Hvis man bevægede sig rundt på Dyrskuepladsen et sted mellem 19-20, ville man kunne høre det. Den forstærkede lyd, der strømmede ud fra scenerne. På Arena gav Alvvays den gas med deres kriminelt melodiske jangle-indierock, Kyoto-punkbandet Otoboke Beaver gav den fuld smadder med deres heftige genreblandinger på Eos, Kim Gordons industrial-frontalangreb på Avalon gav stadig genlyd i træerne, mens Tacobitch holdt lydprøve på Apollo. Det summede fra alle hjørner af pladsen.
Når man taler alternative danske musikere, har Marie Louise Buch, bedre kendt som ML Buch, i et godt stykke tid været en af de mest omtalte. Snart hedengangne Pitchfork havde store roser til overs for Suntub — en nærmest æterisk krydsning af alternativ rock og zen-guitar — og Buch har netop afsluttet en Nordamerika-turné. Der er noget krystalklart ved Buchs klangflader og sindrigt simplistiske kompositioner.
Jeg har intuitivt lyst til at beskrive det uforløste ved koncerten, men dét, der nu engang satte sig fast, var øjeblikket hvor seks guitarister indtog scenegulvet, der havde været gabende tomt i i hvert fald 30 minutter. De seks guitarister, der blandt andre talte en tydeligt begejstret Lola Hammerich (Baby In Vain) fulgte Buchs guitar og begyndte at spille den cirkulære “Flames Shards Goo” fra Suntub. Det var lidt som at spole et bånd tilbage og høre de familiære toner i en sælsom tåge, for Buchs performance havde hidtil været undseelig.
Buch, der, i koncertens første halvdel, selv spillede guitar og keyboard, og hendes percussionist og primære keyboardspiller stod begge på en lille platform midt på scenen. Numre som det nærværshyldende “I’m a Girl You Can Hold IRL” og “Can’t Get Over You With You” blev leveret i denne spartanske afskygning og sommetider helt uden Buchs atmosfæriske guitarspil på sin syvstrengede Stratocaster. Det mest dramatiske var eksempelvis, da hun for en kort stund hvilede sin ene fod på sin monitor. Udtrykket blev ganske enkelt så flygtigt, at musikken på trods af ganske fornuftig lyd, (hvis man da ser bort fra en til tider løssluppen subbas), havde svært ved at blive hængende under teltdugen. Læg dertil at Buch og percussionisten var placeret i profil, så man ikke for alvor havde fornemmelse for mere end halvdelen af deres ansigtsmimik.
Jeg nåede at tænke den tanke, at ovenstående observationer ville blive definerende for resten af koncerten, men jeg tog fejl. Buch vaskede tavlen ren, da hun som tidligere nævnt inviterede de seks seksstrengede på scenen. Hun havde succes med i ellevte time at redefinere, hvad koncertens præmis i bund og grund var. Hvad, der var begyndt som en intimkoncert på en huleagtig scene midt på en travl og hensynsløs festivalplads, blev i stedet til et anfald af mangedobbelt syn, da seks guitarister – hver med deres personlige tilgang til instrumentet – stod dér og spillede et riff, der syntes at blive ved i en åndeløs uendelighed. Hvinende ornamenteringer blev kastet ud fra scenens strenge; det var ikke til at sige fra præcis hvem. Det The Police-agtige riff på “River’s Mouth” kom fra scenen i seks forskellige variationer. ML Buch fik orkestreret klangen og ensrettet formen. Den slørede begyndelse kunne ikke hviskes ud, men de koncerter, der overrasker, er som bekendt dem, man husker tydeligst.
Alle fotos: Daniel Nielsen
