En række brune, lodrette træbjælker omkranser lokalet, Jeppe Brix og Silas Tinglef sidder i. De lyses op af solen, der skinner ind ad en række store vinduespartier. Foran dem har de placeret en stor, grøn plante. Der er en afvæbnende følelse over det hele. Man forstår, hvorfor de har døbt lokalet “saunastudiet”. »For der kan godt blive rigtig varmt om sommeren,« forklarer Brix og smiler. Begge har smidt sig i en sort lædersofa. Brix sidder til venstre for Tinglef; foroverbøjet med albuerne hvilende på lårene. Tinglef tilbagelænet, let sunket ned med hovedet vippet frem og fingrene flettet på maven.
Man skulle næsten tro, man kiggede på et af albumcoverne fra duoens roste EP-trilogi, Kids of Chaos/Summer of Shame/Mountain of Pounding Pop. Der sad de på cirka samme måde: Brix til venstre med en cigaret i munden, Tinglef til højre i skjul bag sin hættetrøje. »Men det er godt nok lang tid siden,« siger Brix.
Hvad skete der egentlig med Howl Baby Howl? De to kammeraters rockduo var helt fra starten af en særlig størrelse. I sin tid fik Brix og Tinglef stor kritikerros for deres rå og nervefyldte rockmusik, men pludseligt stoppede de. Hylet forduftede hen i et ekko. Ti år er gået, og Brix og Tinglef har igen fundet hinanden igennem musikken. Nu står de så foran udgivelsen af deres første album siden 2013, og man kan ikke lade være med at tænke: Hvad er det, der drager dem ind i Howl Baby Howl igen? Og hvad var det, der overhovedet drog dem væk til at starte med?
De nemme relationers kunst
Det var dengang, de københavnske brokvarterer lige var begyndt at blive smarte, dengang “hipster” stadig lå i folks kollektive ordforråd, dengang iPod’en var en ting, dengang man stadig kunne have en MySpace-profil med en grad af overlæg. Start-10’erne var særlig i al dens spirende, kulturelle charme. Rockmusikken var ligeledes i gang med et af dens mange comebacks. Bands som The Black Keys og Arctic Monkeys udgjorde soundtracket.
Brix beskriver, hvordan han og Tinglef – efter at være droppet ud af gymnasiet – blev grebet af bluesen og støjen. Og inden de vidste af det, var venneparret i gang med at starte et band, der ville lægge dem lige i den rockåre, der dengang pulserede derudaf. Howl Baby Howl var i støbeskeen. En kammerat hjalp dem med at booke et studie, hvorefter de indspillede noget af deres første musik sammen. Og dog – måske er “studie” et lidt for generøst et udtryk om stedet.
»Det var et svampet øvelokale ude i Nordvest,« forklarer Brix og griner. »Der indspillede vi vores første plade, There’s No Team in Fuck You.«
Der går en kort pause. Så bliver han afbrudt.
»Nej! Den lavede vi ikke dér,« lyder det fra Tinglef. Han kigger lidt ud ad vinduet, fingrene stadig flettet oven på maven. »Vi lavede den første udgave dér. Men så indspillede vi den igen i et andet studie, hvor vi også havde bas med.«
De to venner hjælper hinanden med at udfylde de indbyrdes huller i deres minder. Forløb, barer, venner, bands. Alt sammen indtil det fælles tilbageskuende lægger sig over dem.
Både Howl Baby Howls debutalbum, opfølger og EP-trilogi høstede pæne ord i musik- og kulturpressen. Her på sitet kom de konsekvent tæt på topkarakter, og de blev sågar spillet på P3. Det blev nogle år, hvor Brix og Tinglef virkelig var i vælten. De var lette at få fat på, de brokkede sig ikke, og de var hurtigt inde og ude.
»Det var nemt for os. Vi var enige om, hvad vi godt kunne lide, vi hørte den samme musik, vi spillede i de samme ting,« forklarer Tinglef.
“Nemt” er et ord, Brix og Tinglef bruger flere gange undervejs – ofte med en kort tænkepause forinden. Som om de vrider hjernen for at finde et udtryk, der kan indkapsle den frigørende nonchalance, der lader til at gennemsyre deres forhold, men til sidst må acceptere, at det alligevel er det mest passende ord.
