Koncerter

Ilinx, 24.08.22, ALTER 2022, Århus

Foto: Natalie Black

Vokaltrioen Ilinx stod for åbningsritualet under ALTER 2022. Det var en sanselig og smuk oplevelse, der for en stund transporterede lytteren op i de overjordiske luftlag.

I en forhal kun oplyst af få kulørte lamper lister de tre sangere i Ilinx ind. Bærende på buketter af strå og med lige så naturbundne outfits – udvalgt og designet af kunstneren Alrun Jo – er æstetikken på plads. En æstetik, hvis jordbundne naturlighed skal vise sig at være den perfekte medspiller til vokaltrioens musikalske udtryk. De har ikke gjort meget væsen af sig selv, men så snart den første vokalist begynder at synge falder der ro over indgangspartiet. Øjnene er rettet mod de tre sangere, der alle står med ryggen mod den ene mur, stirrende lige ud og placeret med få meters afstand fra hinanden. Der er ingen akkompagnerende musik, blot en enkelt stemme her til at starte med, men opmærksomheden i rummet er sitrende.

Ilinx er en eksperimental vokalgruppe bestående af Anna Sophie Mæhl, Laura Marie Madsen og Amanda Appel. De er inspireret af alt fra middelalderkor over kontemporær kompositionsmusik til moderne popsangere. Stemmer, sang og andre korporlige lyde er omdrejningspunktet, og til aftenens rituelle åbningskoncert af ALTER 2022 er der heller ingen musik, der skal lægge sig bagved. Det er kun de nøgne stemmer, der skal drage os ind i ALTERs og Ilinx’ univers.

Med det allerførste værk viser trioen ret hurtigt, at det ikke kræver mere end tre helt eminente stemmer at fylde et rum med underskøn lyd. Faktisk lytter jeg nok mere koncentreret, når der er så få elementer at forholde sig til. Om åbningsnummeret er skrevet specifikt til ALTER-åbningen ved jeg ikke, men det går i hvert fald op i en højere enhed med festivalens mission om at lege med plads, rum, tomhed og i det hele taget bare at være hyper opmærksom på det der sker ét specifikt sted på et givent tidspunkt. Sangen tager udgangspunkt i en enkelt grundsætning, som så får bygget en linje mere på. Og en mere. Og en mere.

»And the space / around your hands / and the space / of the room / and the space / of the building«

I takt med at rundgangen bliver længere og længere tilslutter de næste to vokalister sig koret. Det skaber nogle ret fantastiske harmonier, og som sangen fortsat udvikler sig varierer melodierne fra vers til vers. Det er så fint og følsomt, og de tilstedeværende trækker kun vejret, når Ilinx gør – man skulle jo ikke gå glip af den mindste detalje.

På et tidspunkt, mens der stadig synges, bevæger den ene vokalist sig væk fra væggen, lægger sin buket foran et buste (også et værk af Alrun Jo) og træder ind i det tilstødende rum. Da hun først er forsvundet, er det blevet den næstes tur, og så den sidste. En efter en svæver de hen over gulvet til lyden af deres luftige stemmer, hvis klang forandres afhængig af hvor i gangen de befinder sig. Det er det vildeste menneskeskabte ekko, de tre vokaler skaber. Publikum følger i hælene på Ilinx, og vi står så i det så i det noget større rum, hvor en scene er bygget og et stillads knejser sig op. For ti år siden var det kantinen på Aarhus Amtssygehus. I denne uge er det en koncertsal.

De tre sangere står tæt samlet i en lille halvcirkel oppe på scenen og afslutter nummeret.

»And the space / of the strathosphere«

Herefter følger en række numre, der er noget kortere, men som også overbeviser og betager i deres nøgne vidunderlighed. Det virker stadig rituelt, som de står der opløftet,  badet i smukt lys, der danser i de glasfliser, der danner bagtæppe for seancen. Igen har jeg svært ved at forstå, der ikke er syntetiske effekter på deres vokaler. Rumklangen og tonaliteten virker overjordisk. Nogle gange er der ord, andre gange er der bare sfæriske »oooh«-lyde. Jeg lukker mine øjne kortvarigt, og jeg står i en skov. Det er fuglesang, jeg hører, og bestemt flere end tre. Dybt imponerende, at der ikke er et behov for understøtte lydene med instrumentbaseret musik, men Mæhl, Madsen og Appel har også hver deres lyd og pitch, hvilket gør, at lydbilledet er tilstrækkeligt fyldt ud.

På et tidspunkt sker det, der bare ikke skal ske under en koncert som denne. En af sangerne bliver nødt til at hoste en enkelt gang. Det er selvfølgelig en mislyd, der ikke er til at ignorere i det sparsommelige lydunivers, men man får mest af alt bare lidt ondt af hende, der står og giver alt hvad hun kan på den absolut mest skrøbelige facon. Heldigvis minder det mig bare om, at det er mennesker, der står foran mig og ikke overjordiske skovelvere. Det forstærker kun effekten af når sangene lyder perfekt – og det gør de heldigvis det meste af tiden.

Mange af sangene får mig til at tænke klassisk korsang, men vi får også serveret et nummer, der lyder mere henad start 0’ernes pigegrupper bare uden det poppede r’n’b underlæg. Her er kun de flabede vokaler og det gode flow tilbage. Ilinx viser desuden, at de kan lave værker i en helt anden boldgade, og præsenterer et meget eksperimentelt nummer, man nærmest ikke kan karakteriseres som sang. Det lyder mest af alt som de ufrivillige snorkeagtige lyde, der kan komme fra en person, der befinder sig i det der limbo, lige inden de falder i søvn. Sådan nogle åndedrætslyde, hvor jeg faktisk kort nåede at blive bekymret for, om den ene sanger var ved at kløjes. Jeg står med åben mund og prøver at fatte, hvordan man kan lave de lyde. Det er på ingen måde en sang i en traditionel forstand, men det er heller ikke pointen med hverken ALTER eller Ilinx’ optræden. Det er til gengæld enormt interessant at lægge ører til, for man bliver transporteret ud af sit eget hoved, slynget ud i en skov og så helt rundforvirret tilbage igen.

Hele optrædenen lykkedes i den grad med at virke som et ritual, og det eneste jeg kunne have savnet, var måske at blive inddraget lidt mere, at mærke trioen lidt mere. Det var småt med øjenkontakt, men det skyldes nok meget, at sangteknikken kræver en usandsynligt stor mængde koncentration. Og måske havde publikumsinteraktion taget noget af det rituelle og mystiske væk fra koncerten, men omvendt var manglen på bevægelse og lydlig dynamik i det store hele lidt statisk. Heldigvis også magisk.

★★★★½☆

Fotos af Natalie Black

Leave a Reply