Artikler Interview

School of X: »Jeg har været nervøs i flere uger«

Foto: PR
Skrevet af Redaktionen

Rasmus Littauer har turneret verden rundt med Mø og The Asteroids Galaxy Tour. Han spillede sidste år på Orange Scene med MØ, men på årets Roskilde Festival sker der noget nyt: Han skal spille sin egen musik.

Af Jais Baggestrøm Koch

»Jeg har turneret i mange år med andre, og der er noget, der har hobet sig op. Jeg har ikke sat mig ned en dag og besluttet mig for, at ‘nu skal jeg simpelthen lave noget selv’. Det er noget, der er kommet løbende,« siger Rasmus Littauer.

Rasmus Littauer er manden bag School of X. Projektet, der startede med en opvarmningskoncert for The Raveonettes, står ved sin foreløbige kulmination med en koncert på Rising-scenen på årets Roskilde Festival.

School of X udgav sit første nummer på Soundcloud i august 2016. Han udgav ved årsskiftet et cover af det kendte Sade-nummer “By Your Side”. Og i marts udkom det seneste nummer “Words”.

Musikken er en slags rolig, stemningsmættet synthpop tilsat nogle markante beats. Rasmus Littauer nævner selv Portishead, Pavement og Lana Del Rey som idoler, og hvis han træder et skridt tilbage og analyserer musikken, deler han den op i tre dele: Et ‘steady’ hiphop-inspireret beat. Nøje udvalgte ‘synth-sounds’. Og langsomme melodier, der svæver hen over musikken, sunget af en lys vokal.

Det er vigtigt for Rasmus Littauer, at trommerne skubber musikken fremad, og at akkorderne er afstemt i forhold til melodien, men det, indrømmer han, er en efterrationalisering. Fordi Rasmus Littauers skriveproces er intuitiv, og School of X’s lyd opstod naturligt:

»Jeg har ikke været igennem ti forskellige lyde, før jeg fandt ud af, at det her er det fede for mig. Det var noget, der kom naturligt fra starten.«

»Det er mig selv, der har alt på spil«

Rasmus Littauer elsker at spille trommer i ind- og udland for etablerede artister som Mø. Men det er noget andet for ham, når han står på scenen og skal spille sin egen musik med sit eget band:

»Jeg føler det her hundrede procent. Det er mit udtryk. Alt, hvad der bliver spillet på scenen, kommer fra mig – det er mig selv, der har alt på spil.«

Er der flere op- og nedture forbundet med projektet, fordi du er så investeret i musikken?

»Ja, det er der. Der er vildt mange op- og nedture. Der er jo sindssygt meget hårdt arbejde, som jeg ikke har beskæftiget mig med før. Der er alt muligt praktisk og strategisk – en masse valg man skal tage. Jeg har ikke et kæmpe hold omkring mig endnu, fordi jeg er ny, men man har helt klart et andet ansvar over for projektet, når man står med det selv. Men man får også nogle opture, man ikke kan få på andre måder.«

Hvornår har du oplevet opturene?

»Dem har jeg fået hver gang, vi har spillet koncert. Vi har kun haft gode koncerter. Jeg har virkelig, virkelig været glad hver gang – det har været nogle store oplevelser, alle sammen.«

»Det er vildt fedt, at jeg skal spille på Rising«

Roskilde Festival er noget særligt. Danske bands, der spiller på Roskilde Festival, får stor eksponering og omtale, men det er ikke det, der er det vigtigste. Nej, det vigtigste er bare det at spille på Roskilde – det er stort i sig selv. Og selvom Rasmus Littauer har spillet flere koncerter på Roskilde Festival, ved han på forhånd, at koncerten på Rising kommer ind på hans Roskilde top-tre:

»Det er helt klart et kæmpe højdepunkt i mit liv at skulle spille min egen musik på Roskilde. Første gang jeg spillede på Roskilde, var det helt vildt sindssygt. Og sidste år, da jeg spillede på Orange med Mø, var meget overvældene, og i år håber jeg bliver lige så fantastisk.«

Hvordan er det at skulle spille på Rising?

»Jeg synes, det er vildt fedt. Der er typisk vildt mange mennesker, jeg skal spille om aftenen, og jeg synes at omstændighederne er helt perfekte.«

Er du nervøs?

»Jeg har været nervøs i flere uger. Jeg har faktisk været virkeligt nervøs til alle de koncerter, vi (School of X, red.) har spillet, men det går som regel over, når vi først er i gang. Det er også fordi, jeg skal håndtere et instrument, som jeg ikke er vant til at håndtere. Det er noget helt andet skulle spille trommer, som jeg har gjort til flere hundrede koncerter.«

Den nye rolle som forsanger

Skiftet, fra den tilbagetrukne position bag trommesættet til den fremskudte position som forsanger, er stort. Den nye rolle giver Rasmus Littauer en helt anden oplevelse, og den stiller nye krav:

»Når jeg synger og står forrest på scenen, bliver jeg nødt til at være hundrede procent ‘i det’. Og det sker helt automatisk – jeg er hundrede procent ‘i det’, og pludselig er koncerten gået. Når man spiller trommer, er der en anden, der ‘tager showet’. Når jeg spiller trommer, er jeg ‘i det’ på en anden måde.«

Hvad er fedest?

»Det er fedt på forskellige måder, helt klart. Lige nu er det en stor oplevelse for mig at gøre noget nyt, men jeg synes også, at det andet er skide sjovt,« siger Rasmus Littauer.

School of X spiller på Rising søndag den 25. juni klokken 23.00. Bandets debut-EP udkommer til efteråret. School of X spiller en række koncerter hen over sommeren, og til efteråret spiller bandet to dobbelt-koncerter med danske Vera – én i København og én i Aarhus.

Leave a Reply