I efteråret 2017 blev Puerto Rico ramt af orkanen, der fik navnet Hurricane Maria. En begivenhed, der her på den anden side af Atlanterhavet måske har floreret i den kollektive bevidsthed i en håndfuld uger, før den er forsvundet i nyhedsstrømmen. Imidlertid har katastrofen berørt millioner af mennesker i Caribien, og over hundrede tusind måtte flygte fra øen.
Nogenlunde samtidig besluttede musikerægteparret Raquel Berrios og Luis Del Valle sig for at forlade deres hjem i New York og vende tilbage til netop Puerto Rico, hvor de begge er født og opvokset. Duoen, der bærer kunstnernavnet Buscabulla, har nu udgivet albummet Regresa, der betyder “tilbagevenden” og beretter om en søgen efter hjem på et sted der er radikalt anderledes end det, man efterlod.
At Regresa er bandets debutplade er faktisk ikke til at regne ud, hvis man ikke ved det på forhånd. Kun to EP’er ligger forud, hvoraf særligt den seneste, EP II, blev mødt af stor ros. Alligevel er der noget ved det her, deres første egentlige album, der vidner om en sjælden autoritet og integritet. Det her er ikke musik der søger efter sit udtryk, den har allerede et udtryk. Og så er det musik der, for at bruge en god klassiker af en vending, har noget på hjerte.
Tag for eksempel pladens åbningsnummer, “Vámono”, der på en bund af ivrige marchrytmer og fløjlsblød synth begynder: »Kom, vi tager af sted, det er allerede sent / Én der ankommer, en anden tager af sted / … ild på den her tropiske rute« (Her må jeg lige indskyde, at teksten er oversat fra spansk af forståelseshensyn – men det flyder altså langt bedre på originalsproget).
Det er Raquel Berrios der synger linjerne, og hendes stemme er svøbt i rumklang når hun synger det her smukke billede frem. Niveauet er højt allerede fra starten, og både folkevandring og ild bliver hængende på nethinden.
Og så er der pladens anden single, NTE, der er et akronym for “No Te Equivoques” (Tag Ikke Fejl), som handler om at overtage fortællingen om sig selv, og om at skabe identitet i en tid præget af usikkerhed. Det bygger på et beat, der er samplet fra somalisk funknummer, og er i det hele taget et vildt groovet nummer, som det er svært ikke at få lyst til at danse til. Og det siger faktisk noget om hele pladen: også et eksplosivt nummer som “El Aprieto” sætter sig øjeblikkeligt i kroppen – og selv på de mere afdæmpede numre, som “Club Tú y Yo” og “No Sabemos” er rytmerne så lækre, at man må overgive sig til som minimum at sidde og nikke med hovedet.
Og nu, hvor jeg fik nævnt “Club Tú y Yo” (Klub Dig og Mig). Den sang er på en måde pladens hjerte, en lille elektroballade, der banker kærligheden ud i hele det musikalske legeme. »Bare dig og mig, altid. Bare os to.« Det er egentlig enkelt, men også stærkt netop på grund af sin almindelighed, midt i al fortvivlelsen og usikkerheden. Man behøver ikke være håbløs romantiker for at sætte pris på den her kærlighedssang.
Hvis man ser bort fra et par numre som “Volta” og “Manda Fuego”, der er lidt let forglemmelige og underordnede for pladens helhed – så er der altså virkelig noget at komme efter på den her plade. Det er solid indiepop, der flirter med både r’n’b, salsa, reggaeton og funk. At man kan fusionere dét og samtidig være så stilsikker og insisterende, på en debutplade, er simpelthen overlegent.
Ud af alle de her sange om fortabelse, fremmedgørelse og diaspora vokser en forbandet smuk lytteoplevelse. På en eller anden måde formår Del Valle og Berrios at kanalisere al fortvivlelsen ind i et større billede, der udover de melankolske og eksistentielle motiver, også rummer håb og samhørighed. Man kan græde og danse på samme tid.
