Der er smæk på bassen hos japanske Bo Ningen mere eller mindre fra det sekund, de træder ind på scenen. Selve instrumentet er uden at overdrive ikke synderligt større end sin ejermand, Taigen Kawabe, der også er bandets forsanger. Tilgengæld har han de fire strenge fuldstændig i sin magt, og så kan det andet jo i øvrigt være ligegyldigt.
Det efterhånden ti år gamle band spiller hård rock med et strejf af det psykedeliske, og det er på en gang både eksperimenterende (sangene blive mestendels sunget på japansk, så man helt slipper for at forholde sig til eventuelt tåbelige tekster) og konventionelt – man kan mærke både Deep Purple og Black Sabbath, når Yuki Tsujii og Kohhei Matsuda folder sig ud på hver deres guitar. Og med Monchan Monna til at holde tempoet oppe med sine tunge trommer, går der ikke meget mere end et par numre, sådan cirka omkring et af bandets hits, nummeret ”Henkan”, før det meste af menneskemængden foran scenen er blevet forvandlet til et regulært mosh pit.
Bo Ningen er velspillende, hårdt rockende og forudsigelige uden at blive alt for kedelige. Men der er også noget underligt akavet ved Kawabe; hans lidt fjollede håndbevægelser og skæren grimasser virker lettere påtagede og alt andet end naturlige. Da vi når til aftenes næstsidste nummer, hvor Kawabe smider bassen, hiver mikrofonen af stativet og kaster sig ud i noget, der mest minder om noget eksperimenterende hardrock-rap, komplet med håndtegn, så står jeg sgu af. Ideen er da fin nok, men man skal altså vide, hvad man laver, inden man begiver sig ud i en genre, som det mere eller mindre kun er Rage Against the Machine, der har kunne finde ud af at administrere.
Hvis de var gået af scenen efter ovenstående, så ville det have smadret en ellers ret fed koncert fuldstændig. Heldgivis redder Bo Ningen den hjem med aftens sidste nummer, som jeg mistænker for at have været ”Daikasei”, der findes i flere dele hen over deres seneste plade, Line the Wall. Spillet live er nummeret en mastodont af episke proportioner, der nok varer noget der ligner et kvarter, og det er lige hvad man trænger til. En perfekt afslutning på en hård men også lidt underlig rodet og søgende koncert.
Billeder af Mathias Kristensen