Pludselig lød to fodboldbåthorn i hver fra hver sin side af platform. Man nåede lige at høre et par spredte »hvad fanden sker der?« blandt det siddende publikum, inden fire flagbærere bevægede sig gennem publikum sammen med Francesca Burattelli og band. Der var en næsten højtidelig stilhed omkring platform, da Burattelli og Xenia Xamanek greb en saxofon hver og klemte to forskudte riffs, en tenor og en bas, gennem blæserne, i hvad der nok er den mest teatralske og gennemførte åbning af en Platform-koncert, jeg har været vidne til hele festivalen.
Den spirituelle, næsten religiøse følelse blev kun forstærket, da det gregorianske kor varslede avant-elektro mesterværket “Battle Fatigue”. Store flader af elektrisk violin og organisk cello snørede sig om den rungende tromme, mens saxofonen yderligere tilføjede et lag af ulmende energi, der stod i stærk kontrast til Burattellis nydelige, lyse vokal. Allerede fra første nummer havde Buratelli vakt et elektronisk ritual til live, en form for futuristisk shamanisme.
Man kunne i hvert fald tydeligt mærke de katolske indflydelser i Burattellis musik. Gennem den første halve time kom hun gennem det meste af hendes avantgardistiske electronica-album Battle Fatigue. Blandingen af elektroniske og organiske instrumenter fungerede overraskende godt i Platforms lydsystem, der ellers ikke har leveret de bedste præstationer under festivalen, og fremhævede virkelig de voldsomme stemningsskift, der er kendetegnende for Burattelli.
Burattellis musik er nemlig i konstant forandring og lever mellem kontraster. Det ene øjeblik er lydbilledet rendyrket ondskab med hårde trommer og forvrængede strygere, det næste næsten tranceagtig med for eksempel organiske, cirkulære melodiske motiver på “Keen” eller næsten poppede guitar-arpeggioer på “Argento Vivo”. Kontrasten mellem det onde og det gode går også igen i Burattellis hele tiden overbevisende vokallevering, der svingede mellem luftig og opera-agtig skønsang, forførende, hård spoken word og en enkelt gang endda blev et rytmisk instrument, da hun slog over i rap på italiensk. Helheden bliver en meget meditativ oplevelse, der konstant svinger mellem det dæmoniske og det uskyldige og hellige.
De mange stemningsskift kan dog godt gøre en lidt i tvivl om, hvad man skal gøre med kroppen, når Burattelli spiller. Er det den slags ritual, man skal danse til, eller skal man sidde tilbage i ydmyg stilhed? Der blev taget en næsten kollektiv beslutning i tavshed om, at folk sad ned under koncerten, hvilket til tider føltes næsten underligt under udbruddene af ond, elektronisk energi, omend det passede godt til de mere spirituelle rolige passager. Rastløsheden i kroppen påvirkede dog lidt ens evne til at leve sig ind i seancen, og Burattelli så også ud til måske at holde sig en smule tilbage i hendes optræden på grund af det stillesiddende, hypnotiserede publikum.
Inden den insisterende kamptromme på “Giove” bankede gennem plankerne på Platform, opfordre Burattelli også folk til at rejse sig op, og sagde grinende, at man altså gerne måtte danse. Og det gav altså bare en hel del mere mening, at bevæge kroppen til de svimlende strygerflader og syrede samplede skrig. Jeg satte dog stadig også stor pris på den siddende, elektroniske gudstjeneste – eller til tider nærmere satanistiske ritual – der foregik inden.
