Har du hul i kalenderen den 2. weekend i august så læs bare videre. Den tredje udgave af Uhørt kuraterer nemlig det bedste af nordisk vækstlagsmusik den 7.- og 8. august på Refshaleøen i hovedstaden, og vi her på redaktionen tænker, at det er et oplagt sted at kurere sin Roskilde-blues. Vejen til Uhørts scener er belagt med positive tilkendegivelser fra festivalens lytteudvalg, hvis ører er placeret på bookere, radioværter, musikere og tilmed Undertoners egen koncertredaktør. I dag er 10 nye navne blevet offentliggjort, og vi er klar med en kort præsentation.
Velvet Volume
Velvet Volume er tre søstre, der spiller rockmusik. Simple as that. Skal påstanden udbygges lidt, kan du læse mere i Undertoners føljeton om Kvinder i Undergrunden her.
Rest in Beats
Rest in Beats er en m/k duo, der spiller elektronisk pop, der navnet apropos hviler i hiphoppens rytmer. Se dem pynte en aarhusiansk altan med beats og vokalornamenter her:
Shy shy shy
Shy shy shy er også en m/k duo, mens de dog tilføjer tre yderligere medlemmer i livesammenhæng. De spiller drømmende indiepop, og du kan komme dem lidt nærmere gennem Gramex, der har fulgt dem fra første fløjt.
Moses: “Andreas”
Moses og Andreas er to hårdtarbejdende herrer, der spiller r&b og pop med kant. De præsenterer den mindre glatpolerede, selvdestruktive side af kærligheden på deres førstesingle ”Juveler”, som du kan synge med på her:
Chain Wallet
Norske Chain Wallet spiller catchy og janglet indiemusik, der byder op til dans og lukker de lune sommernætter ind.
Chronicle
Hårdtslående metal og melodisk thrash fra Frederikshavn, der byder velkommen til mørket.
Death Machine
Tre gutter sammenstiller lo-fi folk og dødsmaskiner. De har været på Samsø og indspille nogle sange, som du kan høre her:
SLYCK
Der er noget funky, en masse feel og helt frisk over hiphoppen fra SLYCK. Don’t believe me? Hør selv her!
Small Time Giants
Postrocket melankoli fra Grønland. Bandet crowdfundede udgivelsen af deres debutplade, der er produceret af Carpark North-bassisten Søren Balsner.
The Bongo Club
Ikke meget bongo. Masser af svensk indierock og entusiastiske liveperformances, der blandt andet kunne opleves på årets Spot Festival.
De 10 nye navne slår følge med de 15 allerede offentliggjorte bands, der gæster Uhørt i år.