Minder kan ind i imellem farve en oplevelse eller en periode mere positiv, end den måske egentlig var ved nærmere eftertanke. Sådan er det lidt med Blondshells debut, som ved første gennemlytning nærmest fejede benene væk under mig, men som ved nærmere gennemlytning ikke helt var det samme.
Sabrina Teitelbaum, som er Blondshells borgerlige navn, startede egentlig med at lave pop under kunstnernavnet BAUM tilbage i 2017. Men efter et års pause fra musikken, hvor hun håndterede sin mors død, et brud med kæresten og hendes daværende manager, følte Teitelbaum behov for at skifte retning. Og efter at have droppet et igangværende EP-projekt som BAUM, udsendte hun i maj 2022 singlen ”Olympus” under et nyt navn og med en helt ny lyd.
”Olympus” og de to efterfølgende, ligeså fremragende, singler ”Kiss City” og ”Veronica Mars”, der med deres 90’er-rock-sound vakte kærlige minder om min musikalske ungdom, skabte skyhøje forventninger til Blondshells debutalbum af samme navn. Det krævede blot en enkelt gennemlytning at konstatere, at disse forventninger ikke ville blive gjort til skamme!
Og det er ikke kun fordi, jeg er gammel grunge-fan, og Blondshell giver associationer til bands som Hole, The Cranberries og PJ Harvey i 90’erne, at jeg er begejstret for albummet. Det er simpelthen fordi, Sabrina Teitelbaum bare skriver nogle pisse fede melodier! Lyt fx til den førnævnte ”Olympus” eller den underfundige kærlighedserklæring ”Joiner”.
Og så er Teitelbaum på Blondshell tilsyneladende lykkes med noget, som alt for mange ikke formår, nemlig at skære fedtet fra. Albummet er således blot ni numre langt, og det betyder, at der faktisk ikke rigtigt er nogle ligegyldige numre.
På det ovenstående lyder det måske som om, at Blondshell er en god omgang retro-grunge eller throwback alternativ rock. Og det er det også ved nogle lejligheder som fx på ”Sepsis” og ”Veronica Mars”. Men udgangspunktet er egentlig mere indierock, hvilket bliver tydeligere på særligt den sidste del af albummet med numre som ”Sober”, ”Joiner” og ”Dangerous”.
Når albummet som helhed alligevel afgiver 90’er-rockvibes, så er det fordi, numrene ofte indeholder de her skift fra afdæmpede vers-stykker til mere larmende og kraftfulde omkvæd eller mellemstykker, der kendetegnede meget af den alternative rock fra grungens glansperiode. Et godt eksempel på dette er ”Salad”, men også ”Kiss City” eller ”Tarmac”.
Disse skift i stemninger og energiniveauer passer ret godt til de temaer, som Blondshell tager op på albummet. De spænder nemlig over ungdommens glæder og udfordringer med alt fra sex, forelskelse og venskaber til kærestesorg, usunde parforhold, afhængighed og overgreb. Stemningerne svinger således mellem de positive som begær, hengivenhed og omsorg, og de mere negative som længsel, sorg, frustration og raseri.
Derfor giver det god mening, at udtrykket veksler så meget både sangene imellem og indenfor de enkelte sange. På denne måde understøtter det musikalske udtryk nemlig meningsfuldt variationen i Blondshells tekstuelle univers. Og selvom man ikke skulle kunne relatere til (alt) indholdet i hendes tekster, så skriver Blondshell med en ærlighed og sårbarhed, som alligevel gør dem interessante og vedkommende.
Førstehåndsindtrykket af albummet efterlod mig umiddelbart så positiv, at jeg overvejede at give det næsten topkarakter. Men selvom det er et fremragende album, der umiddelbart hører til blandt de mere stærke debuter i år, så er mit endelige indtryk endt med at blive lidt mindre ekstatisk. For godt nok starter albummet intet mindre end fantastisk ud. Men jeg synes, at det hen mod slutningen taber en lille smule i interesseværdi, selvom niveauet aldrig bliver decideret lavt. Numrene har bare ikke den samme intensitet og nerve mod slutningen, som de har i starten, og Blondshell kunne måske med fordel have byttet lidt rundt i rækkefølgen. Og så synes jeg, at der over tid er lidt for få numre, der skiller sig nok ud til for alvor at sætte sig fast og efterlade et varigt aftryk i hukommelsen.
Så ligesom minderne om fortidens gode stunder nogle gange kan være bedre, end virkeligheden måske egentlig var det, så var førstehåndsindtrykket af Blondshell også en lille smule bedre, end mit endelige indtryk af albummet ender med at være. For selvom albummet er virkelig stærkt, føles det fx ikke som et skelsættende album, der vil stå tydeligt for eftertiden. Men mindre kan altså også gøre det. Og albummet er så forbandet vellydende, tekstuniverset så vedkommende, og der er så mange gode numre, at jeg ikke er særlig langt fra det femte U. Og jeg vil se meget frem til at følge Blondshells videre udvikling efter denne debut.
