Islandske Hjaltalín er mænd (og kvinde) for at give dig noget af en varieret musikalsk rutsjebanetur, når de spiller på Nordatlantens Brygge i København fredag den 14. oktober.
Undertoners Anna Møller interviewede orkestret i forbindelse med deres koncert på Sziget Festival i 2010. Her beskriver hun Hjaltalín som at de »dyrker en særegen blanding af pop-melodiske elementer, vokalharmonier og duetter mellem de to forsangere Sigga og Högni og så symfoniske kompositioner, der stammer fra medlemmernes primært klassiske uddannelser inden for musikken.«
Siden bandet fandt sammen i 2004 på det lokale gymnasium i Reykjavík, har de udgivet tre album, hvor Terminal (2009) blev kåret som årets album ved Icelandic Music Awards. Hjaltalíns besætning har undergået flere forandringer, ligesom de musikalsk har bevæget sig gennem flere genrer og udtryk. I dag bliver deres musik flere steder betegnet som kammerpop med dybe rødder i indierock, 60’er-pop og ikke mindst klassisk musik. Bandet er i studiet i disse måneder og vil have smagsprøver med på de nye skæringer live.
Bandet har solgt guld i hjemlandet med deres to første album, og Sigríður Thorlacíus (Sigga) har modtaget prisen for årets bedste sangstemme ved Icelandic Music Awards 2009. Hjaltalín har desuden optrådt på Roskilde Festival og Icelandic Airwaves flere gange samt en række europæiske venues de seneste år.
Vi udlodder 2 x 2 billetter til koncerten på Nordatlantens Brygge den 14.oktober kl. 22.
For at vinde billetterne skal du svare på følgende:
Hvilket andet islandsk indie-orkester er sanger Högni Egilsson også en del af?
Konkurrencen er slut. Vinderne har fået besked på mail.