Den unge honduransk-amerikanske sangerinde Lorely Rodriguez, der kalder sig for Empress Of, udgav i sidste uge sit andet album Us. En plade, der har været længe ventet siden den stærke debut Me fra 2015. Siden debutalbummet har Rodriguez udgivet enkelte singler, som ”Woman is a Word” og ”Go to Hell” og har derudover været gæsteoptrædende på en række sange, blandt andet Blood Oranges ”Best to You”, hvem hun har arbejdet tæt sammen med siden, og som også gæster Us.
Nu er hendes spændende, nye plade endelig udkommet, og med et virvar af energisk tempo, synkoperet perkussion og en spontanitet inviterer den lytteren ind i et drømmende, indiepoppet og elektronisk lydunivers med dansable kærlighedssange. Us er hovedsagligt selvproduceret og optaget af Rodriguez selv, men både Blood Oranges Dev Hynes, EDM-duoen DJDS og den spanske producer Pional har været inde over processen. Albummet bærer derfor også præg af at være produceret i selskab med især førnævnte Dev Hynes, hvis funkede lyd har manifesteret sig i flere af numrene, som bl.a. ”When I’m With Him”.
Ud over synkoperet perkussion, benytter Us ligeledes lækre 80’er-agtige synths, der giver en sommerlig vibe sammen med den dybe bas, der fungerer som fundamentet på flere af sangene, såsom ”I Don’t Even Smoke Weed”. Derudover har Rodriguez indspillet nogle smukke korstemmer, der flyder sammen og giver indtrykket af at synke ind i et drømmende lydunivers. Det første nummer på pladen, ”Everything to Me”, er én af pladens stærkeste sange, der med sin enkelthed – både musikalsk og tekstligt – fremstår fuldstændig skarpskåret og sprødt med en spoken word-bro af Dev Hynes, der overlappes af en vokalharmonisering de to i mellem.
Foruden Rodriguez’ smukke vokalpræstationer, der især kommer til udtryk på ”Love for Me”, men som spænder bredt rent registermæssigt og dermed bevidner om en vis teknisk kunnen, veksler Rodriguez også mellem sprog. På nummeret ”Trust Me Baby” er teksten mere eller mindre på spansk. Det ses også på ”When I’m With Him”, hvor to spanske sætninger gemmer sig inde i sangen, »Querías más de lo que podría ser. Me alejo más y tú no lo puedes ver«. De sproglige skift illustrerer en legende tilgang til musikken, der for Rodriguez bevæger sig akrobatisk ligesom hendes vokal.
Hvor de fleste af sangene er mindre personlige, så rummer pladen også enkelte undtagelser, som er mere konfronterende og arrige. Et par eksempler er ”All for Nothing” og ”I Don’t Even Smoke Weed”, der begge skiller sig ud tekstmæssigt og lader Rodriguez få afløb for sine frustrationer. »I don’t even smoke weed. It gives me anxiety. But when I’m with you I’m too careless to care what people think«.
Med udgivelsen af Us manifesterer Lorely Rodriguez sig som én af sin tids mest spændende artister, der foruden at være en dygtig sangerinde er en lige så solid musiker. Rodriguez’ legende stil er hendes styrke, hvad især kommer til udtryk i samarbejdet med Dev Hynes. Siden debuten, der var en del mere rå i både lyd og tekst, har hun kreereret et mere varmt, elektronisk dream-pop univers, der fungerer enormt godt, med hendes smukke, sprøde vokal – også selvom pladen er mere distanceret end Me.
Jeget er blevet til et os, og de nye sange på Us er derfor præget af at være letsindige, dansable kærlighedssange. Selvom det blot er anden udgivelse fra Empress Of, fremstår hun allerede som en raffineret og stilsikker kunstner, der har meget at byde på. Med Us er soundtracket til efteråret 2018 reddet, og vi kan glæde os til at høre hende, når hun gæster Vega til foråret.





