Med lommerne fulde af origami-traner og papirlapper med små sætninger og gode ord, lyser glæden over dagens sjældne solstråler ud af hendes ansigt, mens hun selv tager plads indendøre ved en varm kop kaffe. Lin Rosenbeck og resten af Navneløs har de seneste år skabt sig et navn på den danske musikscene, og det skyldes ikke mindst den 21-årige frontkvindes karakteristiske vokal og minimalistiske tekstunivers.
Minimalisme og notesbøger
»Ordet lava er simpelthen sådan et godt ord. Det ligger rigtig godt i munden, og jeg har i rigtig lang tid gerne ville bruge det i mine tekster. I mange af mine notesbøger står der nu ”Den evigt tilbagevendende lava”, og jeg håber virkelig, der kommer et Navneløs-nummer, den sætning kan bruges i,« siger Lin Rosenbeck, da snakken bevæger sig ind på de tekster, der er en central del af hendes og Navneløs’ musikalske univers.
De opstår ofte nærmest ud af ingenting, kommer til hende, når hun går henad gaden, eller når hun på Engelsholm Højskoles smykkelinje sidder og arbejder med guld, sølv og andre ædelmetaller. En højskole med fokus på kunst og musik, hvor der også er en linje specielt til sangskrivning, men alligevel er det smykkerne, Lin Rosenbeck først og fremmest bruger sin tid på.
»Teksterne kommer ud af kunsten hos mig. Når jeg arbejder med smykker, har kunsthistorie eller læser litteratur, så kommer ordene og teksterne lettere til mig. Det inspirerer mig i lige så høj grad som musik gør.«
Hendes ofte meget minimalistiske tekster har rod i et hav af små og ufærdige sætninger, der er skrevet ned i bunker af notesbøger og små sedler. Usammenhængende værker, der lidt efter lidt smelter sammen med musikken, der hovedsageligt skrives af Navneløs’ fire mandlige medlemmer.
»Både på vores EP og på vores album, Værk, er mange af mine tekster meget flyvske, men sådan kan jeg rigtig godt lide dem. Når man ikke skriver tunge tekster, men i stedet holder det mere løst, giver man plads til at lytterne selv kan læse sig ind i teksten. På den måde kommer de til at handle om alle mulige ting i folks egne hoveder. Det kan jeg rigtig godt lide.«
Hos Navneløs starter numrene som regel ved at drengene i bandet, sammen laver de indledende demoer, hvorefter Lin Rosenbeck begynder at skrive sangene, der derefter langsomt smelter mere og mere sammen med musikken, og skaber det færdige nummer.
»Musikken tricker en masse følelser og tanker, der i forvejen roder rundt i mit hoved. Musikken kan både skabe helt nye ideer for mig, men den kan også minde mig om noget, jeg har skrevet for to år siden. Tit ender sangen med at blive en blanding af noget helt nyt, og noget jeg måske har skrevet for flere år siden.«
Genert frontkvinde
Har man oplevet en koncert med Navneløs, vil man også have bemærket Lin Rosenbecks ofte meget indadvendte sceneoptræden. Hun er en sangerinde, der sjældent kommunikerer mere en højest nødvendigt med publikum, og som i ordets bedste forstand virker til at være i sin egen verden på scenen.
»Det kommer sig af, at jeg i virkeligheden er rigtig genert og forsigtig på en scene. Jeg elsker at være på scenen, selvom det ikke er naturligt for mig, at stå der. Jeg står som regel bare ved mikrofonstativet, selvom jeg dog så småt er begyndt at danse en lille smule rundt og spille på en lillebitte luftbas af og til.«
Hun er med sine egne ord en dårlig entertainer, der ikke har det store talent for at tale til publikum, og når resten af bandet kaster sig ud i at spille instrumentale numre, sker det ofte at hun helt forlader scenen, og ser til fra siden.
»Jeg har prøvet at blive på scenen imens, men jeg ved ikke, hvad jeg skal lave. Derfor går jeg ud bagved. Det er også vigtigt for mig, at vi ikke bliver Lin Rosenbeck med band, og jeg vil rigtig gerne give en helt masse plads til de fire drenge. Det er på grund af med dem, at jeg overhovedet er blevet sangerinde. Det er naturligt, at jeg som frontperson får en del opmærksomhed, men jeg er altså kun en femtedel af Navneløs.«
Søgen efter kærligheden
Sammen med resten af Navneløs gik Lin Rosenbeck på få år fra et øvelokale på en efterskole, til at optræde for mere end 2500 publikummer på Roskilde Festival i 2013. Og spørger man ind til, hvad det er ved Navneløs’ musik, der får publikum til at møde op til koncerter i hele landet, har den unge sangerinde ikke selv et klart svar.
»Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tænker tit på det. Vi er nok ikke et helt typisk band, og vi har en meget speciel lyd, som der ikke rigtig er andre, der har. Der er en rød tråd i vores musik, føler jeg, men den er sikkert svær at se.«
Igen bevæger hun sig tilbage til teksterne, og den specielle stemning Navneløs skaber med deres musik. En stemning, der ifølge Lin Rosenbeck, måske taler til noget dybt i hendes generation.
»For min generation, og ikke mindst jeg selv, betyder kærligheden enormt meget. Vi har alle en søgen efter et holdepunkt, noget der er meningsfyldt. Mange mennesker føler en indre fortabthed, og tænker ”hvad skal der blive af mig?” Kærligheden er et holdepunkt, og det er det, vi prøver at beskrive gennem vores musik.«