Kosmos Trio er en ung dansk trio. Som i virkeligt ung: Frede Holger Thorsen på klaver er 22 og brødrene Gustav og Harald Hagelskjær på trommer og bas er henholdsvis 22 og 18 år gamle. De to alderspræsidenter mødte hinanden i 2017-udgaven af den legendariske bassist Bo Stiefs projekt PLAY!GROUND LIVE, hvor lovende, unge musikere bliver taget under Stiefs vinge på en intensiv bootcamp for derefter at tage på en turne rundt om i landet. Bl.a. har Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy, Tabloid mv. deltaget og mange andre dygtige musikere har en fortid i initiativet. Så er der vist også gjort reklame for dét, men man kan kun blive glad, når ældre kunstnere giver unge et rum til at dygtiggøre sig og vokse som kunstnere. Heriblandt altså Frede og Gustav, hvorimod lillebror Harald kom med på bassen efter turneen og således har de altså fungeret som trio i flere år, selvom de først nu udsender deres debutalbum.
Pressematerialet forholder sig meget til, at de på trods af den unge alder allerede har fundet deres lyd. Jeg er lidt uenig. Jeg er enig i, at de lader til at have fundet deres æstetik med hensyn til stemning og sangtitler. Tonerne er lyseblå, grå og hvide, blæsende og nedtonede, en vesterhavsfarvet kyst en efterårseftermiddag. Sangene hedder “Mørkevandring”, “Brev til en ven”, “Ved kysten”, “En anden gang” osv.. Man fornemmer varmt dunkende hjerter kølet af en vinterlig melankoli. Deres æstetiske identitet er jeg sådan set ganske forelsket i, men jeg er ikke enig i, at de har fundet deres lyd endnu. Til det er det for ujævnt.
Men der er masser af gode elementer. Åbneren “Mørkevandring” er egentligt et rigtigt godt eksempel på hvad de gør godt. Klaveret kører intense arpeggioer i det dybe register og holder fast i en uafklaret mystik sammen med trommerne, der heller ikke leverer nogen endelige konklusioner. Bassen tager så over og er sjældent smuk. Den maler den dybblå tusmørkehimmel, hvorpå klaveret kan tilføje en stjernevrimmel af forløsende, lyse toner. Det er i disse øjeblikke, man mærker potentialet. Den nordiske sensibilitet er så stærk, at den går direkte ind og ud i kroppen som en kuldegysning, kølig og varm.
“En anden gang” er en anden favorit. Den begynder eftertænksomt, men håbefuldt. I takt med at de andre instrumenter tones ned træder klaverets tårevædede melodi dog tydeligere frem og det dystre og dunkle tager over. Trommerne falder ud for at komme desorienterede tilbage, og bassen vælter rådvild rundt i et flygtigt crescendo, der lader klaveret ene tilbage, og vi ender langt om længe tilbage hvor vi begyndte. Men jeg kan ikke lade være med at høre en mere moden og bitter erfaring denne gang. Når Kosmos Trio er allerbedst fortæller de denne slags eventyr, med hjem-ude-hjem og det hele.
Deres sange har det med at flyde frit mellem alle mulige stykker, nogle gange på en næsten progget måde. Eksempelvis “Blue Garden”, der har øjeblikke med en helt anden energi og fremdrift end resten af pladen. Den bygger op mod et klimaks hvor trommerne særligt skinner i den skæve taktart. Og så der hvor nummeret almindeligvis ville have sluttet kommer et coda, med hurtigt og insisterende klaver og superstramme trommer i bedste GoGo Penguin-stil. Et fuldstændigt stemningsskift. Men det høje tempo gør desværre, at det bliver lidt jappet og uelegant.
Og det næste nummer “Foren” har også en skuffende slutning, med højspændte og dramatiske gulvtammer, der giver det en filmisk patos, som jeg desværre ikke kan fordrage. Jeg forstår ikke hvorfor det skal lyde som soundtracket til en klichefyldt actionfilm, og det river mig ud af det ellers smagfulde univers. Det er alt alt for bombastisk. Generelt synes jeg albummet fungerer dårligst, når de iblander jazzen med andre elementer. For mig er der ingen gevinst på numre som “Slow Motion” og “Langfredag”. Særligt sidstnævnte er overdramatisk og spiller lige lovligt hårdt på formindskede intervaller og bevidst squeaky kontrabas til at skabe en stemning, der i mine ører ligger et sted mellem gys og politisk drama. “Slow Motion” kommer bare ingen vegne og er for atmosfærisk, samtidig med at ridebækkenet pines metal mod metal, og det siger mig ingenting.
Denne cinematiske tendens er for mig et distraherende element , der trækker Kosmos Trio væk fra det, de gør godt, og hen i et territorium, som jeg ikke synes, de behersker. Jeg ville lægge dramaet på hylden og fokusere på at skarpslibe sangskrivningen og melodierne. Og holde det nordisk ikke mindst, for når de gør det, viser de ægte potentiale. Men jeg sidder klart med en følelse af, at de har deres bedste plader foran sig.
