemlig en helt anderledes koncert med afbalancerede numre, som både gav et kig ind i John McCauleys sangskriveri, finurlighed og galskab og bød på fængende og catchy melodier, som man rent faktisk bare bliver glad i låget af, for det er underspillet humor, dygtige musikere og interessant vokalarbejde. Koncerten var som nævnt noget mere rolig end forventet, men stadig bevægede man pedalerne, hvor man nu stod, for nærværet og harmonierne var genkendeligt Deer Ticks’.

Muligvis var mange publikummer på vej mod andre koncerter – eller ude i Guinness-boderne for at blive tanket op – men det publikum, der blev, fik igen en god oplevelse af et band, der kan vise alsidighed og kunnen, og som også retfærdiggjorde sin tilstedeværelse på en folk/folkrock-festival som Tønder.

Problematisk er det, når man skal tildele U’er til et band, man faktisk synes gjorde det rigtig godt, men hvor man også ved, at havde publikum været til stede antalsmæssigt, så havde bandet fået den feedback, der havde løftet dem helt op på det fyldte barometer.

★★★★☆☆

Lynched, lørdag den 30. august kl.13.30, Palais Des Glaces
Koncerten med Lynched var oprindeligt ikke en del af de koncerter, der skulle anmeldes ved afgangen mod Tønder Festivalen. Men den irske kvartets fremragende optræden på festivalen kaldte alligevel på at få nogle ord med på vejen.

Lynched. Irene Siragusa:

En medrivende, mørk koncert med irske Lynched. Foto: Irene Siragusa

Lynched er mørkemænd og -kvinde fra Dublin, som i virkeligheden spiller traditionel irsk folk – men som visuelt og stemningsmæssigt lægger sig over i helt andre kategorier. At der anvendes traditionelle instrumenter som eksempelvis concertina, violin, tinfløjte med mere, og at der dertil synges på klingende irsk betyder ikke, at man skal snyde sig for en oplevelse, der nærmest virkede punket.

Lynched har udviklet sig fra folkpunk, siden brødrene Ian and Darragh Lynch startede bandet op som duo. Med tilførslen af Cormac Dermody and Radie Peat er de endt i en mørk stil, som både rummer humor, men også fortællinger om et Irland, der er vådt, fattigt og forladt. Tematikker, der på sin vis er langt fra danske forhold, men som alligevel beretter om universelle bekymringer, sorger, glæder og kærlighed.

Noget af det interessante ved Lynched er deres utrolige dygtighed kombineret med den langsommelighed, deres numre har. Der bliver taget god tid til at spille, bandet er stille og alvorlige omkring det, der er tungt og smukt. Lynched er nutidig historiefortælling. Umiddelbart kan det lyde lidt kedeligt, og koncerten kunne i begyndelsen også synes sådan – men det blev dragende og fængslende, fordi det handler om at komme helt ind i mennesket, en kradsen i fernis de steder, hvor der ikke altid er kønt. Med Radie Peats sære nasale vokal og brødrenes vanvittigt rustne og sprøde stemmer endte koncerten med ikke at være en sparke-røv-koncert, men en sparke-sjæl-oplevelse.

★★★★★★

Hayes Carll, lørdag den 30. august kl. 16.30, Palais des Glaces
Hayes Carll, med det utroligt upraktiske navn i forhold til dansk navnesammensætning og udtale, var en fin oplevelse med stor humor. Outlow-stil fra Texas i fin form og med fine henvisninger gennem hele koncerten til politik og sig selv, men også med både kærlighed til hjemstavnen og opgør med den.

Det er sjældent, man ser det i danske sammenhænge; at hjemstavnen og dens kulturelle påvirkning sætter sine spor i musikken på samme måde, i hvert fald i nutidige sammenhænge. Det kan på en gang både virke arkaisk og patetisk, men det har en enorm charme, når det er udført af Hayes Carll, med pludselige lyriske mavepustere, som eksempelvis linjen »now the drunks have turned to strangers / and the stars are out of tune« i sangen “Bye Bye Baby”.

At have denne form for genre repræsenteret på Tønder Festivalen er et godt og spændende træk, for der er en fin balance og grænse mellem cowboy, dixie og americana som af og til let kan blive overtrådt. Hayes Carll var et fint lille indslag i den henseende, for genren mestres og appellerer til et stadig større publikum, heraf også blandt de yngre segmenter. Carll er ikke Bonnie ‘Prince’ Billy eller Steve Earle – men et godt kort, som leverede en fin præstation.

