Det er desværre ofte sådan, at gode og dårlige nyheder synes at følges ad. Det var derfor også med vemod, at jeg kunne læse, at danske Natlyst oven på udgivelsen af deres tredje album, Ikaros, har valgt at gå på pause på ubestemt tid. Det affødte dog muligheden for at mødes med Natlysts frontkvinde, primære sangskriver og selvudnævnte »band-mor«, Amanda Drew, på Christianshavn en solbeskinnet eftermiddag. Her fik vi en snak om fortiden, fremtiden og ikke mindst udfordringerne ved gerne at ville skabe musik med noget på hjerte i en musikbranche, der bliver stadig mere kommercialiseret og homogen.
»Det er lidt spændende det dér med, hvorvidt det er en pause, eller vi går fra hinanden – det er lidt en åben ting. Vi har i hvert fald besluttet ikke længere at spille sammen, før der er energi og kræfter til det igen. Det er ikke til at sige, hvornår det bliver, og – hvis det er om fem år – hvor mange fra den oprindelige konstellation, der har lyst til at være med,« forklarer Drew, mens hun pointerer, at det bliver nødt til at være en lang pause, da alle involverede er rimelig drænede.
»Men det føles faktisk rigtig åbent og rigtig godt, fordi vi stopper på et punkt, hvor vi er glade for hinanden og føler, at vi har udgivet noget, vi er stolte af og kan stå ved.«
Når kreativiteten drukner i bureaukrati
Når man spørger Amanda Drew om, hvad der ligger til årsagen til trætheden, står det klart, at det er det bagvedliggende bureaukratiske arbejde, der har taget energi fra den kreative proces:
»For mig handler det om det arbejde, der ligger uden for rent faktisk at lave musik. Alt det arbejde, der ligger i at søge støtte og penge, at skulle udgive, booke koncerter, skrive pressetekster og få hele maskineriet til at køre, og som ikke nødvendigvis anses for arbejde. Det kommer til at fylde mere, end musikken gør.«
Derudover har der i forbindelse med indspilningen af Ikaros også været logistiske udfordringer i forhold til at finde huller i syv personers kalendere, hvilket har ført til, at der rent faktisk kun er et par numre, som hele Natlyst optræder på. Det skjulte administrative arbejde har til tider føltes meget ensomt for Drew og har af og til været af absurde, næsten Sisyfos-agtige dimensioner. 50 af vinyltrykkene af Ikaros er blandt andet endt i Californien hos en mekaniker, der hedder Jésus.
Det er dog ikke, fordi Natlyst har kastet håndklædet i ringen uden kamp. Musikken, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem elektronisk, klassisk og pop, nægter genstridigt at lade sig definere af snævre genrebetegnelser og er lidt et bæst med sit eget liv. Modstanden mod at forfalde til det kommercielle var specielt til at tage og føle på ved sidste års udgivelse af Vemodig – »en fuckfinger til musikbranchen,« som Drew selv omtaler den – der udelukkende består af genbrugt materiale fra indspilningerne til både 2019-debutalbummet, Modig, samt Ikaros omarrangeret til ambiente værker med det formål til at teste lytterens tålmodighed.
»Det føles som at være rebelsk mod en musikbranchen. Når Spotify for eksempel bliver konfronteret med deres urimelige streaming-honorar, får musikerne jo bare at vide, at de skal være mere produktive. Der er ikke noget ved vores musik, der er playlist-able eller streamable, og jeg synes, det er enormt provokerende, at streamingtjenester skal kunne diktere, hvordan folk skal lave musik, for at de kan leve af det,« forklarer Drew, der sammen med Natlyst helt fravalgte at markedsføre Vemodig.
»Der er noget meget røvslikker-agtigt ved at være upcoming musiker. Man prøver jo virkelig af få omtale og lefle for folk med magt. Det var på en måde en del af fuckfingeren, da vi ville have, at det skulle leve sit eget liv, uden at vi skulle lægge noget arbejde i det.«
Selve Vemodig-konceptet stammede fra en lydkulisse lavet til spillestedet Radar i Aarhus, hvor trommeslager Lars Asger Nørby omformede og remixede værker fra debutpladen. Konceptet blev dog aldrig ført ud i livet, men Drew vendte tilbage til lydfilerne efter indspilningen af Ikaros, hvorefter samples fra begge album blev kombineret i en form for intern terapeutisk øvelse for bandet – en afsked med det gamle og bro til det nye. Eller som Drew formulerer det: »Det handler for mig om at være tålmodig med den musik, man laver. Det er lidt et omsorgsarbejde, hvor vi lader os selv lytte til sangene fra Modig – også langsomt – og sige farvel og tak.«
Musik til hele følelsesspektret
Natlyst startede oprindeligt som en trio under Amanda Drews navn og voksede så sidenhen til et 11-mand (m/k) stort ensemble på debutpladen. Den nuværende syvmandskonstellation har eksisteret siden 2019; alle er konservatorieuddannede med en kærlighed til klassisk musik, men ellers med brede musikalske referencer – alt lige fra fri improvisation til rendyrket pop. Drews egen musikalske opdragelse har især fundet sted i hjemmet:
»Min far er englænder, så der har været meget Kate Bush og The Beatles i barndommen. Derudover sang han også i kor, så der er kommet meget klassisk kormusik ind den vej. Desuden har jeg tre ældre søstre, så jeg har også været meget påvirket af deres musiksmag, der talte alt fra Skunk Anansie til Spice Girls. Jeg har også altid været sygt glad for Eurovision og dyrket det med min søster. Der har nok altid været meget interesse for musik, men uden at der var nogen form for snobberi.«
