D’herrer Julius Lykke (vokal/bas), Stinus Kruse (trommer), Jacob Tjerrild (guitar) og Jakob Ahlers (guitar), der tilsammen udgør den aarhusianske post-punk-kvartet Modest, har begået en ganske anstændig debutplade, der bestemt fortjener at blive lyttet til. Det sagt kan jeg ikke svinge mig op til at være helt lige så begejstret, som da de sendte deres to hidtidige EP’er Pretty Sure It’s Honest (2017) og For the Better (2019) på gaden.
Pladen lægger fra land med nummeret “Energy, Tragedy, Apathy”, der dog ikke ligefrem har et energisk tempo. Til gengæld er det et nummer med sprød pondus i kraft af tunge anslag, hvor guitarer og bas med fuld smadder på distortionen komplimenterer Stinus Kruses trommer rigtig fint. Omvendt er der masser af tempo på pladens andet nummer “Losing All the Time”, der med rette var pladens førstesingle. Et noget mere progressivt nummer end den mere melankolske åbner. “Losing All the Time” vil ud over stepperne med livlige, energispækkede riffs, og det er bestemt et af højdepunkterne på pladen.
Andensinglen “Won’t Be the Last”, der for tiden luftes ihærdigt på flere af landets radiofrekvenser, er ikke ligefrem den klassiske stadionrocksang, som kvartetten ellers mestrer. I stedet snakker vi et langt mere afdæmpet nummer, der element for element opbygges til af forsvinde ud i stilheden. Og det passer som fod i hose med, hvad der lyrisk er på spil.
Der er nemlig tale om et tekstunivers på nummeret – og på pladen som helhed – som tager udgangspunkt i den sorg, forsanger Julius Lykke oplevede i forbindelse med tabet af sin mor. Efter Lykkes eget udsagn er det således en plade, der tekstmæssigt er kommet til i kraft af »en stor nødvendighed« for at skrive sange om, hvordan han har haft det i de seneste år, og hvordan han bearbejder sorgen og ser fremad. Friend er på den baggrund, måske ikke så overraskende, præget af melankoli.
Det er også en plade, hvor der under indspilningen i det svenske Silence Studio med producer Jenz Benz blev eksperimenteret en hel del. Blandt andet med trommer indspillet gennem guitarforstærkere samt »optagelser af skovens lyde,« som det lyder i pressematerialet. Men måske er der ligefrem eksperimenteret en kende for meget, for flere numre kommer til at fremstå som eksperimenterende fyld, der ikke rigtig ved, om det skal være et nummer i sin egen ret, en seance af lyd midt i et nummer eller noget helt tredje. Fløjteintroen i “Thinking About You II” skulle måske ikke blot være en intro, men i stedet et gennemgående element i nummeret. Alt i alt ender det i hvert fald med at prøve lidt for mange ting af, som ikke helt bærer frugt.
Det skal dog ikke tages fra Modest, at Friend er spækket med flere betagende momenter, der overlader øregangen opstemt som i nummeret “Ambition”. Fucking kæk og lækker bas. Riffet har fremdrift. Julius Lykke synger sprødt. Et nummer, der er et af pladens højdepunkter. Udgangsnummeret “Dearest” er også værd at fremhæve med en elegant intro, der alene er båret af guitar-riffs. Overgangen fra vers til omkvæd prydes med et klassisk trick: Et break, hvor lyden forsvinder et splitsekund, inden der for alvor sættes ind med smadret, energisk kraft på et solidt omkvæd i fremdrift og med en Julis Lykke, der kort leger med falset.
Friend byder generelt på masser af fede idéer, men jeg savner, at der bliver insisteret mere på brugen af nogle af de elementer, bandet leger med. Det er en debutplade med store mængder sprøde kompositioner og riffs, men alligevel står jeg tilbage med en uforløst følelse. Der bygges op til en masse godt, men hårene rejser sig aldrig lige så meget på armen, som de gjorde, da jeg i 2017 blev blæst bagover af EP’en Pretty Sure It’s Honest, som fik mig til at skrive »fuck, hvor er de her gutter vilde.«
Friend får mig ikke helt derop – og det handler måske mest af alt om udtrykket på pladen, som er lidt mere poleret og eksperimenterende end EP’en, der var sat direkte i femte gear. Men Friend er en ganske habil debutudgivelse, som bestemt er værd at lægge ører til. For der er ikke nogen tvivl om, at Modest har masser af byde på endnu, og jeg er overbevist om, at der er mange flere fede numre i vente fra den aarhusianske kvartet. Friend “Won’t be the last”. Gudskelov.
