Af Mads Mølstrøm
Fatima Yamaha
For nogle år siden opdagede jeg Fatima Yamaha med hittet “What’s a Girl to Do”. Det var en total wauw-oplevelse, og jeg forestillede mig, at Fatima Yamaha var en stilet kvinde, der havde kreeret dette lækre track med funky synth-elementer tilbage i 80’erne. Til min store overraskelse viste det sig at være en mandlig elektronisk musiker fra Amsterdam, som står bag de old school dansable housetoner. Fatima Yamaha har formået at skabe sin helt egen lyd, der både fungerer til den rolige lytter, men især også til det festglade publikum. Min interesse i at se ham spille på Roskilde Festival er blevet endnu større efter, at jeg fornylig så denne liveoptagelse med Boiler Room til Dekmantel Festival i 2015:
Jeg fornemmer en helt vild festivalenergi, måske endda en “orange feeling” i videoen.
Jenny Hval
Jenny Hval er i min optik en af de mest spændende artister på Roskilde Festival inden for den eksperimenterende genre. Den norske artist blander elementer fra rock og pop i et mystisk og nærmest hypnotiserende, elektronisk univers. Hval er desuden kendt for sine eksperimenterende performances, der får koncerterne til at fremstå helt unikke. Jeg er ikke i tvivl om, at hendes koncert på Roskilde Festival bliver en mindeværdig oplevelse, hun formår nemlig at tage lytteren med på et eventyr i sit helt særlige univers. Sangen “Conceptual Romance” fra det nyeste album Blood Bitch giver en god fornemmelse af Hvals spændende leg med lyd og stemning:
Princess Nokia
Destiny Frasqueri alias Princess Nokia er en super sej ung kvinde fra Harlem i New York. Hun identificerer sig selv som tomboy, feminist, queer, bruja, og hun er en rebelsk artist, der gør lige, hvad der passer hende. Hendes musik er fyldt med sprøde beats, dyb bas og vilde punchlines, der sammen med hendes energiske liveoptræden kun kan gå hen og blive en kæmpe fest på dette års Roskilde Festival. Nokia spillede en koncert på Sigurdsgade i København tilbage i februar, og jeg er blevet fortalt, at det var en vildt fed oplevelse, hvor publikum blev tryllebundet af hendes fængende attitude, der er svær at beskrive med ord. Jeg blev selv fan af Princess Nokia, da jeg hørte og så den flotte video “Brujas”, der på spansk betyder hekse: