Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke var helt enig med vores anmelder i hans dom over M. Rexens album: The United Kingdoms Part 1 – An Endless Sea Of Honey. Jeg kunne godt lide albummet, som efter min mening er dejligt syret på den fede anarkistiske måde! Jeg var derfor rimelig spændt på M. Rexens koncert en regntung mandag aften på et af mine yndlingsspillesteder i København: Hotel Cecil.
Koncerten var fremragende! Det ti mand store band indtog scenen til en veritabel hippie-gospelfejring af livet, glæden, kærligheden og tidens gang. Michael Rexen sang: »I’m an evil man« og det samme sang han om Henri, den smukke dude på kor, bedeklokker og rasle-et-eller-andet, åh og ikke at forglemme solbrillerne og viften, der røg op i intense øjeblikke og kølede den unge mands ansigt af. Selvom de efter eget udsagn altså var ret evil, så var de også ret indtagende og smukke (ikke mindst); i deres bare tæer, alle ti mand, og i hvide skjorter og en enkelt kjole, mens Rexen var i et kakisæt med outback-hat og rødlakerede negle på venstre hånd. Nøjagtig som i hippiernes storhedstid kastede overheadprojektorerne oliemønstre op på bandet og sidetæpperne, en effekt der sagtens kunne have tålt noget mere power og gennemslagskraft.
Denne low-budget analoge lyssætning gik også igen i musikken, der var vidunderligt renset for digitale elektroniske effekter. Istedet var der blæsersektionen; tuba, baryton- og tenorsaxofon og en trompet, der fik spillet sig dejligt varm gennem sættet og leverede smukke forsiringer – især i sidste del af koncerten. Og så var der en eminent rytmegruppe bestående af bas og trommer, som i høj grad kan tilskrives æren for bandets fremragende dynamik, der var noget af det mest imponerende ved koncerten. De vekslede ubesværet mellem det helt helt tyst insisterende og det hæsblæsende, kakofonisk vilde uden at tabe kadencen. Der var også en skøn guitarist, som desværre i enkelte passager lå for lavt i lydbilledet, men som til gengæld fremstod fuld af rock’n’roll attitude. Sidst men ikke mindst Henri og hans ledsager i koret. Hun gav den også på violin og ikke mindst som indpisker til fest både blandt band og publikum. I centrum, bogstaveligt talt, for det hele, stod kapelmester M. Rexen, der som en dervish, grinende og grædende, førte os gennem godt halvanden times excesser. En grandios weirdo-præst der førte os fra det ene forrykt smukke og intense højdepunkt til det næste, som perler i psykedeliske farver trukket på snor.
Hvis ikke M. Rexen indtager nogle af de store scener i nær fremtid, så er det sgu lige før, man må kaste håndklædet i ringen og overgive sig til den herskende politiske dagsorden, der lovpriser det ordinært ensartede. Det var nemlig en stor oplevelse at høre og opleve M. Rexen og hans ni musikere, der hylder et anarkistisk og spraglet verdensbillede. Det afspejlede sig også i salen, hvor publikum meget naturligt sympatiserede med bandet og selv udgjorde en spraglet og farvestrålende skare. Herfra skal der lyde en stor tak til Hotel Cecil for det væld af sublime og skæve satsninger, de gør! Det er værdsat.
