Jannis Noya Makrigiannis er som kunstner i konstant bevægelse, og hans kunstneriske udtryk rummer altid umådelig megen skønhed. Måske er det derfor, at jeg pludselig kommer til at tænke på den smukke afsluttende scene fra filmen American Beauty, da jeg sidder og skal til at gå i gang med anmeldelsen af Choir of Young Believers‘ (CoYB) nye plade, Grasque. I scenen ser karaktererne en lille poetisk videooptagelse af en plasticpose, der med en bunke blade blæser ensomt omkring i en gade, løftes op af vinden og styrtdykker mod fortovet.
Man kan bruge scenen som et billede på CoYBs smukke og melankolske musik, og lade plasticposen symbolisere Makregiannis ideosynkratiske vokal. Som plasticposen, der bæres op af termikken, er stemmen nemlig flygtig og æterisk, og som tyngdekraften, der trækker posen ned, er stemmen knugende og tynget, som bar den hele verdens byrde på sine spinkle skuldre. Den danser sin akavede og blødt duvende dans blandt bladene, som vi kan lade bandet symbolisere.
Makrigiannis stemme har da også fascineret siden starten, og bandets udtryk har hele tiden været i en udvikling. På den første langspiller This Is for the White in Your Eyes blev de første indledende trin lært. Det var mest sidestep på stedet med hænderne i lommen, som en 9. klasseelev til en klassefest. Der blev ikke lavet en forkert bevægelse i Anders Rhedin og Fridolin Nordsøs produktion, og som følge heraf fik stemmen også enormt meget plads. Det kom der blandt andet det fantastisk smukke nummer “Hollow Talk” ud af, som er blevet brugt i både filmen Submarino og tv-serien Broen. Det har uden tvivl sparket mange døre ind for bandet. Det var da også i Broen, at Matin Gore hørte nummeret, og derefter tog kontakt for at få bandet med som opvarmning for Depeche Modes verdensturné. Albummet er godt, det skal bestemt ikke misforstås, men man fornemmede helt klart, at der var noget mere og andet gemt i den særegent sitrende stemme, der omgav sig med et evigt muterende kor af unge troende.
Der blev da også skiftet gevaldigt ud i bandet på toeren med den imposante titel Rhine Gold (navnet er taget efter Wagners opera, red.), og to nye producere, Aske Zidore og Nis Bysted, blev hentet ind. Musikerne i bandet fik mere plads, og producerne havde modet til at »fratage vokalen særstatussen fra det første album og ladet den dykke ned i mixet«, som Undertoners Mikkel Arre skrev. Resultatet var, at CoYB i langt højere grad fremstod som et fælles projekt. Der blev med andre ord pludselig danset lidt vildere og hænderne kom op af lommerne til det, jeg nu vil betegne som en gymnasiefest. Der var både plads til lange og lettere udsyrede og krautede passager som i “Paralyze”, men også mere dansable rytmer som i “Sedated” og underskønne og melankolske toner i “Have You Ever Truly Been There”. Der blev med andre ord vist en utrolig spændvidde på pladen, som jeg mener er et lille mesterværk i dansk musik. En plade, som jeg bliver ved med at vende tilbage til.
Den fantastiske plade taget i betragtning kommer det da som en lille overraskelse, at Makrigiannis ikke har holdt fast i Rhine Gold-bandet, der jo gjorde det så fremragende. Og alligevel ikke, for det bekræfter jo bare indtrykket af Makrigiannis som en søgende sjæl på pilgrimsrejse efter ny himmelsk lyd eller en nybygger på udkig efter nyt musikalsk land, han kan indvinde. Sagen var nemlig den, at han efter at have turneret et helt år efter med Rhine Gold fuldstændig havde mistet lysten til at spille videre på samme måde. Han manglede inspiration, og i stedet for at skrive nye sange tog han derfor ud at rejse. Da han kom hjem, var han stadig ikke afklaret, hvor den nye musik skulle bevæge sig hen. Han var faktisk fortvivlet, og nærmest ved at lægge sit band i graven. Han begyndte at lytte til popmusik og gå til raves. Samtidig var han begyndt at lege med en lille sampler, han havde fået. Han mødtes med Aske Zidore, den ene producer fra Rhine Gold, og i lange natlige snakke og jams fik han langsomt hul på sangskrivningen igen, og sammen fik de lagt en retning for den nye plade.
Nogle af disse jams kom der numre ud af, når Zidore og Makrigiannis efterfølgende klippede og klistrede sammen i studiet. Det gælder blandt andet den storslåede lydcollage Græske, som lydligt “oversat” er blevet til albumtitlen Grasque. Det er et fantastisk nummer, som især kommer især til sin ret med høretelefoner på og lyset slukket en sen nattetime. Nummeret starter i den ufremkommelige og fugtige jungle, hvor du forventer at møde “the horror” i form af Sergeant Kurtz, men hvor Makrigiannis lyse og klare stemme pludselig toner frem på klingende dansk. Derefter tager en blanding af asiatiske og mellemøstlige toner over tilsat en marchrytme, og til slut ender du tilbage, hvor du startede. Måske en jungle? Eller under vandet, vil nogen nok sige, og det er jo netop det fede. Det skaber så mange billeder. Du kan næsten ikke undgå at drømme dig væk i dette værk, der i sin collage-agtige stil leder tankerne hen på den elektroniske musiker Oneohtrix Point Never. Siden dette nummer, der altså nærmest genfødte CoYB som en fugl Fønix af asken, kom der en masse gode numre til. På mange af disse numre kan du for alvor høre inspirationen fra poppen og den elektroniske musik. Et eksempel er den luftige popperle “Jeg ser dig”, som et mekanisk beat emmer dig i møde med livsglæde tilsat en undertone af Makrigiannisk weltschmerz. Eller “Serious Lover”, der sært fjedrende hopper dig i møde og dig med ud i mørket, hvor det danser om egen akse.
Alt i alt er det en fremragende plade, der vokser ved hver gennemlytning. Og i CoYB anno 2016 danses der nu lidt mindre akavet. Armene og benene er synkroniseret, når bandet, der i øvrigt består af helt nye kræfter tilsat Nicolai Kleinerman Koch, der er vendt tilbage, tager afsted til festen ude på universitetet. Personligt må jeg sige, at jeg stadig har en lille nostalgisk forkærlighed for de der gymnasiefester, hvor jeg havde en pose øl liggende ude i busken. Men universitetet er sgu også godt. Og hold kæft, hvor jeg glæder mig til næste plade, hvor Makrigiannis har uddannelsen i hus. Det må blive et fuldtonet mesterværk – og formentlig igen med udskiftning i koret af måske ikke længere helt unge musikere, der tror på ham.
Om kort tid kommer der et større interview med Jannis Noya Makrigiannis om tilblivelsen af pladen op på siden. Så stay tuned.
