Et nøgleord er opbygning. Numrene blev bygget op omkring repetitive motiver, der, som en fuga, langsomt åbnede sig op og afslørede først én nuance, så en anden. Nausia består af de to saxofonister Isak Schiødt og Oscar Faye, Christoffer Beese på guitar, Milo Aurvig på bas og Laurits Schmidt på trommer. Koncerten indledtes med nummeret “Opus” fra bandets seneste plade Good Intentions. Nummeret blev bygget roligt op omkring gentagende saxofonmotiver. En langsom intensivering. Jeg blev lullet ind i Nausias musikalske univers.
Hvis “Opus” var en primer og en dynamisk indgang til koncerten, så var nummeret, som bandet herefter gnidningsløst slår over i en hvirvelvind af en kraut-tornado. “Zug” havde et ustoppeligt drive. Vi havde vitterligt at gøre med et løbsk godstog. Schiødt og Fayes saxofoner dannede en fælles bund for nummeret, mens Beeses heftige arpeggioer gav masser af kant. Netop Beeses animerede performance gjorde Nausia til et ret hæmningsløst liveband. Hans nærmest epileptisk vaklende bevægelser var interessante set i forhold til de mere stoiske bandmedlemmer. Han var som en mand i trance, og det var også, hvad bandet langsomt får publikum i.
Det ville dog være misvisende at beskrive dét, Nausia leverede, som en high energy-koncert. Et nummer som “Tidligt mørkt”, (og tidligt mørkt blev det så sandelig, da skyerne trak sammen), tog lyden et sted hen, hvor der blev plads til at dyrke dynamikken og et mere klassisk jazzet udtryk. Gennem hele koncerten var der dyb koncentration og et meget refleksivt rum. Som når Beese for en kortere bemærkning vendte sig mod sit Marshall-stack, for at arbejde med feedback – på samme tid skærende og blidt melodisk. Det er den form for leg med lyden, der giver et for mig yderst kærkomment eksperimenterende islæt til en koncert, der ellers sagtens kunne være gået hen og blevet noget indstuderet.
Men indstuderet blev det aldrig. Schiødt leverede en længere solopassage med en stor indlevelse, mens de øvrige bandmedlemmer bare sad på scenen og kiggede med synlig begejstring i øjnene. Der var bemærkelsesværdigt stille i teltet i det enkle øjeblik. Et koncentreret publikum og et koncentreret band.
Af den grund var bandets forsøg på at agere indpiskere for publikum måske også lettere overflødigt. Nausia sejrer i allerhøjeste grad på teknisk kunnen og er spændende nok at se på i sig selv. På den anden side, er den energiske sceneperformance også et billede på, at vi ikke har at gøre med et traditionelt jazzband. Nausia laver deres egne musikalske spilleregler og spiller forbandet godt efter dem.
Derfor finder jeg det også meget passende, at de lukkede koncerten ned med “Celebration Song”. Som regnen gradvist bevægede sig fra teltets venstre side, var der dømt fejring på Gaia. Den vuggende tone i kombination med samspillets kemi var umulig ikke at overgive sig til. Schmidts avancerede afrobeatrytme var et storslået fundament for den endegyldige musikalske ekskursion fra et storslået liveband.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
