Interview

Temple – Dogmatiske ved et tilfælde

Skrevet af Camilla Zuleger

Temple strøg til tops på Det Elektriske Barometer med deres første single ”Renegade”, høstede rosende ord og har nu et debutalbum på gaden. Fantastisk lyder det, men faktisk er historien om Temple historien om det heldige tilfælde, og hvordan det nogle gange er godt at mangle penge.

Temple II

Fotograf: Liva Molin

Umiddelbart ligner de hvilket som helst andet københavnsk, spirende band, da de sidder med tjavset hår og kigger ned i hver deres kop kaffe i Blågårdsgade. Og det er de måske også, men der er også noget andet. En velorganiseret tilfældighed, en politisk apolitiskhed, en minimalistisk overflod. Temple er et band, der stritter i mange retninger, men måske er det netop derfor, at såvel anmeldere som musikfans begejstres sådan over deres musik.

Temple, der består af Theis Ehler Molin, Asger Kudahl og Nils Bloch, har netop udsendt deres debutalbum Fluorescence. Albummet er en opfølger på Temple EP fra 2012, der bl.a. bød på singlen ”Renegade”, der mestrede kunsten at ligge på Det Elektriske Barometers top-3 i de maksimale otte uger.

Fluorescence blev af Undertoners anmelder, Mads Simon Hestbech, beskrevet som et album, ”der bekræfter den velkendte regel om, at less is more, og at man med få virkemidler kan opnå store ting”. Men spørger man gutterne, lyder det til, at de egentlig mere er gået efter en more is more. Ved et tilfælde.

”Hvor svært kan det være at finde en guitarist med stramme bukser?”
Det var allerede på efterskolen, Asger og Nils mødte hinanden. At det var tilfældigt er nok lige at strække den, men heldigt for Temple var det ikke desto mindre. Theis derimod er med på et afbud, i udtrykkets bedste forstand.

Ind af døren til Theis’ lejlighed på Nørrebro gik Asger en tilfældig aften, surmulende over, at guitaristen netop var gået ud hans nuværende band. ”Hvor svært kan det være at finde en guitarist med stramme busker”, får Asger sagt til den skinny-jeans iklædte guitarist Theis, der indtil denne aften kun kendte Asger perifert fra gymnasietiden. Og de levede lykkeligt, som man siger.

Tilnærmelsesvis i hvert fald. For det tog lige lidt tid for det nydannede band at finde ind til hinanden. De var nemlig ikke særlig enige om, hvad god musik var.

”Vi var ikke rigtig uenige,” fortæller Asger, ”Vi skulle bare finde ud af, hvor vi ville hen. Det betød bare, at vi blev nødt til at tale om det på en anden måde. Man kunne ikke bare sige, at guitaren skulle lyde som på The White Album.

”Men det har egentlig bare resulteret i, at vi har lavet rigtig mange forskellige ting, før vi fandt det rigtige, og det kommer vi nok til igen,” siger Theis.

De uheldige dogmer
Et år efter Temple havde udsendt deres EP, var det tid til at begynde indspilningen af et egentlig debutalbum. Men ud af ønsket om at skabe et helstøbt album, voksede behovet for at viske tavlen ren. Og vil man have helstøbt, må man også give slip på ønsket om en hitsingle. Og nummeret ”Celeste” er netop resultatet af denne nye begyndelse.

”Vi havde en gammel udgave af ”Celeste”, som faktisk var rigtig god, men den passede bare ikke ind på albummet,” fortæller Theis om nummerets forvandling.

Nummerets redning blev noget, de fleste af os ellers frygter: et toilet i Kødbyen. Med en lydoptager fik de nemlig her indfanget nøjagtig det beat, der passede til nummerets stemning. Og denne succes blev til en næsten dogmatisk ide, og dele af nummeret er således også optaget gennem en underjordisk tragt på en frederiksberg’sk legeplads om natten.

