Bill Ryder-Jones var leadguitarist i indiebandet The Coral omkring årtusindskiftet. Siden gik han solo og har nu med Yawn, som denne anmeldelse skal handle om, indspillet fire albums under eget navn, foruden filmmusik og gæsteoptræden på numre med bl.a. Graham Coxon, The Last Shadow Puppets og Arctic Monkeys, som han også gæstede på deres AM Tour. For nylig havde jeg fornøjelsen af at høre ham som opvarmning for Gruff Rhys på Alice i et meget fint og intenst set sæt på en halv times tid, hvorefter han også spillede med dele af Gruff Rhys’ maratonkoncert den aften.
Yawn fortsætter på en måde hvor den fine udgivelse West Kirby County Primary fra 2016 slap blot en anelse mere afdæmpet. Det er tristesse og weltschmerz, som denne gang ikke løfter sig meget over det hviskende – insisterende i sin kredsen om Ryder-Jones’ favntag med livet, sig selv og det ”Du” som mange af sangene henvender sig til. Selv slutnummeret med den paradoksale titel ”Happy Song” forbliver i det melankolske hjørne. I åbningsnummeret ”There’s Something On Your Mind” kommer der noget, der næsten kunne være et bonmot for pladen, da Ryder-Jones synger: »But there’s a fortune to be had/ from telling people you’re sad«. Det holder overfladisk set, men der er dog dybde og glimt i øjet flere steder på albummet.
”There’s Something On Your Mind” åbner som sagt ballet, og det er kun på det nummer, tingene får lov til at eksplodere i et inferno af hylende feedbackguitarer og larm, mens resten af albummet er sært blottet for netop dette islæt. Måske var det bare noget »…on her mind«, men jeg mangler det sgu på resten af pladen for at få sat det melankolske i relief. De resterende ni sange kommer til at fremstå lidt ensartet sammenflydende. Ryder-Jones’ overstyrede guitar hyler behersket albummet igennem, men ikke eksplosivt og rensende som på det første nummer. Der er dog smukke momenter på pladen og for en melankoliker som undertegnede, er pladen rent faktisk indtagende i dens koketteri med kærligheden, livet og døden.
Strygerne på “Recover” og “Mither” løfter sangene op og tilfører noget graciøst, så de bliver knap så banale, som de ellers nemt kunne forfalde til. Den humoristiske vinkel på “And Then There’s You” giver også et løft til det hele, når Ryder-Jones på det fængende omkvæd synger»My mistress, my mistrust/ Take me home again«, mens det smukkeste nummer uden tvivl er “No One’s Trying to Kill You”, der dog lider en anelse under sin lange spilletid – noget der også gør sig gældende på resten af albummet. Dette nummer varer over seks minutter, og hele albummet når næsten op på en spilletid på en time. Det er lidt i overkanten, med den begrænsede variation og dynamik taget i betragtning. Fordi jeg er sådan en sucker for det melankolske, giver jeg trods alt fire U’er for Yawn og lader være med hverken at ryste på hånden eller gabe i den vurdering.
