Plader

Rangleklods: Beekeeper

Skrevet af Pladeklubben

Trods det bøvede navn leverer danske Rangleklods helstøbt og dyster elektropop med et stort sangskrivertalent. Desværre skæmmes debutpladen Beekeeper dog af ligegyldigt fyldstof.

Danske Rangleklods er langtfra så fjollet og “Åh Abe!”-agtigt, som navnet antyder. Det, nå ja, klodsede navn dækker over aarhusianske Esben Nørskov Andersens enmandsprojekt, som byder på et overflødighedshorn af dystre beats og store kompositioner båret frem af en fremragende stemme, der lyder usædvanligt udansk med sin dybe klang og sikre håndtering af det engelske sprog. Den sprøde vokal leder tankerne i så spredte retninger som David Gahan, Ian Curtis og Tricky. Under stemmen folder Esben Andersen et elektronisk lydtæppe ud, der på den ene side giver mindelser om ren electronica og samtidig formår at inkorporere masser af håndspillede elementer og poppede melodier, der gør musikken interessant og udholdelig for selv dem, der ikke normalt vil spilde så meget som en tissetår på elektronisk musik. Sådan er Rangleklods-debuten Beekeeper – et stykke henad vejen.

For lige så fremragende pladen begynder, lige så meget vander den stille og roligt ud i mere og mere langtrukne maskinelle tirader, der tager den energi og fremdrift, man ellers lige var blevet så glad for, ud af pladen. Og det er synd, for Esben Andersen har fat i noget virkelig godt, når han ellers fokuserer talentet lidt mere. Albummet lægger stort ud med “Clouds”, der allerede har opnået en del airplay, og hvorpå Esben Andersen rammer sin kombination af det dystert elektroniske og det poppede dansable på forbilledlig vis.

Herfra følger seriøst helstøbte numre i “Empty” og “Puzzlehead”, som leder lytteren videre til den spøjse dobbeltdækker “On Top” og “In Charge”, hvor den samme sang går igen – i to vidt forskellige udgaver: Den ene rigt facetteret og med fuldt elorgel, den anden domineret af blot en guitar og en stemme. Det er en farlig øvelse, hvis man ikke lige har skrevet en “Hey Hey, My My”, men det virker, fordi udtrykket i de to sange er så forskelligt, at man dårligt bemærker, at man lytter til det samme nummer to gange i streg.

På den tunge, dystre “Cough” folder talentet sig igen ud i fuldt flor – både musikalsk, hvor tankerne ledes i retning af tidlig triphop, og lyrisk, hvor linjen »every time I cough it’s like I taste you« går igen og igen. Det er selvfølgelig en smagssag, men her i stuen vinder den slags poesi sgu point.

Herfra går det så desværre bare nedad. På “Riverbed” er der stadig kraftige referencer til triphoppen, men uden det schwung, der høres tidligere på pladen. På “Enklave” bliver monotonien decideret dræbende, og ligesom på den efterfølgende “Order”, der nærmest lyder som et computerspil, har man en fornemmelse af, at her bare skulle udfyldes nogle minutter med computerleg, så albummet kunne nå op på de ti skæringer, der – åbenbart – skulle til. Det havde været klædeligt, om man havde nøjedes med at udgive en syv-otte stykker i stedet for.

Det afsluttende titelnummer lukker albummet ganske klædeligt med en stille, hymnisk sag, der er mere en stemning end en sang. Til gengæld er det en fin stemning og en sømmelig måde at afslutte det første møde med en dansk kunstner, der tydeligvis har tonsvis af potentiale, og som allerede – med navnlig “Clouds” – har bevist, at evnen til at skrive rigtig gode sange så rigeligt er til stede.

At man vælger at kalde sig noget så bøvet som Rangleklods, kan man mene meget om, men debuten Beekeeper lover – på trods af at den sine steder er præget af hel- eller halvkedeligt fyldstof, rigtig godt for Rangleklods. Vi glæder os allerede til den svære toer.

Bertel:

★★★★½☆
Mads:
★★★★½☆

Deltag i debat