★★★★☆☆

Steve Earle, lørdag den 30. august kl. 18.30, Open-Air
Man tror ikke, det kan lade sig gøre. At spille open-air ene mand med en guitar, men det kunne det for Steve Earle, som leverede en koncert af format. Nuvel, han er en erfaren rotte – så erfaren, at han ikke have en sætliste. Han spillede bare det, der lige faldt ham ind. Men stor ro, varme og ikke mindst den helt specielle form for aldrende-herre-med-stor-erfaring-humor spillede han rock/country/blues på en dejlig omfavnede måde.

steve earle

Legenden Steve Earle spillede klassikere med humor.

Med en blanding af nyt og gammelt fra det store bagkatalog, var der både noget rough og tough, men også smukke kærlighedssange. Earle gav publikum fortællinger fra et langt liv i branchen, hvor han anses for at være lidt af en ‘outlaw’, og spørgsmålet er, om han også er det i privatlivet, eftersom han kunne fortælle, at han skal skilles endnu engang. Faktisk overvejer han at lade være med at gifte sig mere, men var glad for, at han stadig har sin mandolin – trods de store omkostninger, snart otte ekskoner giver. Det samme gjaldt hans mundharmonikaer, som han havde nogle stykker af i lommen og stod og rodede lidt efter, mens han fortalte historier og indskød: »where is my Monica – some are better to play than others,« med slet skjult reference til alle kvinderne i sit liv.

Steve Earle skulle bare ses – ellers ville det, som McGuire også bemærker, være det samme som at tage til Roskilde uden at se Stones. Man havde også kun denne ene chance på festivalen for at opleve numre som “My Old Friend the Blues”, “Galway Girl”, “Copperhead Road” og “Taneytown”. Fremført af en oplagt Steve Earle, som skulle skynde sig med en flyver direkte efter koncerten. Men han kunne nu heller ikke lade være med at blive hængende lidt i kulissen og opleve The Lone Bellow, som efterfulgte ham på scenen – og det kan man godt forstå.

★★★★★☆

The Lone Bellow, lørdag den 30. august kl. 18.30, Open Air + søndag 31. august kl. 16.15, Telt 1
Hvis det var muligt at give mere end seks U’er, skulle The Lone Bellow have haft mindst 10! Alle talte om amerikanske The Lone Bellow – foran scenen, bag scenen, rundt omkring på festival- og campingpladsen. Og det er bestemt ikke uden grund. Det var det mest fantastiske, man længe hørt og set, og en af de koncerter, som vil stå klarest fra 2014.

The Lone Bellow

Amerikanske The Lone Bellow var på alles læber og gav en fantastisk koncert.

Man er fuldstændig blæst, når The Lone Bellow med kæmpe charme har ført én gennem hele registret med AC/DC-lignende rock’n’roll-numre over små bluesede countryballader, for slet ikke at tale om den lille akustiske session, de leverede midt i koncerten.

The Lone Bellow består af sangskriver, lead vokalist og guitarist Zach Williams, guitarist og vokalist Brian Elmquist og Kanene Donehey Pipkin på mandolin og ligeledes vokalist. Og de er vokalister med stort V. De harmonier, de tre tilsammen skaber, er noget af det mest fantastiske og behøver faktisk slet akkompagnement.

Med på tour havde de dog Dave Pipkin på bas og Brian Griffin på trommer. Tilsammen leverede The Lone Bellow en præstation, som fremkalder alle former for entusiasme hos lytteren, fra gråd til tramp, klap og dans. Koncerten på Open Air-scenen virkede som adskillige koncerter i én – for lige, når numrene peaker og friluftsloftet er højest – så løfter bandet nummeret længere ud ad en ny tangent, imens masserne begejstres på ny. Vildest, da Brian Elmquist træder frem og giver den kick-ass-gas på sit rock’n’roll-nummer “Georgia Will”, som ledte tankerne over på bands som Rival Sons, Black Keys og selvfølgelig Georgia Satellites.

The Lone Bellow har foreløbigt udgivet én plade, og under søndagens koncert kunne Zach desuden afsløre, at producer på deres kommende plade er Aaron Dessner fra The National. Det kan man kun glæde sig til at høre resultatet af. Derudover er The Lone Bellow i det hele taget bare et must-see, hvis de spiller i nærheden af dit pastorat.

★★★★★★

Afslutningskoncerten, søndag den 31. august, Telt 1
Den traditionsrige afslutningskoncert på Tønder Festivalen var denne søndag også den store jubilæumskoncert, og scenen var sat med to flotte og meget forskellige profiler, Martha Wainwright først og dernæst The Chieftains.

martha wain

Ikke i skyggen af klanen: Martha Wainwright.

