Det var næsten mere som at træde ind i en kirke, end som at træde ind i en biograf, da man trådte ind i mørket på Byens Lys, der kun var oplyst med stearinlys og skæret fra en LED-skærm, der gemte sig bag instrumenter og stueplanter på scenen. Det var derfor også næsten med andagt, at man tog plads i de røde velourbeklædte sæder til en tidlig aften-sceance med danske Nausias shamanistiske spirituelle jazz.
Kvintetten, der består af en saxofonist, trommeslager, guitatist og en bassist betrådte også scenen i total stilhed og lod i stedet en blid, cirkulær saxofonmelodi vugge publikum ind i en trance inden freden blev brudt da den uldede bas og stærkt feedende guitar skar igennem lydbilledet. Umådelig blidt og voldsomt på en og samme gang.
Koncertens første halvdel bestod udelukkende af endnu ikke udgivet materiale, men man kan roligt glæde sig til, hvad Nausia har i støbeskéen. De krautrockede indflydelser synes at have fået endnu mere plads, hvor alle numres intrikante saxofon-figurer synes at udvikle sig til onde, Amon Düül II’ske rock-kompositioner, der nærmest forvirrede krop og sind – skal man lade sig selv synke dybere ned i stolen, eller skal man rejse sig op og danse? Lige meget hvad, var man i hvert fald på en anden planet.
På trods af stilheden blandt publikum, var det dog ikke fordi, det hele blev for alvorligt og dystert. Et af højdepunkterne fra det nye materiale var et gedigent Rock’n’Jazz nummer, hvor kombinationen af syret guitar og ildevarslende saxofon-melodier, der bevægede sig op og ned ad orientalsk skalaer, ikke rigtig kunne efterlade en med andet end et smil på læben.
Det sagt, så var højdepunktet dog den tekniske formåen, der var i hele lokalet. De underspillede trommer bevægede sig konstant imellem alverdens komplekse rytmer og saxofon og klarinet-tonerne svingede så hurtigt og hypnotiserende gennem den tunge sommerluft, at man af og til kunne betvivle, at det rent faktisk var mennesker, der producerede dem. Bandet var bare også i så fantastisk timing med hinanden, at der ikke var en bjælde eller et støjsignal fra guitaren, der blev leveret uden total præcision.
Hertil skal det også nævnes, at Nausia var hjulpet godt på vej af helt eminent lyd. Storetrommen rungede ud i lokalet mens lilletrommen var holdt sprød og kantet og kontrasten mellem feedbacken fra guitaren og de organiske blæsere var lagt til UG i mixet. Både akkustikken og rummet inviterede simpelthen bare en til at gå ind i sig selv.
Omkring halvvejs i koncerten gik Nausia over til deres allerede udgivne materiale fra debut-albummet Juli(2020). Her fik vi både det drømmende titelnummer ”Juli” og ”Prins Kiosk”, der især brillierede med sin onde bas-saksofon og punkede afslutning, der var lige ved at få min røv op af stolen, hvis alt det andet altså ikke havde været så smukt. Man mærkede dog lidt, at det gamle materiale ikke føltes helt så legesygt som det endnu uudgivne, specielt nogle af de mere sarte klarinetpassager kæmpede lidt for at fastholde min opmærksomhed.
Nausia’s nyeste single ”Celebration Song” trak dog hele oplevelsen op i æteren igen. Trommerytmen på det nummer er bare ekseptionelt groovy og hele nummeret emmer bare af en håbefuld melankoli, der passer perfekt til en sensommeraften. En sensommeraften, man bagefter bevægede sig ud i med næste samme ydmyghed, som hvis man havde været til en religiøs ceremoni – Nausia formår virkelig at trække dig ud af din egen krop til et sted, hvor der kun er nu. Det er absurd svært at sætte ord på, så jeg tror bare, at konklusionen bliver: Er du til spirituel jazz, så er Nausia absolut et af de mest spændende navne, du kan finde inden for landets grænser. Med en fed streg under spirituel.
