Artikler Interview

Roskilde Rising – Senso: »Alle ideer skal med«

Foto: Phie Steinbeck

Med en anmelderrost debutplade i ryggen er danske Senso mere end nogensinde klar til at indtage Roskilde Festival. Vi fangede bandmedlemmerne Albert Aagaard Hertz og Sofie Westh i øvelokalet til en snak om pladen, deres forventninger til den kommende koncert, og hvad de selv skal se på festivallen.

Hej med jer! Tak fordi, vi kunne finde tid til at mødes digitalt. Jeg har fået at vide, at I spiser frokost, så jeg håber ikke, jeg forstyrrer for meget.

Sofie: »Vi er faktisk i gang med at lave lydprøve lige nu til vores produktionsøver, så hvis du kan høre en tromme i baggrunden, så er det Jens Konrad, der er i gang.«

Når I ikke laver lydprøve, så har I jo lige udgivet jeres debutalbum, der har fået nogle rigtige fine ord med på vejen. Hvis I skulle beskrive jeres lyd med tre ord, hvad ville I så sige?

Albert: »Må det godt være sådan en punchline?«

Endnu bedre

Albert: »Jeg tror i hvert fald med den her plade, den måde vi arbejder på lige nu, jeg tænker lidt på det som sådan poprockmusik, hvor der ikke er sparet på noget. Eller sådan hvor alle ting skal med. Alle ideer skal med.«

Sofie: »Det synes jeg passer meget godt. Det er meget storladent. Jeg kan ikke huske, hvem det var, der sagde at vi var et meget ”fuck Janteloven”-agtigt band. Det synes jeg er en meget passende beskrivelse.«

Er der nogen bestemte inspirationskilder I har haft med hensyn til at ville udtrykke den her storladne, ikke-spare-på-noget-lyd?

Albert: »Jeg tror, pladen er kommet lidt ud af, at vi alle sammen har været nogle forskellige steder henne i forhold til at lave musik. Og det er på en eller anden måde blevet sådan lidt et sammensurium af alt det bedste fra os alle sammen. Og måske også lidt en måde at vende tilbage til nogle rødder. Der er kommet nogle poppede elementer og nogle rockede elementer med, fra f.eks. shoegazing, og der er også et skud ud til Robbie Williams, og hvad vi ellers er vokset op med. Jeg føler, det er et udtryk for, at alt hvad vi er vokset op med og alt, hvad vi har været igennem musikalsk kommer til udtryk. Jeg ved ikke, om du har noget at tilføje?«

Sofie: »Næh, jeg synes, det er meget rigtigt. Senso har haft lidt udskiftning fra at være Jens Konrads soloprojekt til at være dig [hun peger på Albert] og Jens Konrad, der arbejder på noget, til at blive et band, til at vi var nogle nye, der kom med. Der har været mange inde over, og alle kommer fra nogle ret vilde baggrunde og har lavet meget musik og meget forskelligt. Det synes jeg virkelig, at man kan høre på pladen.«

Albert: »Det er både pladens force, men også … «

Hov

Og så ryger forbindelsen, for selvfølgelig gør den det. Efter få minutter er der dog heldigvis hul igennem igen.

Sofie: »Hej igeeen«

Vi kom fra force …

Albert: »Ja… det, der er det gode ved pladen, er også lidt det, der kan være udfordrende nogle gange. Den vil mange steder hen og har på en eller anden måde rigtig store ambitioner. Og det tror jeg godt kan være lidt overvældende som lytter, at der sker så mange forskellige ting, og det tror jeg samtidig også, er det der gør pladen rigtig interessant. Det handler lidt om, hvordan man lytter til den. Det, der gør den spændende for mig, er at der sker så mange ting, men det er også det, hvis man skal være lidt selvkritisk, man kunne prøve at udfordre næste gang, og prøve at arbejde på en lidt anden måde, hvor man var mere selektiv i forhold til nogle bestemte ting, der kunne være signaturer. Hvis det giver mening.«

Det gør det. Så alle har fået en stemme på pladen, man har udforsket alles lyst til at lave noget bestemt, er det sådan, det skal forstås?

Albert: »Ja, men også alle stemmerne inde i én selv. Alle de ting, man gerne vil have med, der er der bare ikke rigtig blevet … hvis ideen holder, så bare “let’s go”. Fremover synes jeg, det kunne være spændende at arbejde på en lidt anden måde, specielt i forhold til produktion, men det kommer igen an på, hvordan man lytter til pladen. Det folk responderer rigtig godt på, er det samme som jeg kunne selvkritisk klandre, og det er jo også meget spændende. Så det handler jo også bare om lyttermodus. Hvordan man går til det.«

Det bliver et kæmpeshow!

Nu skal I spille på Rising på mandag. Hvad kan man forvente af jeres koncert?

