Selvom ensomhed er en almenmenneskelig erfaring, antog den en ny kollektiv og fortættet form under de sidste års corona-nedlukning. Det er denne paradoksale position mellem isolation og fællesskab, LA-baserede Natalie Mering skriver fra på sit femte udspil under navnet Weyes Blood. Mering beskriver selv And In The Darkness, Hearts Aglow som anden del af en trilogi, der indledtes med 2019’s Titanic Rising, også udgivet på pladeselskabet Sub Pop. Titanic Rising var et velfortjent gennembrud for Weyes Blood, der lå højt på mange anmelderes liste over årets bedste udgivelser. Hvor Titanic Rising handlede om at forholde sig til en truende, håbløs fremtid, er det nye album en bearbejdning af de seneste års coronakrise.
»Living in the wake of overwhelming changes / We’ve all become strangers / Even to ourselves,« lyder det tungsindigt på åbningsnummeret “It’s Not Just Me It’s Everybody”. Når en undtagelsestilstand slutter, kan man have en tendens til at ville genoptage sin gamle tilværelse, som om intet var hændt. Men Mering insisterer på at vende blikket indad og forholde sig til alt det, der ikke længere er det samme. Sangens første vers beskriver en personlig krise, der efterhånden perspektiveres til en almen tilstand. Linjer som »Has a time ever been more revealing / That the people are hurting?« kunne lyde som en opfordring til kollektiv handling. Men i Merings tekstunivers er det personlige ikke nødvendigvis politisk. Konklusionen i samme vers er snarere af spirituel karakter: »Mercy is the only / Cure for being so lonely«. Man får lyst til at tilføje, at musik er et andet godt bud – men det ligger vel som en underforstået præmis for hele albummet?
At påstå, at pladen handler om livet efter Covid-19, er på en måde en tilsnigelse. For sproget er så abstrakt, at det i princippet kunne beskrive enhver anden krisetid. Mering undgår bevidst at gå direkte til sagen med ord som sygdom eller nedlukning. Alligevel er både åbningsnummeret, titelnummeret “Hearts Aglow” og “The Worst Is Done” oplagte at forstå ud fra coronapandemien – som sange der på hver sin måde forholder sig til de seneste års påtvungne isolation. Men selvom Mering tydeligvis har meget på hjerte, kan det desværre være svært at relatere til hendes samtidsdiagnose. I forsøget på at tale fra et eksistentielt fugleperspektiv – et ubestemt “vi” – bliver iagttagelserne ofte så luftige og overfladiske, at de mister forbindelsen til lytteren. Det er langt mere interessant og vedkommende, når Mering skaber uventede, konkrete billeder, der tager udgangspunkt i hendes egne erfaringer. Og på de tre nævnte numre ligger versene og omkvædet typisk i hver sin ende af skalaen. Hvor omkvædene både i tekst og melodi nærmer sig det banale, føles versene ofte mere sårbare og præcise.
Den catchy “Children of the Empire” er det tætteste, vi kommer en politisk sang på den nye plade. Nummerets swing-feeling, høje tempo og fingerknips skaber en insisterende fremdrift; men også en lethed, der står i kontrast til ordenes tyngde. Mering beskriver en samtid præget af ambivalens og tvivlsomme privilegier. Man ønsker frihed og forandring, men plages af ensomhed, angst og magtesløshed. Alvoren understreges med kirkeklokker og kristen symbolik. Man fortæres af en “evig ild” og en fælles syndsbevidsthed: »Won’t the fire burn us in / Before we get a chance to love again? / Children understand that they pay for their sins«. Nummeret lander dermed et sted mellem desillusioneret protestsang og sortsynet salmedigtning, der leder tankerne hen på det britiske rockband Muse. Nærmere bestemt Matt Bellamys tekster, der ofte er en højspændt cocktail af politisk dystopi og teatralsk dommedagsprofeti. Sammenligningen er interessant, fordi den tydeliggør en distance mellem tekst og udtryk på store dele af And In The Darkness, Hearts Aglow. Hos Muse er alt skruet op til 100, men hos Weyes Blood foregår dramaet hovedsageligt i det sproglige. Der er med andre ord et misforhold mellem tekst og udtryk; mellem lyrikkens krise-fikserede patos på den ene side og den veltempererede, nærmest muntre kammerpop på den anden. Selv når Mering lader kirkeklokkerne ringe, lyder det mere julet end ildevarslende.
På samme måde kan man måske sige, at Weyes Blood på det nye album benytter en beroligende og nostalgisk 70’er-æstetik til at tegne et alarmerende billede af samtiden. Spørgsmålet er dog, om det ikke havde gjort større indtryk, hvis denne disharmoni også gjorde sig gældende i selve lydbilledet.
Men albummet rummer heldigvis nogle højdepunkter, som i mine ører har mere kant og nerve samt en bedre sammenhæng mellem tekst og udtryk. Et af dem er “Grapevine” – en dyster sjæler i valsetakt, der minder om Merings tidlige folk-ballader. Sangen starter helt afskrællet med western-guitar, bas og strofer om en elsker, man ikke kan lade være med at længes efter, selvom han gjorde ens liv til et helvede. På dette nummer går produktion, melodi og tekst op i en højere enhed, der emmer af noir, støvede motorveje og giftig cowboy-maskulinitet.
“Twin Flame” er en anden undtagelse på en plade domineret af 70’er-inspireret soft rock. Kombinationen af rytmeboks, synth og minimalistiske guitarfigurer skaber en maskinel, dream-poppet lyd, der minder umiskendeligt om Beach House. Tematisk ligger sangen i forlængelse af “Grapevine”, men dens tilgang er mere abstrakt. Mering bruger de fundamentale modsætningspar varme-kulde og lys-mørke i en lyrisk leg med twin flame-begrebet.
Det tredje højdepunkt “God Turn Me Into a Flower” er en poetisk genfortolkning af Narkissos-myten. Nummeret stikker ud med sit minimalistiske, svævende lydbillede. Og i den new age-klingende outro smelter det kunstige og naturlige sammen i en symfoni af synth og strygere, samplede dyrelyde og nynnende stemmer. I myten fortæres Narkissos af ulykkelig kærlighed til sit eget spejlbillede. Hvor han døde, finder man en blomst – en narcis. Men i sangen bliver den guddommelige straf vendt til en bøn om at lide samme skæbne. Blomsten bliver billedet på en umiddelbar væren, der er ét med sig selv og sine omgivelser; og på en robusthed, der ikke er hård og urokkelig, men tværtimod blød og bøjelig. Sammenlignet med jegets labyrintiske selvrefleksion og skrøbelige ego fremstår Narkissos’ vanskæbne som en befrielse. Søren Kierkegaard skrev også om, hvad vi kan lære af “liljen på marken”, men Merings version er mindre optimistisk.
Ud over disse musikalske højdepunkter flyder resten af albummet desværre alt for meget sammen. I mine ører bliver især pladens anden halvdel til en grød af monotone popsange og instrumentalnumre, der hverken fænger eller efterlader noget særligt indtryk. Det hele er upåklageligt velorkestreret og -produceret, men der er bare ikke noget ved det, der får mig til at spidse ører. Den melodiske magi og dynamiske produktion, der gjorde Merings forrige album til en fortryllende parade af ørehængere, er erstattet af en kedsommelig ensformighed i udtrykket.
