Med sit nye album Tip of the Sphere i bagagen, støvregn i luften over Nørrebro og Distortion buldrende et sted ude på Vesterbro, gæstede Cass McCombs Alice på Kristi Himmelfartsdag. Et spillested der, sammen med Hotel Cecil, kæmper om pladsen som mit yndlingsspillested i København, med deres herligt skæve bookinger og eklektiske profil. Hvis bare lyden derinde lige kunne blive et lille nøk bedre. Torsdag aften var der dog udsolgt, så helt skæv var satsningen altså heller ikke. Med McCombs forrige album, 2016’s Mangy Love blev den lettere psykedelisk og folkede singer/songwriter da også noget mere mainstream end med sine forrige syv album.
Som opvarmning gik Eleanor Friedberger på scenen til en weird opklippet og loopet udgave af Eleanor Rigby: »I look at all the lonely people«, før hun på den efterhånden legendariske lille Microkorg synthesizer akkompagnerede sig selv i et herligt rodet og sært sæt med skiftevis guitar, Korg’en og programmerede trommer samt helt abrupte, vilkårlige stop og skift mellem de enkelte numre. Bum.
Friedberger takkede af og et kalejdoskopiskt udknaldet lydbillede tog over. Typisk McCombs kunne man hævde, hans interesse for det mystiske og esoteriske taget i betragtning. En samtale om Gud, ateisme og nærdødsoplevelser var klippet sammen med bidder af sange som »Heaven, I’m in Heaven« fra ”Cheek to Cheek” og ”Heaven” med Talking Heads, før bandet endte med at få koblet sig på til en bid af Negativlands messende »Christianity is stupid«. Og var man kommet med en forventning om at opleve noget af den afdæmpede og lettere melankolske singer/songwriterstemning der præger Tip of the Sphere, ja så blev man måske om ikke skuffet, så dog overrasket, for McCombs gav i selskab med bas, trommer og keyboards en opvisning i svedig og heftig rockmusik , med hylende feedbacksoloer og en virkelig sejt swingende rytmebund. Trommeslageren og bassisten var i øvrigt heller ikke de samme, som spiller på pladen. Fra hvor jeg stod, kunne jeg da også observere indtil flere unge kærestepar forlade spillestedet før koncertens afslutning en time og tre kvarter senere.
Ret skal være ret, der var også givet plads til en hel del af de mere stille numre, og en lille akustisk afdeling med “Absentee” og “Real Life” fra det nye album fungerede virkelig godt. Førstnævnte med med de typisk McCombs’ke linjer: »Walking on a country road late last night/ I passed a stranger in the moonlight/ I turned around to see where he did flee/ But there was just me, returned a deep/ Absentee/Part of me/ Absentee«. Disse numre viste også, at han virkelig mestrer en fin falset. Det var smukt. På næste nummer: “American Canyon Sutra” fik vi civilisationskritikken serveret råt for usødet med en distortet gongong, spillet af bassisten og et elektronisk beat under trommeslagerens arbejde på hihat og tammer. Et herligt dystopisk syret indslag, som jeg godt gad have set flere af. »Here to fall into the bottomless canyon of nightmares/…/ In American Canyon/ Where trucks and homes are bigger/ And the cops are mostly white/ And they have a recycling center/ And a Walmart«, som McCombs sang.
Hele afslutningen på koncerten understregede hvor sejt et groove, bandet havde gang i. Det swingede og rockede, så det var en fryd. Keyboardspilleren var ekvilibristisk på sine mange tangenter, der inkluderede en form for fastmonteret harmonium, et par keyboards og et klaver. Han spillede nogle fantastisk soloer, der dog kunne tælles på én hånd, ærgerligt nok. Bassisten og trommeslageren var super stramme og dynamiske, hvilket lagde en virkelig solid bund under hele koncerten, inklusive et par bassoloer. Cass McCombs selv var tændt og leverede formidable soloer. Som ekstranumre fik vi selvfølgelig det nærmeste McCombs kommer på hits, nemlig “Brighter!” og “Rancid Girl”.
En vaskeægte rockkoncert altså, med folkede singer/songwriter islæt, tilsat et band med et sejt groove og en spilletid der signalerer overskud og spilleglæde. Men også en indadvendt kunstner uden den helt store kontakt til publikum, tydeligvis veloplagt dog og glad for publikumresponsen.
Fotos af Daniel Nielsen
