Det er på mange måder en vild tid, vi lever i. Verdensordenen vipper faretruende fra side til side, klimaet skriger på akut nødhjælp, og Kanye West har udgivet en middelmådig plade. I disse tider kan man vælge at finde tryghed i det vante. Eller man kan vælge at være modig; at turde bevæge sig ud over sin egen magelighed. Og nå ja, Underworld og Iggy Pop har lavet en fælles EP. Så måske er der alligevel håb for menneskeheden?
Baggrunden for denne nye fire numre lange EP skulle eftersigende være opstået på Karl Hyde og Rick Smiths initiativ. Planen var at møde 71-årige Pop på et hotel med et fuldendt studie-setup og musikken mere eller mindre færdiggjort – alt hvad der manglede var hans vokalbidrag. I kølvandet på dette er Teatime Dub Encounters blevet til.
Selvom Pops rablende bariton-croon over Underworlds dub’ede, proghouse technobeats lyder som noget, der burde kunne få de værste genrepurister op ad stolen i forargelse, så er der ingen tvivl om, at den varslede EP har vakt nysgerrighed hos mange. Desværre viser samarbejdsindsatsen Teatime Dub Encounters sig at være en tynd kop te.
På den ene side lyder samarbejdet præcis som man kunne forestille sig. Backingtrack’sne er atmosfæriske og repetitive EDM-kompositioner, der har kendetegnet Underworld siden 90’erne. Desværre mangler numrene på Teatime Dub Encounters bare de nuancer og dynamiske udsving, der, når gruppen er bedst, sender lytteren i trancendance. Pops semi-stream of consciousness-agtige rablen viser, at han stadig besidder en både nærværende og levende stemme, men dennes iboende muligheder forpurres for ofte af de lavpandede tekster.
Ingen af parterne behøver som sådan nærmere introduktion, men selvom kunstnernes veje allerede har krydset hinanden tidligere i karrieren, må man næsten spørge sig selv hvorfor et egentligt samarbejde først er opstået nu?
Iggy Pop debuterede som proto-punkens bannerfører, først som frontfigur i The Stooges, der med Raw Power samt den undervurderede Fun House, var med til at skabe grundlag for punkens fødsel. I 1970’erne gik Pop på egen hånd (når han da ikke lige samarbejdede med David Bowie) med en ikke beskeden solokarriere i baggagen. På Post Pop Depression fra 2016 indspillede Pop i samarbejde med Josh Homme og Dean Fertita (Queens of the Stoneage) samt Matt Helders (Arctic Monkeys). Selvom pladen næppe kan siges at være et decideret karrierehøjdepunkt for Pop, viste han, at han ikke var forbeholden overfor at blande blod med rockens yngre generationer. Derudover er det nye Underworld samarbejde ikke det eneste bevis på, at Pop trods sin alder stadig besidder en vis lyst til at gøre nye musikalske landvindinger. Han udlånte for eksempel sin stemme til Oneothrix Point Nevers “The Pure and the Damned” fra soundtracket til sidste års filmhit Good Time.
I 90’erne skabte Underworld med Dubnobasswithmyheadman og Secound Toughest in the Infants to mastodontværker midt i rave-kulturens guldalder, hvis eftertænksomhed dog alligevel ikke altid passede ind i klubbernes løsslupne univers. For Underworld har karrieren siden 90’er-succeserne været svingende, men på Barbara, we face a shining future fra 2016 var Underworld så tæt på en topform, som de har været siden Darren Emerson forlod gruppens “Mk1”-inkarnation i 1999.
