Koncerter

Roskilde Festival 2016: Gents, 26.06.16, Countdown

Skrevet af Bitten Kjærgaard

Søndag gik den velklædte danske duo på scenen og leverede 80’er-nostalgisk synthpop, som fik godt fat i publikum et stykke inde i sættet.

gents-4383
Jeg har glædet sig helt vildt til at opleve Gents på årets festival. Faktisk næsten mere end hovednavnene. EP’en Embrace the Future har været forårets og sommerens soundtrack og er blevet sat på til mangt en rødvinsaften. “Love Is Tears” er simpelthen gået lige i hjertet på mig med blandingen af koklokke, den dybe, let croonende vokal og så selvfølgelig den velkendte synthesizer, som står for melodien i mange af duoens numre. Og så har de jo bare ret: Love is fandme tears!

En medskribent lavede for en uges tid siden et interview med duoen og ud af det kom nok noget i retning af verdens sjoveste interview. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad gruppen kan levere live.

Der er fyldt foran Countdown-scenen, da koncerten begynder. Scenen er i øvrigt blevet ganske vellykket med et godt hænge-ud-miljø og en indkranset midte til dem, der vil stå op og nyde koncerten. I selskab med en trommeslager går duoen på scenen til stigende klapsalver. Forsanger Niels Juhl er iklædt et nydeligt sæt sorte 501-jeans og en hvid, poset skjorte, og egentlig står han lidt i kontrast til de allerede halvnussede festivalgængere. Gents’ anden halvdel, Theis Vesterløkke, kommer ind med stone face gemt bag solbriller og i lang frakke.

Duoen lægger ud med, hvad jeg tror, er et nyt nummer, og desværre drukner vokalen lidt i bas og trommer i starten. Men der bliver rettet op enten fra lydmand eller forsanger, og det bliver langsomt bedre. Juhls dybe vokal strømmer overraskende ubesværet ud og svøber sig om den store flok, der er troppet op. Da første nummer slutter, udbryder Juhl: »Fuck, hvor er det fedt at se jer, mand! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig.« Tydeligt overvældet over det massive fremmøde. Det er dog ellers ikke sådan at tyde på hans nonchalant måde at bevæge sig rundt på scenen med mikrofonen dinglende henkastet.

I andet nummer er vokalen væsentligt tydeligere, og Juhl griber guitaren til “Whole New Life”, som indeholder nogle rigtig fine temposkift, som også kommer fint frem i live-setuppet. Gents spiller gennemgående vellydende videre, og der er ikke noget at klage over i forhold til det musiske setup. Undervejs præsenterer de os for et nyt nummer, “Lost in the City”, som lader til at handle om at være alene og isoleret i byen med sine tanker. Nummeret følger den groovy 80’er-linje fra EP’en. Ikke de store overraskelser der. Nummeret har dog en lang instrumentel outtro, hvor bandet får lov at rocke igennem, og det klæder dem.

Selvom Juhl bevæger sig rundt på scenen med elegante 80’er-moves og svinger guitaren vildt under de første numre, er det alligevel som om, Gents ikke helt får publikum med. Som sjette nummer får vi (endelig) “Love Is Tears”, og hvis nogle blandt publikum sov (som f.eks. ham, der bliver ved med at falde i søvn på min skulder), så vågner de nu. For det er det her, publikum har ventet på. Nummeret, der både er dansabelt, smukt og syng-med-bart. Fra nu af og resten af koncerten har bandet fanget os, og de fører os videre med nummeret “Shipwreck”. Bag mig står nogle piger og er fuldstændig opslugt af Niels Juhl. En af dem udbryder »Fuck, han ser virkelig godt ud. Fuck, han er lækker!« Og ja, han gør det godt på scenen med det skæve smil og pegefingeren, der jævnligt skyder hilsner ud blandt blandt publikum. Gents rider videre på bølgen med det nyeste nummer på stammen, “Bonny”, der er et cover af Prefab Sprouts nummer af samme navn fra 1985. De slutter af med “Young Again”, hvor nu selv Vesterløkke danser en slags rullende armedans – dog stadig med stone face bag solbriller.

En tydelig rørt, og måske halv befippet Juhl undskylder, at de altså ikke har flere numre, som om han slet ikke var forberedt på den hujende og heppende kæmpe flok af mennesker, der skråler »ekstranummer!« Faktisk må Vesterløkke klappe ham på skulderen og hive ham med ud af scenen. Og det er bare så fint.

Gents leverer en meget fin koncert, hvor de efter en 25 minutters tid har publikum med sig. En udfordring kan være, at de trods deres overvelspillede musik, ikke når helt langt nok ud over scenekanten. Det kræver derfor en ekstra tilstedeværelse fra bandet, som de formår at skrue op for i anden halvdel af sættet. Jeg savner lidt rigtigt at mærke, hvem Gents er, og få noget af den spræl med, som kom frem i interviewet. Men Gents rammer en musik, som selvom den virkelig er sin egen, også appellerer til mange mennesker, og det viste de også til koncerten, hvor alle aldre var samlet. En vellykket og velspillet koncert.

★★★★☆☆

Leave a Reply