Kurt Vile har efterhånden afprøvet lidt af hvert i sit mangeårige virke som lalleglad spillemand. Siden 2008 har han fremtvunget det ene gavflab-album efter det andet. Alle med den velklingende, knastørre akustiske guitar som fællesnævner. Sidste år kastede han sig så ud i et samarbejde med sangerinden Courtnet Barnett, der blandt andet udløste kæmpehittet “Over Everything”.
Denne gang er Kurt Vile tilbage på egen hånd med fuldlængdealbummet Bottle It In, der, som titlen også afslører, indrammer en lang og døsende affære med den indadvendte frontfigur som førstepersonfortæller. En tung og langsom affære, hvor flere af numrene i bedste Kurt Vile-stil strækker sig over 10 minutters spilletid. Der er altså noget at gå i krig med for lytteren, da pladen forløber sig over hele 80 minutters penge.
”Loading Zones” sparker ballet i gang med sin landevejslyd fyldt med hooks og velklingende westernguitarer. Det er en lyd, der er særdeles kendetegnende for Kurt Vile, og hans producer ved da også efterhånden godt, hvilke knapper der præcist skal trykkes på. På pladens fjerde nummer finder vi den ni minutter og 46 sekunder lange ”Bassackwards”. Ved første gennemlytning minder det ustyrligt meget om 2013’s ”Wakin’ On A Pretty Day”. En akustisk guitar ringer lige så stille ud i baggrunden af en sløv drumpad, alt imens nummeret tøffer langsomt derudaf vers efter vers. Det er lyden af en sløv morgen, hvor solens første stråler så småt kigger ind ad vinduet og tømmermændene presser sig på. Det er både velkendt og behagelig lytning. På pladens midte finder man ligeledes nummeret ”Rolling With The Flow”, som trækker tråde tilbage til den tidlige Kurt Vile og albummet Smoke Ring for My Halo. Her afviger tempoet nemlig fra de øvrige skæringer, og buldrer blidt afsted med et lækkert guitar twang. Selvfølgelig tilsat en sløv mandevokal, der stille fremstønner linjer som: »I’ve got a lot of crazy friends«.
Alligevel bliver det en anelse sløvt hen mod slutningen af albummet, og de lange skæringer ”Check Baby” samt titelnummeret ”Bottle It In” fremstår en smule slaskede. Det sænker derved den musikalske pondus, der var at spore på albummets første del. Dog bliver den sidste energi vredet ud på nummeret ”Come Again”, der med sin karakteristiske banjolyd spiller på de samme tangenter som 2015’s “B’lieve I’m Goin Down”. En sårbar americana-lyd tilsat en god portion spoken word, der som altid omhandler små hverdagsfloskler, sætter soundtracket til din tømmermændsramte søndag.
Den gavflabede sangsmed har her skabt et album med utrolig meget indforstået energi. Det er sådan set ikke fordi pladens form kommer som en overraskelse for nogen. Det er efterhånden blevet et kendetegn, at et Kurt Vile album forløber sig over én time, med alt fra 2 minutters tracks til langspillere, der tangerer 10 minutter. Albummets sidste del leverer simpelthen bare ikke nok. Rammer er sat, og som vi har set så mange gange før i Kurt Vile regi, rummer de indforståede sangtitler altid en særlig kraft, der emmer af den distræte sangsmeds hverdagsproblemer. Med det sagt har Bottle It In stadig en masse gode ting at byde på for Kurt Vile-fans, dog uden at være i nærheden af det niveau, vi på tidligere udspil har set ham mestre til perfektion.