Hvad der imidlertid er fællesnævneren for Pop og Underworld, er rockens hedonisme. For Pop er koblingen en åbenlys selvfølge, for Underworld måske i mindre grad. Men gruppen har alligevel altid haft en vis crossover-appel til rockfans. Måske koblingen opstod da de to artister optrådte på soundtracket til Danny Boyles kultfilm Trainspotting fra 1996? Her placerede han Pops “Lust for Life” samt Underworlds “Born Slippy” i henholdsvis den indledende og afsluttende scene af filmen. Til trods for at både Pop og Underworld efterhånden kan kategoriseres som (grand)dad-rock, så er samarbejdet altså ikke grebet ud af den blå luft. På papiret lyder Teatime Dub Encounters derfor som en euforiserende og potent cocktail. Det er bare en skam, at EP’en ikke helt lever op til den vildskab, som samarbejdet lover.
Pop har givetvis tilbragt det meste af sin musikalske karriere med bar overkrop, men “Get Your Shirt” handler i virkeligheden om at holde fast, når noget bliver taget fra en. Frasen »Get your shirt« er et mantra, der fordrer, at man skal tage, hvad der retmæssigt tilhører en, men også stå ved de værdier, man føler er ved at skride. Det er tydeligt, at det gennemgående tema på EP’en er tab af frihed, men det bliver både for navlebeskuende og på grænsen til pinlig selvynk, når Pop synger »It’s getting harder to be free, it’s getting so much harder to be me«. Samtidig er Pop’s anekdote om at ryge cigaretter og tage kokain på et fly, for efterfølgende at prøve at score stewardessen på “Bells & Circlesda” da en sød historie (lidt som når bedstefar beretter om gamle dage), men nummeret forbliver uforløst og rimeligt intetsigende. Pops tekst beror på en smålig beklagelighed, som ikke engang er provokerende – den er bare kedelig. Desværre er det bare sjældent interessant at høre på en ældre herre rable løs om, hvordan alting var bedre dengang.
Men ret skal være ret. Der er øjeblikke, hvor samarbejdet fungerer. Som på det afdæmpede spoken-word-nummer “I’ll See Big”, hvor Pop funderer over værdien af de venskaber, han har tilegnet sig i løbet af sin levetid. Ligeledes er lydtapet fint: det vuggende og meditative beat giver masser af plads til Pops bagudskuende reflektioner. Det er klart, at Pop med sin dybe og snøvlende røst er for karismatisk til ikke at levere et par gode one-liners indimellem, men overordnet set er teksterne for ligegyldige til rigtig at fascinere lytteren. På “Trapped” nærmer samarbejdet sig noget af den efterlyste vildskab. I baggrunden knokler et Suicide-agtigt beat deruadaf, mens gæstevokalen fremføres af Smiths datter Esme. Det udmærkede bidrag er med til at nuancere ensformigheden en smule, men nummeret løfter sig bare aldrig over sin egen monotonitet. Desværre er lydsiden på Teatime Dub Encounters for det meste uden nogen form for egentlig bid, og lyder mest af alt som b-sider fra Barbara, we face a shining future. Når man ved, at Hyde og Smith efterhånden kan krænge den slags ud i søvne, bliver det desværre for fraværende i længden.
Det er okay, det er nogle gange helt fint, men det rykker bare ikke rigtig.
At både Pop og Underworld har sine karrierers bedste dage bag sig, er selvfølgelig ikke et chok. Det er sådan set også urimeligt at forvente, at de sammen skulle levere banebrydende kunst så sent i deres respektive karrierer – begge artister har forlængst gjort sig fortjent til en plads i populærmusikkens Pantheon. Der er dog alligevel en sandhed i Pops linje på “I’ll See Big”: »Friends need to be demanding, people need to be demanding«. Hvis dette skal efterleves, må både fans og andre lyttere konstatere, at forventningerne til EP’en ikke indfries. Til dette er potentialet simpelthen for stort, og resultatet for uengageret. Teatime Dub Encounters er muligvis en nogenlunde acceptabel EP for fans af de involverede parter, men den giver i sin helhed et temmelig utilfredsstillende og lunkent indtryk, der ikke realiserer potentialet. EP’en ender desværre med at lyde alt for magelig, end hvad man er vant til fra de prominente kollaboratører.