Albert: »Det bliver et kæmpeshow!«

Sofie: »Ja, vi har virkelig forsøgt at ramme lyden på pladen, og lidt ekstra, ikke?«

Albert: »Jo.«

Sofie: »Altså der kommer mange på scenen, det bliver en stor produktion, og det er det sidste show den dag, så selvfølgelig bliver det wild.«

Albert: »Yeah.«

Sofie: »Jeg tror også, man kan forvente, at det bliver et high energy show. Vi er jo et ret nyt liveband, og vi har ikke nået at spille så mange liveshows endnu. Det, jeg har fået at vide, er at folk er helt overraskede over, hvor vilde de her liveshows er, så det er jo fedt.«

Albert: »Det’ så fedt. Jeg tror også, i forhold til det vi snakkede om lige før, at det er den første koncert vi spiller, hvor vores liveopsætning matcher produktionsniveauet på pladen, og det er bare sindssygt sjovt at arbejde med. At det kommer derhen, hvor man altid har drømt om det skulle være. For mig i hvert fald er det den absolut største koncert med absolut flest musikalske drømme, der går i opfyldelse.«

Jeg skulle lige til at spørge jer, hvad tanker I havde gjort jer om at spille på Roskilde, men det lyder som om, at det er bare …

Albert: »Der bliver ikke sparet på noget.«

Sofie: »Der bliver ikke sparet på noget.«

Er der nogle sange, I glæder særligt meget til at spille live eller noget andet, I glæder jer til at vise os?

Albert: »Jeg glæder mig rigtig meget til spille alle de numre, som er kortunge, og hvor der er fremtrædende strygerroller, for det er noget af det, vi har udvidet med i det her setup. Det glæder jeg mig sindssygt meget til at rulle ud live. Specifikke numre … Jeg tror, jeg glæder mig til at spille “Haven’t Got a Clue”, men det er også fordi, jeg er inde i en periode lige for tiden, hvor jeg bare pissegodt kan lide at spille høj distortion-guitar. Hvad glæder du dig mest til?«

Sofie: »Jamen jeg glæder mig også til de numre. Da vi holdt release for pladen, var jeg virkelig overrasket over modtagelsen af “Is It True”, og jeg glæder mig ret meget til at se, hvad der skal ske på Rising med det track. Der er jo også lavet en karaokemusikvideo, så folk har haft rig mulighed for at lære den at kende.«

Albert: »Ja, man kan øve sig derhjemme.«

Sofie: »Så det tror jeg bliver virkelig sådan et ”Roskilde-moment”.«

Albert: »Ja, jeg glæder mig faktisk allermest til de øjeblikke i settet, hvor jeg ikke spiller og kan træde lidt tilbage i det … nå, nu kommer Jens også.«

Hovedet af Sensos forsanger Jens Korad dukker op bag de to andre på min skærm.

Jens: »Hejsa! Vi skal have den næste ind her.«

Albert: »Hvem er det?«

Jens: »Det er Sof.«

Sofie: »Yes. Det var dejligt lige at møde dig.«

I lige måde!

Anbefalinger til Undertoners læsere: Skud ud til vores homies

Her til sidst ville jeg høre, hvad I selv skal se på Roskilde, og om I ville komme med nogle anbefalinger til vores læsere?

Albert: »Jeg skal op og høre Shooter Gang og Artigeartit, blandt andet.«

Hvorfor skal vores læsere se dem?

Albert: »Det er fordi, at det bringer en anden vibe, og det er vigtigt, synes jeg. At have forskellige genrer og klienteller repræsenteret i et musikprogram.«

Jens: »Jeg glæder mig meget til at høre Arooj Aftab og Shygirl. Det er på toppen for mig. Også Loraine James.«

Sofie stikker hovedet ind igen:

Sofie: »Hvad har I sagt?«

Albert og Jens gentager deres anbefalinger.

Sofie: »Jeg glæder mig mega meget til at høre Little Simz, fordi jeg synes, at hendes album er et af de bedst producerede albums, jeg har hørt i 10 år. Bum. Og så glæder jeg mig ekstremet meget til at se Moor Mother for ottende gang.«

Albert: »Yeah. Og skud ud til Clarissa Conelly og Slim0, det bliver også for sygt.«

Sofie: »Ja, det gør det bare. Og skud ud til Blikfang og Barbro, og alle de helt gode.«

Albert: »Ja, faktisk så er opvarmningsdagene det, jeg glæder mig mest til nærmest. Men det er også der, Shooter Gang spiller. Og så Debbie Sings. Og Barbro og Blikfang, som vi jo også spiller med i deres liveband. Det er dem, vi sidder og laver lyd på herinde ved siden af nu her.«

Jens: »Hvis det ligesom er sådan en “Senso anbefaler”, så er det vores homies først.«

Homies først

Jens: »Ja, af alle de ting, vi sagde, så Clarissa Conelly, slim0 og …«

Albert: »Debbie Sings.«

Jens og Albert i kor: »Barbro.«

Albert: »Atusji. Det er det, vi anbefaler!«

Den er modtaget.

Senso spiller på Rising mandag d. 27. juni kl. 23.00.

Leave a Reply