Den kvindelige folk-rock trio I’m With Her fik en lidt rocky start – og afslutning – på deres koncert på Pavillion onsdag aften. Publikum var oplagte, men lav lyd, snak fra de bagerste rækker og musik fra de omkringliggende scener gjorde, at trioen måtte kæmpe for at skabe ørenlyd.
Under åbningsnummeret “See You Around”, fra deres seneste udgivelse af sammen navn fra tidligere i år, måtte flere af publikummerne sætte hænderne bag ørerne for at få med, hvad der foregik på scenen. Lyden var for lav og snakken for høj – nogle ærgerlige rammer for en koncert der ellers næsten ikke var til at sætte en finger på.
Sara Watkins, Sarah Jarosz og Aoife O’Donovan, som udgør I’m With Her, har indgået i en bandkonstellation siden 2014 – deres navn er altså ikke en hyldest til Hillary Clinton og hendes kampagneslogan af samme ordlyd, som først kom til verden i 2015. Det er tre yderst kompetente folk-musikere, der uden at blinke skifter mellem divers strengeinstrumenter – guitar, fiddle, ukulele, mandolin og banjo var alle oppe og vende undervejs.
Der var da også gode bluegrass-vibes blandt publikum i det lille Pavilion-telt – der blev både stampet og klappet i takt til Jaroszs rutinerede mandolin-fingerspil og Watkins’ hårde stød på fiddle på deres covernummer af det svenske band Väsen. Covernumre fyldte i det hele taget en del i setlisten; Jim Croces “Walkin’ Back to Georgia”, Tom Brosseaus “Today Is a Brand New Day”, John Hiatts “Crossing Muddy Waters” og ikke mindst Adeles “Send My Love (To Your New Lover)” blev fyld mellem deres eget, lidt sparsomme, bagkatalog. Sidstnævnte nummer mødte stor begejstring og var en vokalmæssig kraftpræstation.
De tre kvinder har distinkte måder at synge på. Jarosz synger med antydninger af blues, O’Donovan med kraftfuld varme og Watkins mere fin og i de højere registre. Men trods deres distinktioner, er det fantastiske ved I’m With Her, deres evne til at harmonere som var de én stemme. Det er helt fortrinlig sang, som kan få hårene til at rejse sig.
Desværre var rammerne bare ikke optimale for en koncert, hvor der var så meget musikalsk finesse og så mange nuancer, man som publikum gerne ville have med. Larmen fra de bagerste publikumsrækker og andre koncerter var som nævnt en stor forstyrrelse undervejs, men helt galt gik det, da strømmen røg midt i afslutningsnummeret “Overland”. Fadæsen blev dog forsøgt reddet af en lidt ubarmhjertig fællessang – publikum kendte ikke nummeret tilstrækkeligt til at kunne synge med. Men det var absolut et hæderligt forsøg på at pynte på en lidt ærgerlig afslutning, der mest af alt understregede de lydmæssige problematikker undervejs.
Selvom det ikke helt kan lægges bandet til last, var de lydmæssige problemer ødelæggende for en ellers fremragende præstation af I’m With Her, og derfor bliver det desværre ikke til topkarakter.