Martha Wainwright
Martha Wainwright er, som så mange andre kunstnere på festivalen, ud af en stor musikalsk familie. Men hvor andre som oftest er idyllisk sammenhængende familieportrætter, er Martha Wainwright barnet og søsteren, der udleverer familien – og sig selv.

Martha Wainwrights karriere og hendes erklærede selvbillede er nærmest en slags ståen i modsætning til hendes succesrige og anerkendte far (Loudon Wainwright III), mor (Kate McGarrigle) og storebror (Rufus Wainwright) og tematikkerne over familiens egne relationer, mens hun også giver et meget intimt indblik i egne sjæleforhold.

Teltet var fyldt, som det sig hør og bør på denne aften, og Martha Wainwright leverede en kraftpræstation. De talrige musikoplevelser, der er blevet fordøjet fra torsdag til søndag, efterlader et meget brugt publikum, der skal spilles op for. Selvom både melodier og lyrik synes let – så er de faktisk kompliceret konstruerede og krævede koncentration fra tilhørerne.

Martha Wainwright havde dog publikum i sin magt, blandt andet fordi hun med en kringlet humor kunne charmere og forføre lytterne. Særligt imponerende, når en stor andel af publikum muligvis var til stede på grund af The Chieftains.

Wainwright stod alene på scenen med stærk stemme, flot guitararbejde – kun akkompagneret af egne benspjæt og tramp i gulvet med de høje hæle. Den stærke stemme strakte sig fra lillepigevokalen til cremet lækkerhed, og igen over i det kraftfulde divaleje.

Første del af afslutningskoncerten var nerve og trods, og Martha Wainwright beviste både, at hun fan’me er sin egen – men også sin families – blandt andet ved en flot udgave af moderens “I Am a Diamond”.

★★★★★☆

The Chieftains
Det er svært at anmelde et band, som ikke er til stede. Og så alligevel – for The Chieftains var til stede, men ikke alene. I anledningen af fyrreårsjubilæet for Tønder Festival havde bandet, der har spillet sammen i 52 år (!), taget værtsrollen på sig og medbragt utallige gæster på scenen. Det irske band, hvis kerne i dag består af Paddy Moloney, Kevin Conneff, Matt Molloy og Séan Keane havde inviteret søskendeparret Pilatzke fra Canada på violin og i dansesko, Triona Marshall fra Irland på harpe og keyboard, irsk-engelske Tim Edey på guitar og mandolin. Desuden skotske Alyth McCormac med sang og endelig den irsk-amerikanske danser Cara Butler.

Koncerten var et festfyrværkeri af optrædende, men også i en skala, der for denne anmelder var lige lovlig meget. Det skabte en stemning af en slags Disney Sjov for (gran)voksne, som med stor begejstring kunne modtage det ene stjerneskud efter det andet. Der var både smukke unge feer og gamle grå nissemænd undervejs. Og så var vi endda lige ved at glemme Carlos Nùnes; en stjerne som faktisk fint selv kan fylde scenen ud. Faktisk var der ikke kun plads til store stjerner – også det lokale kor var på scenen. En flot gestus fra de topprofessionelle musikere. Chieftains er Rolling Stones i en anden genre, og der var store momenter under festen. Flottest af alt var hyldesten til festivalens ånd.

Traditionen tro sluttede det hele af med “Will the Circle Be Unbroken” med Alfie og Harry fra Hudson Taylor, som blev anmeldt på sidste års Tønder Festival, og We Banjo 3 på forreste række sammen med alle de andre kunstnere, som rundede TF2014 af med manér.

★★★★☆☆

Afslutningskoncerten startede ved slutningen af Tønder Festival for én af de bærende kræfter gennem alle 40 år, Carsten Panduro, som på opfordring af konferencieren (Jesper Henning Pedersen) fik en kæmpe klapsalve. Carsten Panduro og Annie Lehmann træder ud af bestyrelsen og overlader de kommende generationers festival til to unge kvinder, Kirstine Uhrbrand og Maria Theessink. Man må sige, at Panduro er lykkedes med sit projekt: nemlig at skabe en festival, hvor flere generationer af både mennesker og musik kan mødes til unik oplevelse, hvor der er plads netop til tradition og fornyelse. På trods af megen palaver og skepsis op til weekendens festival, vil Tønder Festival 2014 stå som et bemærkelsesværdigt musikår i Tønder.

Leave a Reply