In the Valley Below er for de fleste danskeres vedkommende et ukendt amerikansk orkester. Deres eneste optræden på dansk grund ligger næsten seks år tilbage hvor de var opvarmning for White Lies på Vega ud fra et bagkatalog på fire-fem sange. Siden er der er løbet en del vand i åen – eller dalen om man vil.
Kort efter opvarmningen for White Lies kunne duo’en, der består af parret Jeffrey Jacobs og Angela Gail, udgive deres første album – The Belt. Lyduniverset på den plade havde en høj luftfugtighed. En kvælende hede, som om musikken forsøgte at fravriste tiden muligheden for at gå, i et af den slags syretrip som også The Doors evnede at sende sine lyttere ud på. Dét er In the Valley Belows kendetegn. Når duoen er mest rocket, leder den tankerne hen på The Kills, men har slet ikke samme råhed. De forstår at putte de 80’er agtige keys i balance med guitarens knurren og deres komplimenterende stemmer. De har deres eget distinkte udtryk, som lever videre på den nye udgivelse The Pink Chateau.
Første halvdel af ballet på The Pink Chateau åbner stort set med hele EP’en Elephant fra 2017, med den undtagelse at EP’ens titelnummer er udeladt fra pladen. De fire overlevende numre er blevet blandet med åbneren “Rise”, der er en harmonisk sang der får pladen til at rejse sig fra stilheden af seks års albumpause, og “Desperate Dance” der er energisk og banker løs. Sammen med “Bloodhands (Oh My Fever)”, er det pladens kraftværk.
Faren ved at placere dem så tidligt på albummet, er risikoen for at pladen taber pusten til anden halvleg. Det har Jacobs og Gail dog garderet sig imod med nummeret “Blue Sky Drugs”, der er duoens hidtil bedste bud på en klap-med-sang. Det er på måden den lige går ned inden omkvædet, omkvædets næsten for forudsigelige melodi og den klappevenlige rytme. Der bliver sat en fed streg under netop dette efter c-stykket, hvor omkvædet fremføres udelukkende ved hjælp af et dæmpet klaver. Det er ikke svært at se en skov af klappende hænder for sig. Det er dog heller ikke svært at holde af nummeret. Det er solidt pop-håndværk og er det ørehængende fyrtårn for pladens anden halvdel. En halvdel der ellers hakker lidt i det. Numre som “Sink or Swim” og “Control” mangler gennemslagskraft.
In the Valley Below er, på trods af deres sparsomme diskografi allerede utroligt tydelige. Nu hvor man har et vue udover to plader, er det åbenbaret hvordan gruppen mestrer tre-fire forskellige typer numre til perfektion. Lukkenummeret på The Pink Chateau, vuggevisen “Brass Ring”, er et eksempel på en klassisk In the Valley Below-sang. På samme måde som “Bloodhands (Oh My Fever)” er det i et andet blik gennem deres musikalske kalejdoskop.
Duoen tager sig god tid om at lave deres ting. Det lader til at de i højere grad lader værket lede dem, og ikke den anden vej rundt. The Pink Chateau har udviklet sig til en musikfilm, som gruppen i øjeblikket turnerer med, og som kan købes/lejes på vimeo her.
Albummet er dermed meget mere konceptuelt end ved det gængse orkester, og det er noget af det der gør In the Valley Below til et af de mest spændende indie-navne i undertegnedes bog.
The Pink Chateau er en ydmyg demonstration af talent, driftsikkerhed og kreativitet. Det sidstnævnte særligt på grund af omsætningen til en musikfilm. Pladen har sine svage øjeblikke, men et ekstremt højt grundniveau, illustreret i de endnu ikke nævnte “Break Even”, “Hold On Tight” og titelnummeret.
