Foto: Peter Kirkegaard/NorthSide
Fredags sol og sommer var for længst forsvundet og erstattet af bitter vind og kolde ankler, da Calexico søndag eftermiddag gik på P6 Beat-scenen. Det fremmødte publikum havde jakkerne trukket godt op omkring ørerne, men der gik ikke længe, før tonerne fra den amerikansk-mexicanske grænse førte tankerne mod varmere himmelstrøg. Det erfarne tex/mex-band var mødt talstærkt op og lod til at have den klare mission at sprede varme og god stemning til det frysende publikum.
Attituden fra Calexico var koncerten igennem totalt afslappet i klassisk sydstatsstil, hvilket prægede koncerten meget. Roen og velbehaget spredte sig til publikum, der lod sig føre med til grænseområdet mellem latin og indierock ved lyden af slideguitar, trompeter og kontrabas. Velbehaget spredte sig ud gennem publikum, der stille og roligt fik slappet af i skulderne og rokket med til de behagelige toner af latininspireret americana.
Det 20 år gamle bagkatalog var med til at give en stor diversitet til sætlisten. Der blev både givet eksempler på bandets mere følsomme americana-stil og decideret indierock, men stærkest var Calexico helt klart, når de gik helhjertet ind i mexicansk-inspireret mariachi og gav eksempler på deres spanske kunnen i smuk skønsang som på “Cumbia de Donde” fra deres senest udgivne album Edge of the Sun fra tidligere i år.
Den føromtalte afslappede attitude var dog også koncertens største hæmsko. De mere ligefremme rock- og americananumre var lige en tand for kønsløse, og man kunne godt have ønsket, at bandmedlemmerne havde udvist lidt større begejstring eller givet noget god gammeldags henvendelse til publikum mellem numrene. I stedet betød den let stenede attitude og den korte spilletid på små 45 minutter, at koncerten fik en smule karakter af behagelig baggrundsmusik.
På trods af at koncerten aldrig nåede ekstase, så spredte hyggen sig til publikum, som virkelig virkede til at nyde afbrækket og de lune toner. Musikkens easy-go-lucky-karakter spredte godt humør, og brede smil sås overalt. Bedst af alt var det, at da ørkensolen på indersiden af øjenlågene havde passeret grænsebyen Calexico, og man stod tilbage i Aarhus på NorthSide Festival, så havde bandet spillet en lille smule aftensol frem bag fra de grå skyer.
