Koncerter

Roskilde Festival 2022: Seni Reak Juarta Putra, Platform

Skrevet af Daniel Niebuhr

Indonesiske Seni Reak Juarta Putra tyvstartede deres Roskilde-debut med en fuldstændig overvældende totalteaterforestilling, der både involverede kokosnødder, slangekostumer og tyk, tyk røgelse.

Egentlig skulle indonesiske Seni Reak Juarta Putras første koncert uden for hjemlandet nogensinde være foregået på Gloria klokken 01.30 natten til søndag. En bælgravende mørk, sansestimulerende tranceforestilling med røgelse, dans og kostumer. Et publikum i ekstase.

Hvis man derimod havde været så snarrådig at tjekke Roskilde Festivals opdaterede program i løbet af fredagen, ville man til gengæld kunne se, at det 12 mand høje orkester tyvstartede allerede fredag aften på Platform. Og da spånpladeforhænget først blev trukket fra, så det grålige aftenlys kunne snige sig ind i det trængte, lavloftede lokale lige øst for Orange Scene, og de første hvinende horntoner strømmede ud gennem de skramlende højtalere i den udhulede, dekonstruerede barnevogn i det ene højørne, føltes alting pludselig langt fra Roskilde. Ja, sågar langt fra virkeligheden.

Det varede nemlig ikke længe, før horn, trommer og klokker fik selskab af aftenens første danseindslag, hvor én af aktørerne kastede sit sortklædte legeme rundt på det hårde trægulv, så det dunkede arytmisk under fødderne. Men vi skulle videre ud på det improvisatoriske overdrev, der lå vildt og blotlagt foran os. Så en anden greb en sort træhest, mens en tredje hoppede ind i noget, der i sin ueregerede form mest af alt lignede en beige lærredssæk. Men da han først fik stablet sig på benene, og øjnene på hans rituelle slangekostume kom til syne, udkæmpede de to artister en drabelig, metafysisk kamp, som vores beredne protagonist – selvfølgelig – vandt, mens aromaen af røgelse blev tykkere og tykkere i lokalet.

Sidenhen krydsede vi for alvor over til den anden side, som har gjort Seni Reak Juarta Putras optrædener i hjemlandet helt mytiske. Der blev både slået kolbøtter og skyggebokset i faretruende tæt afstand på det vibrerende publikum. På et tidspunkt er der en af de unge fyre, som flår en kokosnød op med tænderne. To andre tænder og spiser – uafhængigt af hinanden – en cigaret; den ene i sådan en grad, at han må bæres ud fra lokalet og tilses af en af gruppens associerede. Imens fortabte vi os mere og mere til de monotone lydtapeter, hvor trompeter gjaldede, og trommerytmer både til- og aftog i intensitet simultant med vores ikke længere autonome kroppe.

Mod slut slap trancen sit greb, og gjorde seancen mere tilstedeværende, hvor tolvmandsgruppen diskede op med flere smil, øjenkontakt og generelt nærvær. Da vi langt om længe – efter mere end en times sanseligt overvældende totalteater – endelig kunne vende tilbage til livet uden for, var det med en revitaliseret krop og sjæl, mens de infernalske horn blev afløst af “Det er mig, der står herude og banker på” længere vestpå.

Fra én tranceforestilling til en anden, om man vil.

★★★★★★

Leave a Reply