Koncerter

Beck, 09.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

Beck med partyband erobrede NorthSide. Gid vi havde haft lidt mere tid sammen! Foto: Mathias Bak Larsen/NorthSide.
Skrevet af Signe Palsøe

Beck og hans partyband proklamerede, at denne aften skulle være »fast and fun,« og det var den. Bandets koncert var et velorkestreret orgie for sanserne, men øj, en halv time mere havde gjort underværker.

»We’ll keep the songs fast and fun tonight,« proklamerer Beck, da han omkring halvvejs inde i sit NorthSide-sæt har sendt bandet backstage og fremført to numre på egen hånd med sin guitar – henholdsvis “Debra” fra Midnite Vultures og et cover af “Raspberry Beret” i anledning af, at Prince ville være fyldt 60 år i torsdags.

Og det skal jeg da ellers lige love for, at Beck og band gør! Altså det med at holde sættet hurtigt og sjovt. Vips er hans husorkester tilbage på scenen og klar til at genoptage tråden, fra før de blev sat på standby. Husorkesteret – eller partybandet, som en mere passende betegnelse måske ville være – er en otte mand høj storcharmerende, spraglet og sprængfarlig konstellation, som til enhver tid er klar til at hive et sæt maracas ud af ærmet eller tvinge en synth-, saxofon- eller endda panfløjtesolo ud af deres keyboards, og som naturligvis ikke kan anslå en tamburin ved hjælp af andre remedier end en anden tamburin.

Maksimalisme er med andre ord det altoverskyggende tema for Becks NorthSide-koncert, der da også indledningsvis har amerikanerens voluminøse festalbum fra sidste år, Colors, som central akse – med enkelte stilmæssigt tilsvarende afstikkere til bl.a. “Devil’s Haircut” og numre fra især Midnite Vultures. Titelnummerets frejdige fløjtetema glider over i “Wow”, omtrent samtidig med at jeg opgiver at få hold på antallet af guitarer, der cirkulerer på scenen (et kvalificeret bud er fem). Men det er også godt det samme, for nu kalder bagskærmens virvar af farverige pinup-animationer og kælne kvindestemmer på opmærksomheden fra hele vores sanseapparat.

Undervejs samler Beck nogle ledige sekunder til at finde ned på scenegulvet på ryggen og række ud mod himlen. »It’s such a beautiful night. You can almost feel the summertime.« Og ja, Ådalen gør sig usædvanligt godt i solnedgangstimen, inden tropenatten sætter ind – publikum nikker samtykkende og er klar til næste massive ryk frem i sætlisten.

Det får vi med en afsluttende hitparade i “Dreams”, “Girl”, “Loser” og en lang præsentation af bandet, som leder over i lukkeren “Where It’s At”. Beck og band tager sig god tid til at jamme små jingles for hinanden under gennemgangen af den store flok, og det er både sjovt, charmerende og et ret passende musikalsk indspark for et underholdningsband, der oven i købet virker så rare, at du har lyst til at hyre dem til at spille til din fødselsdag. »Look at this guy, he’s like a dolphin encounter, so smooth and precious,« lyder Becks henvisning til sin storsmilende trommeslager, og naturligvis kan ingen sige ham imod.

Den største anke mod Becks koncert er i virkeligheden, at vi kun havde fem programlagte kvarter til at komme igennem bandets pompøse og omskiftelige show, og at en del af de kostbare minutter desværre blev ædt af en lidt forsinket koncertstart. For det var vitterligt en strålende koncert og en aften, hvor musik, publikum og den smukke setting i solnedgangen gik op i en højere enhed – Beck selv tager endda lige et minut til at understrege over for os på græsset, at det er ganske særlige aftener som denne, som gør det værd at tage på tæskehårde turneer i tide og utide.

Vi er enige, og tak for musikken, alle mand. Men øj, det havde været dejligt med en halv time længere til at lære jer at kende og i glimt få pulsen ned.

★★★★½☆

Leave a Reply