Foto: Mathias Kristensen
Pavilion-teltet er stadig tomt her en halv time før koncertstart. Eller rettere: her sidder tre kvinder, to sammen helt i midten foran scenen og en lidt længere nede skråt til venstre. De er klar til at blive lukket ind i Cate Le Bons finurlige univers. Publikum begynder langsomt at strømme lidt i løbet af de næste 30 minutter. Og når de først står der, så forlader kun få det mellemstore telt igen.
Le Bons bagkatalog tæller seks plader, en håndfuld EP’er og en lang række prominente samarbejder. Men det er de to seneste albums, vi får serveret noget fra, nemlig Pompeii fra i år og den forrige udgivelse Reward fra 2019. Mange anser disse to plader som værende hendes forsøg på at gøre sin yderst eksperimenterende og til tider aparte musik en smule mere tilgængelig. Det lykkedes med numre som den drømmende, synth-soulede “French Boys”, som forfører med sin funky bas og Le Bons lyse, insisterende stemme. Og det er svært ikke at vaje til “Moderation”, en indiepopsang, hvor et frækt strøg på guitaren giver plads for en længelsfuld saxofon. Titelsangen “Pompeii” giver lytteren et varmt kram med sine vuggende rytmer. Jovist, det er tilgængeligt; men får man for mange af denne type sange (og det gør vi – listen tæller også den tilbagelænede og smukke “Harbour” og den legesyge “Running Away”, der begge bevæger sig i samme, dagdrømmende tempo), så kommer de hurtigt til at flyde sammen. Det bliver aldrig rigtig kedeligt i Le Bons selskab, men det bliver lidt ensformigt.
Bedre går det, når hun lader tilgængeligt være, hvad det er, og kaster sig ud i de mere udfordrende numre som “Magnificent Gestures”. Her leges der med tempoet, og instrumenterne, og man får et indblik i en kunstner, der ikke er bange for at stille intellektuelle krav til sin lytter. Nummeret leder tankerne hen på Talking Heads, og teksterne er virkelig syrede (»I was born with no lips/ drip drip drips« – javel), og mens de andre musikere bytter instrumenter på kryds og tværs, står Le Bon foroverbøjet spillende det repeterende og hypnotiserende guitarriff igen og igen og igen. Tempoet sættes op på “Mother’s Mother’s Magazine”, hvor saxofon og guitar fører en særegen samtale, og den synth-syrede “Remembering Me”, som er meget mere tilforladelig på plade, får helt nyt liv live, hvor Le Bon leger kækt med sin stemme og viser den guitar, hun har haft i hænderne det meste af koncerten, hvem der bestemmer. Det er fornyende og levende; i det utilgængelige ligger også det rigtigt spændende. Desværre er der lidt for lidt af det.
Le Bon selv er ikke tilgængelig. Hun er distanceret, ikke uanimeret, men alt, hun gør, virker afmålt, tilbageholdende og affekteret. Iklædt sylespidse sko, en mystisk sort/rød kutte og en middelalderbrynjehjelm (ja) bevæger hun sig med små, beherskede bevægelser. Det er … specielt. Men aldrig kedeligt. Hun formår at holde publikums fokus nærmest fuldstændigt selv ude på de billige rækker, og så kan hun dominere en guitar uden, at det koster hende en eneste dråbe af sved på panden. Man kan ikke komme udenom, at hun er dybt fascinerende og går helt sine egne vegne. En spøjs koncert med en virkelig spøjs kunstner.
