»We’ve been blown away by your interest in being a part of SPOT 2025.« Sådan lød det fra den aarhusianske branchefestival, da de få dage før åbning kunne melde udsolgt til et program fyldt med koncertoplevelser fra morgendagens musikere og bands. Og selvom årets udgave nok for mange vil blive husket som dén, hvor man stod i kø – uanset hvad man ville høre – bød festivalen alligevel på et væld af musikalske højdepunkter. Her følger et udvalg af dem.
miaw, Alléscenen
Da trætheden, omkring ulvetimen, begyndte at sænke sig over SPOT Festivalens tætpakkede fredagsprogram, blev det den dansk-hollandske duo miaw, der stod klar til at give SPOT-folket det nødvendige skud energi. På Alléscenen forvandlede de Frederiks Allé til noget, der mindede mere om en pulserende kælderklub i Berlins undergrund end en trafikeret hovedåre i Aarhus. Med knækkede breakbeats, flangerguitar, autotunede vokaler og maracas sendte duoen deres dragende hyperpop ud over et publikum, der dansede i trance og hoppede som var asfalten under dem blevet til lava. Siden deres debutsingle sidste år ramte Fredagssinglr med ordene »det lyder som et minde om en drøm,« har miaw udgivet en stærk EP og markeret sig som et af de mest interessante elektroniske indie-/hyperpopnavne herhjemme. Deres koncert på SPOT cementerede det indtryk: en medrivende, tilpas skør liveoplevelse, der kom præcis, da man havde mest brug for den.
USERS, Volume Village
Volume Village var malet i rødt, da USERS trampede ind i pjaltede klæder foran et tætpakket publikum med de højeste forventninger til en vaskeægte postpunk-smadderkoncert – og de fremmødte fik langt mere end det. Den københavnske gruppe – som man skulle tro kom fra Londons mørkeste undergrund – affyrede en orkan af excentricitet og rasende, anarkistisk nonchalance, der bed sig fast i hele kroppen. Der var kø til at komme ind i moshpitten, som nærmest fyldte hele spillestedet. USERS slog dog ikke kun med den antikapitalistiske knytnæve; midt i et break smed bandmedlemmerne alle instrumenter, gik frem på scenen med et palæstinensisk flag i den ene hånd og et peace-håndtegn i den anden. Med en tung britisk accent opfordrede frontfiguren, Sean Michael Flaherty Seldorf, alle i salen til ét minuts absolut stilhed for de palæstinensere, der er gået bort i forbindelse med Israels krig mod Hamas. Efter dét ene minut, hvor man sagtens kunne høre en knappenål falde, takkede forsangeren pænt og satte ellers gang i moshpits og crowdsurfing igen, som om intet var hændt. Det var derfor ikke bare en hæmningsløs kolbøtte-fest, der cementerede sig – særligt brændte ét vigtigt budskab sig fast i huden på publikum den aften: “Den som tier, samtykker.”
ULD, Lille Sal
Det var en rendyrket og autentisk oplevelse, da den norske trio ULD leverede en af de mest rørende koncerter på årets SPOT Festival. Deres helstøbte blanding af visepop, indie og norsk folkemusik foldede sig ud i skønne harmonier og underspillede arrangementer, der inviterede publikum ind i et stille, introvert univers, hvor hvert ord og hver tone fik plads. Det er ikke let at skabe så stor kontakt med så få virkemidler, men ULD mestrede det til fulde. Flere blandt publikum måtte ud og trække vejret bagefter, overvældede af den rørende og intense oplevelse, de lige havde overværet. Det var et smukt møde mellem unge stemmer og århundredegamle traditioner – og et bevis på, at det enkle og minimalistiske sommetider kan efterlade det allerstørste aftryk.
Nausia, Aarhus Bowlinghal
»Vi er glade for, at I ville herind og bowle med os,« lød det ydmygt fra københavnske Nausia, kort efter de havde leveret et af SPOT Festivals absolutte højdepunkter. Scenen var et lille podie midt på bowlingbanerne i Aarhus Bowlinghal, hvor der blev bowlet løs i banerne til højre og venstre; mens koncerten udfoldede sig. Mens strikes fløj om ørerne, leverede Nausia selv det ene musikalske strike efter det andet med deres eksplosive noisejazz, der skubbede til alle forestillinger om, hvordan en livekoncert kan og må lyde. Det var utæmmet og vildt på den bedst tænkelige måde – som for eksempel på “Rolls Roycing”, hvor bending guitar og flydende blæsere smeltede sammen i et støjende klimaks, der sendte et sus gennem salen. Saxofonerne skar, bandet vippede med publikum, og energien var euforisk. Nausia forenede jazz og rock i en intens koncertoplevelse, som mange forlod med fornemmelsen af at have overværet festivalens højdepunkt.