”De her dogmeideer hiver én ud af vanetænkningen. De får mig til at tænke nogle andre ting og turde gøre tingende på en anden måde,” forklarer Theis.

”Men de fleste dogmer opstod faktisk af, at vi ikke havde nogen penge,” siger Asger. Han forklarer, hvordan pladen ad denne vej fik langt færre trommer end planlagt, da der ved  den første indspilningsdag, der typisk er helliget beats, var noget galt med studiet, der gjorde det umuligt. De måtte derfor begynde et andet sted, og resultatet blev, at de indså, at der måske slet ikke var brug for så mange trommer.

Overflodsminimalisme
Når man hører Fluorescence, bliver man nærmest overvældet over, hvor simpelt det lyder, og albummet skriver sig netop ind i en minimalistisk tendens, der synes at spire frem. Men simpelt er det faktisk langt fra.

Selvom der er færre trommer, end der kunne være, og færre end de havde forestillet sig, at der skulle være, er albummet stadig et overflødighedshorn af lyd. Således finder man på nogle af numrene flere end 100 samtidige spor, og selvom de kun er tre mand høj i bandet, vil nogle sange kræve 16 mennesker at fremføre live.

Asger forklarer, hvordan de måtte sætte sig ned sammen og finde frem til, hvad der var det vigtige i et nummer, og hvad der var der, kun fordi, man plejer. Og på den måde skrællede de alting væk, til der kun var det nødvendige tilbage – som nu altså stadig er en hel del mere, end hvad man ellers kan blive mødt med.

Det, der blev tilbage, blev alligevel et album, der tilsyneladende er gået op i en højere enhed, men som også blev et mere demokratisk projekt: ”Vi endte med at komme ud over det ejerskab, man nogle gange har over en lyd, fordi det er en selv, der spiller. Men jeg kan faktisk ikke engang huske, hvem, der spiller hvad på pladen,” siger Theis.

Teatralske hjertesorger
Tekstmæssigt bevæger bandet sig i de velkendte sfærer; de, der gør rigtig, rigtig ondt. ”Vi forsøgte at finde det smukke i det smertefulde og vores musik bevæger sig netop i spændingsfeltet mellem noget smukt og noget, der overhovedet ikke er det,” siger Asger .

”Men glad musik kan også være smuk,” tilføjer Nils, ”Det er ikke fordi, vi har været bange for, tingene lød flotte. Jeg kunne også være ked af det, og så gå ud og lave noget reggae. Jeg er sikker på, at Klumben også har hjertesorger,” griner han og fortsætter:

”Det smertefulde er helt naturligt blevet en del af lyden. Men det handler egentlig bare om, at vi vil stå ved de store følelser. Men det skulle ikke bare blive en omgang nordisk hygge-melankoli. Vi har ikke været påvirket af en idé om, at det skulle være til at holde ud at høre på.”

Den særlige følelse, som drengene har skabt i deres lyd, har samtidig bevirket, at de ikke rigtig egner sig til at lave koncerter i gængs forstand.

”Vi har ikke lyst til at tage på spillestedsturne,” siger Theis. ”Der er nogle begrænsninger i spillesteder, og den stemning påvirker både os og publikum. Vi er ikke særlig gode til at lave en fest, så vi vil egentlig hellere have en mere formel setting med fx dæmpet lys og stole. Vi er nok mere til det teatralske,” fortæller Theis, der tilføjer, at de nok kommer til at spille færre, men mere specielle koncerter i fremtiden.

Og det var også netop på Teater Haut, Temple havde deres pladerelease i september, hvor de havde en balletdanser med på scenen. Et helt almindeligt, københavnsk band, siger I? Tja.

Lidt mere normalt bliver det dog fra på fredag, hvor Temple tager med Navneløs på en minidanmarksturné. Du kan blandt andet. opleve dem i København, når de fredag d. 10. oktober spiller på Loppen eller på Atlas i Aarhus d. 18. oktober. Se mere her.

Leave a Reply