Da Undertoners anmelderredaktør i sin seneste mail til denne signatur kom med tre muligheder til min næste anmeldelse, og Jack White var en af dem, var jeg ikke i tvivl om, hvilket album jeg skulle vælge. Jeg kastede mig med glæde over guitarguden, som har leveret et eftertrykkeligt aftryk på både mig og guitar-rocken med blandt andre The White Stripes og The Raconteurs og selvfølgelig solo, hvor han nu har udgivet sit tredje album, Boarding House Reach.
Min glæde skulle dog vise sig at være kortvarig, da det hurtigt blev tydeligt, at Jack White på Boarding House Reach har taget stort set alt, hvad man musikalsk forbinder ham med og smidt det over bord. Noget der naturligvis ikke i sig selv er negativt, da resultaterne kan være både interessante og smukke. Jack Whites seneste udspil er ingen af delene.
Tværtimod er resultatet for White i denne omgang en uskøn sammenblanding af diverse musikalske udtryk, hvor ingen forfølges længe nok til, at det forløses, og pladen fremstår derfor mest af alt som en række jam-sessioner, hvor man som udøver er sikker på, at man her har ramt en veritabel musikalsk guldåre. Sjældent er det tilfældet, men så har man ofte venner eller familiemedlemmer, der – hvis man ikke selv kan høre det – overbeviser en om, at det ikke forholder sig således.
Jack Whites venner og familie må være på ferie.
De stramme og originale guitarriffs fra The White Stripes og The Raconteurs og den folk-inspirerede lyd fra Whites to foregående solo-albums er i store træk erstattet af et større miskmask af jazz, spoken word, elektronisk funk-rock, som selv Herbie Hancock ville have kasseret, og rap. Ja, du læste rigtigt: rap. Og det er cirka lige så tåbeligt, som det lyder, og hvis du holder af Jack White eller rap – eller begge dele – vil jeg anbefale dig aldrig at lytte til sangen “Ice Station Zebra”.
Jack Whites vokal-flow fungerer som regel glimrende, når han nærmest snik-snakker sig igennem sine sange. Som rapper fungerer hans flow desværre ikke særlig godt. Det lyder tværtimod påtaget og en smule anstrengt, hvilket er den akkurat modsatte oplevelse, man ellers ofte har, når man lytter til Jack White, der især som guitar-virtuose netop fremstå uanstrengt og legende i sin musik.
Boarding House Reach lyder i det store hele som en samling ideer, der ikke forløses på en hverken interessant eller inspireret facon, og mest af alt føles det som en pligt at skulle kæmpe sig igennem albummet ud i et stræk. De 44 minutter som pladen varer, er således cirka 41 minutter for lang tid. Bevares, hist og her på pladen findes der da interessant anslag såsom riffet til “Over and Over and Over”, som dog sidenhen ødelægges af bongotrommer, et skabagtigt forvrænget kor, og en flok studiemusikere, der, som på resten af pladen, fremstår bovlamme og fesne.
Der bør her knyttes en kort bemærkning til musikerne på pladen, som alle kommer med fine resumer som studiemusikere, men med op mod 20 forskellige bidragsyder, kan det ikke undre, at det samlede billede fremstår rodet og ufærdigt. Albummet fremstår som et tydeligt eksempel på, at for mange kokke fordærver maden.
Pladens afsluttende sang “Humoresque”, som er en fin jazzet sang bygget over simpel akustisk guitar og et ditto klaver, er stort set eneste formidlende omstændighed på Boarding House Reach.
Men det fjerner selvfølgelig ikke oplevelsen af, at der her er tale om et album, der burde være blevet i skaberens hoved, selvom det sine steder indeholder fragmenter af fine ideer og melodier, som sikkert kunne være blevet forløst betragteligt bedre, hvis man havde holdt en mere stram snor i produktion såvel som sangskrivning. Alt i alt sidder man tilbage med oplevelsen af at have lyttet mere til outtakes og b-sider end et egentligt færdigt produkt. Selv ikke prædikater som “eksperimenterende” eller “skør” kan danne baggrund for en egentlig forsvarstale for Boarding House Reach.