Hun endte også selv med at synge i kirkekor, og da jeg spørger, hvordan kirkekoret har haft indflydelse på hende som musiker, kommer der en lidt længere stilhed, hvor der bliver rettet på den hornformede solbrille:
»Det er et svært spørgsmål. Den musik, jeg er drevet af, er storladen og følelsesladet – musik, man kan mærke, vil noget med lytteren. Måske kommer det derfra.«
Storladenheden er absolut også at finde hos Natlyst, men Drew bemærker også straks, at de er et band, der i høj grad også spiller på kontrasten til det intime – og hvor vigtigt dette er:
»Al musik afspejler jo følelser. Nogle følelser er kæmpestore og larmer meget. Andre følelser er bittesmå, og man bliver virkelig nødt til at lytte efter for at mærke dem. Det føles mægtigt at kunne lave så stor lyd, som vi kan i Natlyst. Kontrasterne forstærker hinanden: Det, at noget er skrøbeligt, gør, at det store føles ekstra stort og ekstra stærkt.«
Befriende ærligt, befriende rummeligt
Kontrasterne er ikke kun musikalske, men også til stede i teksterne på bandets nyeste album. Inspireret af Ikaros-myten – en fortælling om overmod – svinger følelserne fra nærmest manisk selvtillid til næsten sygelig usikkerhed i efterdønningerne af et brud. Det er et album, der er ærligt på godt og ondt, bekræfter Amanda Drew og tilføjer:
»Det har altid føltes enormt befriende for mig at være ærlig, når jeg skriver. Ikaros er nok det mest ærlige, jeg har sat i verden til dags dato. Hvor Modig var et album, der handler om angst og depression, er Ikaros et album, der handler om tiden lige efter, hvor man opdager, at man kan alt – at man vitterligt kan flyve.«
De svingende følelser på Ikaros er ofte knyttet til heteroseksuel, kvindelig seksualitet og den tilhørende magt og afmagt, hvilket også er et personligt og tilbagevendende emne for Drew:
»Det har været vigtigt for mig at skrive om seksualitet. Som voldtægtsoffer er det vigtigt for mig at tage min seksualitet tilbage og sige: “Det her er min, og det er ikke noget, som I kan få lov til at definere.” For at bruge min magt og tage den tilbage så har jeg været nødt til at sætte ord på seksualiteten.«
Der en kort stilhed, hvor man kan høre bølgerne skvulpe i kanalen. Drew havde efterspurgt, at vi foretog interviewet et sted med vand – et nik til Ikaros-mytens symbolik i form af solen og havet som modsætninger.
»Jeg har tit svært ved at sætte ord på følelser på en håndgribelig måde, men der bærer naturen jo alt, som vi også bærer i os,« fortæller hun om sin brug af naturen i sin tekster. Det skal være musik, der omfavner nuancer, og som sætter ord på de svære ting ved at abstrahere det til kræfter, der er større end os.
»Det er måske en høj barre at sætte, men Ikaros er til for dem, der har brug for at lytte til musik, der er ærlig, modig, sårbar og fejlbarlig. Jeg tror på, at mennesker rummer mange nuancer og har brug for at mærke, at de kan rummes i verden. Det har jeg i hvert fald brug for, når jeg hører musik – at det er musik, der også forstår mig. Jeg håber, at vores musik kan forstå og rumme mennesker.«
Revolutioner og rørende koncerter
I forbindelse med udgivelsen af Ikaros spiller Natlyst afskedskoncert på Xenon i Huset-KBH den 12. maj. Men hvad kan man forvente sig af en Natlystkoncert – og ikke mindst af den sidste?
»Folk skal komme for at blive rørt og ramt af noget uventet. Og så bliver det jo helt specielt, da det er vores sidste koncert, og der er ikke nogen af os der ved, om vi nogensinde kommer til at spille sammen igen. Det bliver en enestående oplevelse for både publikum og os.«
For tilbage kommer de – det kom Drew til at skrive under på sort på hvidt på en plakat til bandets aarhusianske afskedskoncert på Radar. Man kan godt mærke, at hun bliver rørt, når hun snakker om at tage afsked med publikum, og da jeg spørger, hvad hun tager med sig fra sit arbejde med Natlyst, understreger hun igen sin taknemmelig og ikke mindst, at pausen ikke er for evigt – den er blot nødvendig for nu:
»Jeg tager med mig, at jeg kan holde til rigtig meget. Det har været virkelig hårdt. Vi kommer alle til at blive ved med at lave musik, det er helt sikkert. Der har bare virkelig været en stor logistisk skygge over det kreative arbejde, som jeg håber snart forsvinder. Så jeg håber også på at tage en vis tålmodighed og ro med mig.«
Musikken er dog absolut ikke lagt på hylden for Drew, der fortsat er aktiv i flere forskellige projekter. Højest på ønskelisten er at komme ud og lave flere koncerter, der rører folk. Med et kækt smil tilføjer Drew: »Og så skal jeg ud at revolutionere musikbranchen. Når Natlyst kommer tilbage om fem år, skal man kunne leve af at være musiker.«
Jeg tror, jeg lader den stå, og ønsker Amanda Drew al held og lykke med revolutionen. Jeg er sikker på, at nogen nok skal blive rørt på vejen.
Ikaros er udgivet 1. april via Kry
Natlyst er: Albert Burchardt, Alma Kjær Agergaard, Alfred Lykke, Amanda Drew, August Korsgaard, Christian Aagaard Trier og Lars Asger Nørby
Alle fotos: Daniel Nielsen