Nogle bands er hurtige til at finde en velfungerende formular, sætte sig godt til rette og så køre afsted uden de store tanker om musikalsk udvikling. Og så er der et band som Himmelrum. Selvom de måske ikke har været en hel stilistisk verden rundt, så er der alligevel et par skridt at gå fra den postrockede debutplade fra 2017 og til deres seneste udgivelse, Indersiden Udad, hvor blid men fantasifuld indiepop synes at præge det meste af lydbilledet.
Det mest bemærkelsesværdige skridt i retningen mod det mere poppede må nok siges at være tilføjelsen af vokaler, hvilket bandet introducerede på deres forrige album, Vand, død og ensomhed. Men fælles for alle disse udgivelser er, at de alle er blevet godt modtaget – i hvert fald her på sitet – og det har været fuldt ud berettiget. Deres seneste album, som nærmede sig topkarakter, er en farverig samling af kreative og melankolske indiepop-sange, som også forekommer en smule mere afdæmpede end deres forrige album. Og det var netop dette afdæmpede udtryk, som bandet gik på scenen med, da de indtog Radar denne torsdag aften. Men desværre efterlod de selvtilliden i studiet.
Bandet startede koncerten med at køre halvdelen af deres seneste album igennem – men bagfra. På denne sidste del af albummet finder man mange af deres bedste og mest besindige sange. Det var dog som om, de ikke rigtigt troede, at sangene var så gode, som de egentlig er. Den udvikling i selvsikkerheden af vokalpræstationerne, som deres seneste album udviste, var der ikke meget af, da bandet trak sig igennem sange som “Skygger og Blæk” og “Vendt på Vrangen”.
Bandet blev også ved med at kigge på og spille ind mod hinanden igennem hele koncerten i så høj en grad, at hverken de smukke og introspektive eller de energiske og fængende passager forekom særligt overbevisende. Selvom de sådan set spillede mange af sangene ganske fint og ikke lavede nogle bemærkelsesværdige musikalske brølere, så var det alligevel lidt som at overvære den første gennemspilning til en lettere tømmermændsramt øver en søndag formiddag. Og på samme måde følte man som publikum sig som en indtrænger, der ikke rigtigt behøvede at være der. Det kom derfor som et mindre chok af anerkendelse, da trommeslageren Eigil Pock-Steen J. kommenterede: »Der er så meget plads heroppe« efterfulgt af et lidt spydig og frustreret spørgsmål om, hvorvidt vi som publikum synes, det var fedt at stå, hvor vi stod.
Hele koncerten synes også at kunne have tålt en del mere energi, hvilket nok også skyldes det selv samme udtryk for mangel på selvtillid. Sange som “Medicin” og forrige albums “Kære Blå, sender sonar!” var nu ellers meget godt udførte, men de nåede aldrig at udleve deres fulde potentiale. Bortset fra lidt hujen hist og her endte denne mangel på energi også med at smitte af på publikum. »Der er så bomstille bortset fra musikken,« lød en af bemærkningerne fra bandet undervejs. Og det var så sandt, som det var sagt. I denne sammenhæng kan man diskutere, hvorvidt det var en god ide, at lade første halvdel af koncerten være udgjort udelukkende af mere afdæmpede sange, eller hvorvidt der var en uoverensstemmelse mellem dette valg og bandets forventninger. Men der er jo sådan set ikke noget galt i at sigte efter et mere behersket udtryk. I sidste ende handler det nok bare om, at sangene ikke var leveret med tilstrækkelig overbevisning.
Det var slet ikke fordi, at koncerten var en fuser som sådan. Sange som “Monster” og “Solen vil ik’ gå ned” var faktisk ganske godt udført. Særligt trompetspillet var i topklasse gennem hele koncerten, og der var også – på trods af noget energimangel – en masse fede ideer at hente, hver gang man satte sit fokus på trommespillet. Men jeg gik nu alligevel fra koncerten med et uforløst ønske om at høre Himmelrums fantastiske sangskrivning tilsat den live-energi, som jeg tror, deres musik ville fungere så godt med. For selvom de stod på Radars dejligt intime scene, var det alligevel som om, at de ikke var trådt ud af øvelokalet endnu. Og den udadvendte inderside som på deres seneste album viser sig i form af iderig og følelsesladet indiepop, viste sig på Radar som en mangel på selvsikkerhed. Det er ikke mange skruer Himmelrum mangler at stramme, til gengæld er det de afgørende.
Fotos af Bjørn Giesenbauer.
