Den britiske synthpop-kvartet Woman’s Hour, der består af søskendeparret Fiona og William Burgess samt Josh Hunnisett og Nicolas Graves, var ifølge Hype Machine det sjettemest blogomtalte band i 2013. Hvad end man så bør lægge i det, for massiv omtale er ikke nødvendigvis ensbetydende med kvalitet. Kvartetten lød angiveligt tidligere som en Vampire Weekend-klon, men det er der i den grad blevet lavet om på med debutalbummet Conversations.
Nu lyder Woman’s Hour i stedet mere som en blanding af især Beach House og landsmændene i The xx. Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, i hvor høj grad The xx ramte noget ganske særligt med deres minimalistiske pop, da de brød igennem i slutningen af 00’erne. Ud over Woman’s Hour kan ligeledes britiske bands som London Grammar og Arthur Beatrice nævnes, omend de forsøger at skille sig lidt ud ved at tilføje mere kraftfulde, kvindelige vokaler.
Det er ikke tilfældet for Woman’s Hour, der med Fiona Burgess’ dunbløde vokal hiver lytteren med ind i soveværelset og gennem gråtonede drømmesekvenser. Det drømme- og synthpoppede lydbillede, der omgiver Fiona, er enormt vellydende, ufarligt, afdæmpet og næsten en tand for perfekt. Det fungerer godt, men til tider bliver det også for mageligt og i forlængelse deraf også søvndyssende.
Tag for eksempel “The End”, der slæber sig mørkt og tungt af sted, og “Darkest Place”, der bølger noget ujævnt. Det er lidt som at trække vejret gennem en pude. Anderledes smukt og intimt er det på “Two Sides of You”. Bløde synthtoner ulmer hele vejen igennem let i baggrunden, mens Fionas vokal, der her har en håbefuld klang, vejleder lytteren. Guitar og bas byder sig enkelte steder til uden at stjæle opmærksomheden. Tempoet er roligt, og henimod slutningen indfinder en let spænding sig, men i lighed med The xx kommer forløsningen aldrig.
Førstesinglen “Conversations” er solidt skåret med luftig og prikkende guitar, varm bas og papirtynd percussion. Numre som “Reflections” og “Our Love Has No Rhythm” virker på en og samme tid flygtige og særdeles stemningsfulde. Det leder tankerne i retningen af Memoryhouses let slørede drømmepop anno The Years, hvilket bestemt er ment som en kompliment. Tempoet skrues lidt i vejret på de Arthur Beatrice-klingende “In Stillness We Remain” og “Her Ghost”, hvilket fungerer særdeles godt for Woman’s Hour, da det bliver underligt dansabelt på en rolig og intim måde.
I mine ører er Woman’s Hour allerbedst på intronummeret “Unbroken Sequence” og “The Day That Needs Defending”, der runder pladen af. Førstnævnte skæring har en rigtig god balance mellem længselsfulde vers og et fængende omkvæd, der synes at tårne sig op og vækker en lyst til at forfølge det og holde fast i det. På “The Day That Needs Defending” møder lytteren et mere lyst og legende udtryk, der virker en anelse sløset, men også yderst kraftfuldt. Det er vist også det eneste sted på pladen, hvor jeg ikke tænker på nogen af de musikalske slægtninge.
Samlet set er Conversations en rigtig fin og drømmende synthpopplade, der uden tvivl fungerer godt i baggrunden en sen aften. Det er stemningsfyldt, men også flygtigt og mageligt. Musikken hægter sig aldrig afgørende fast, og det er ikke en plade, der tigger om at blive samlet op. Konkurrencen er hård, men uretfærdig, og forhåbentlig kryber Woman’s Hour for alvor ind under huden på lytteren, når de disker op med den svære toer.
