Wikipedia karakteriserer »a hypnic jerk« således: »An involuntary twitch which occurs when a person is beginning to fall asleep, often causing them to jump and awaken suddenly for a moment«. Og der kunne næppe findes en mere rammende parallel til Philadelphia-bandet The Spirit of the Beehives psykedeliske rock, der smager lidt mere af sovemedicin end hallucinogener. Hypnic Jerks er således et atmosfærisk lydtapet til denne utrygge og alligevel mærkværdigt tilfredstillende bevidsthedstilstand mellem det vågne og det drømmende, hvor hjernen stiller sig uforstående overfor de vante pejlemærker.
På Hypnic Jerks bæres sangenes melodier som regel af simpel reverb-indhyllede guitarer over svævende synths, en fortrinsvis behersket rytmesektion og sværmende ambient-sekvenser. Sidste ingrediens i bandets halvvågne soveværelsespop er forsanger Zack Schwarts’ vokal, der rangerer mellem behageligt lullende hviskesang til skarpe skrål. Andre bands har gennem de sidste par år haft succes med en lignende tilgang til indie-rocken: Bradford Cox og co. i Deerhunter med sine psykedeliske mesterværker Cryptograms og Microcastle, Elvis Depressedly med sin folk’ede afmålthed på New Alhambra, og ikke mindst Alex G på sit college-rockede undergrundsgennembrud DSU. I passager lyder Hypnic Jerks sågar som b-sider fra psych-ikonet Syd Barretts soloprojekt The Madcap Laughs, blot sendt gennem et reverb-filter og et par sovepiller.
Det er ganske vist hørt før, og på Bandcamp findes der også et utal af bands med afsæt i denne lyd. Det er selvfølgelig af selvsamme platform The Spirit of the Beehive udspringer af. Men selvom Hypnic Jerks måske ved første gennemlytning kan give indtrykket, at pladen blot er et derivat af sine inspirationskilder, er der afgjort mere at komme efter for den tålmodige lytter. For hvor denne smagsvariant af genren ofte er fattig på variation, er det faktisk netop her The Spirit of the Beehive udmærker sig. I hvert fald for det meste, men det kommer vi til. Hypnic Jerks besidder nemlig en melodisk tæft, der faciliterer mange af sangenes betydelige ørehænger-potentiale, og samtidig er en af gruppens styrker også, at de tør rocke ud, når det er nødvendigt. Uptempo-numrene “Fell Asleep With a Vision” og “Can I Receive the Contact” står som tidlige højdepunkter, netop fordi de formår at ruske lytteren ud af den søvndrukne stemning, der ellers mestendels er dominerende på albummet.
Når Hypnic Jerks alligevel ikke helt formår at komme op at ringe, er det fordi idéerne ikke altid er gennemarbejdede nok. Og selvom gruppen fornuftigt nok ikke dvæler alt for længe ved disse halvbagte idéer, er de desværre ikke altid lige interessante. For eksempel de mange ambient-agtige sekvenser der nogle gange fungerer godt og andre gange slet ikke – som når de ledsages af lettere ligegyldige voiceovers. Eller på de mere halvbagte sange som “Poly Swim” og “It’s Gonna Find You”, hvor de enkle melodilinjer af reverb-guitar desværre forbliver en kende for ensartede over sangenes henholdsvise fem og seks minutter. Hypnic Jerks fungerer trods alt bedst på pladens korte sange, når bandet fastholder lytterens opmærksomhed i fast tag.
Et andet højdepunkt på pladen er tre-trins-raketten “d.o.u.b.l.e.r.u.o.n.g.”, “(Without You) In My Pocket” og titelnummeret, der sammen udgør albummets mest sammenhængende og veleksekverede sekvens af sange. På en måde er det først her, at gruppens elementer går op i en højere enhed med plads til at instrumenter og virkemidler kan ånde frit. Det er dog alligevel med den lidt ambivalente kvalitet, at hvad bandet bandet på disse sange gør allerbedst, først og fremmest er at lyde som en rammende – omend lidt træg imitation af førnævnte Deerhunters tidlige materiale.
Som det fremgår er Hypnic Jerks ikke nødvendigvis en banebrydende tilføjelse til genren, men når pladen alligevel lykkes med at gøre indtryk, er det nok fordi mange af sangene er så gode som de er. For selvom helhedsbilledet muligvis er lidt inkonsistent, har albummet overordnet set huskværdige melodier og uforudsigelige sangstrukturer nok til at have lytteren med sig i størstedelen af de 38 minutters spilletid. Samlet set betyder det måske, at der er tale om en plade, man ikke nødvendigvis har behov for at vende tilbage til ofte, men alligevel er værd at høre, hvis man kan lide sin psych en smule mere søvndrukken end bevidsthedsudvidende.