»Der er sådan for Silas og mig, at der er mange ting, der falder på plads hurtigt, fordi vi kender hinanden, som vi gør,« forklarer Brix. »Ja. Vi er meget direkte over for hinanden,« tilføjer Tinglef. »Forståelsen er på en eller anden måde – nemmere,« siger Brix. »Eller givet. Det er meget intuitivt,« afslutter Tinglef.
Deres udtalelser supplerer hinanden gnidningsfrit. Som hvis de spillede bordtennis med hinanden. Eller som om de nogle gange deler en usagt forhåndsforståelse af det, de vil sige. Spørger man dem, er denne nemhed også nøglen til Howl Baby Howls anerkendte og ubesværede rocklyd. Dog er der også forskelle mellem dem, hvilket sikrer, at der stadig er dynamik i deres relation, pointerer Tinglef: »Men alligevel rummer vi hinanden. Det føles bare – nemt.«
Udbrændt og udkørt
Som tidligere gymnasiekammerater har de dermed også delt en masse af deres fælles dannelsesår sammen. De holder ikke igen og går også jævnligt til hinanden, forsikrer Tinglef eksempelvis. Det har været en måde at prelle alle voksenhedens stive høfligheder fra, før de overhovedet var opstået. »Det er et broderligt forhold, vi har fået,« siger Brix.
De to venner svæver derfor ikke overraskende også løbende i nostalgien. Grin, vittigheder, steder, mennesker. Men der er også noget, der lurer. Det ved vi. Efter udgivelsen af EP-trilogien i 2013, var der pludselig ikke flere koncerter. Sociale medier blev ikke opdateret. Udgivelser stoppede. Al den energi, der var bygget op omkring dem, forduftede. Verden, musiklivet og kulturpressen gik videre.
Når vi kommer ind på deres brud, bliver samtaletempoet forståeligt lidt mere dumpt. Brix og Tinglef kigger begge ud for sig. De plejer ellers ikke at holde igen.
»Lige da vi havde udgivet vores sidste EP, var vi i gang med at planlægge at spille nogle showcases i New York og Los Angeles,« siger Tinglef. »Jeg kan huske, vi også skulle opvarme for nogle fede bands, og Black Rebel Motorcycle Club tilbød os en tour,« supplerer Brix og smiler ømt. »Jeg har nok helt sikkert været lidt udmattet,« siger han.
»Jeg husker det, som om at jeg var ret irriteret på et tidspunkt. Du gad ikke USA-touren, og så blev jeg vred. Men jeg husker ikke, at vi var uvenner. Og fordi vi allerede småskændtes alligevel, blev det ikke til noget med, at vi ikke snakkede til hinanden,« forklarer Tinglef.
»Det var svært at bryde ud af det blues-rockede, vi havde gang i. Det var helt sikkert mig, der besluttede det,« forklarer Brix med reference til bruddet.
Men selvom det tydeligvis er et sart emne for dem, snakker de alligevel om tiden med samme særegne uhøjtidelighed, de ellers har for vane. Howl Baby Howl stoppede, men Brix og Tinglefs forhold fortsatte. Måske havde det endda godt af ikke at være bundet op på sådan et band for en stund. For der er rigtigt nok nogle forskelle på de to musikere. Og som vi bevæger os dybere ned i, hvilke tanker de hver især har gjort sig, når de er gået til deres efterfølgende projekter, får man også et tydeligere indblik i, hvilke to filosofier og temperamenter, de hver især har.
»Man skulle kunne se sig selv i musikken. Man skal ikke gå ind og opfinde en rolle, som er fuldstændig uholdbar, og som man kan mærke, man vil brænde sammen af ved bare at spille en tour,« forklarer Brix, mens Tinglef imidlertid påpeger: »Nogle gange har jeg set det som et håndværk, jeg kan. Så er man nødt til at tjene nogle penge en gang imellem. Så må man spille noget, der ikke er det allerfedeste, men som giver smør på brødet.«
Do you want to get back to me?
Selvom alt tilsyneladende var lukket, lå Howl Baby Howl stadig derude og rumsterede et helt årti senere – især i de sene nattetimer, forklarer Brix med et grin. Forskellige faktorer har lagt grundlaget for bandets genfødsel. Først og fremmest fik de to venner en forespørgsel fra deres gamle pladeselskab Tigerspring om at stykke en samling reklamemusik sammen.
»Der går det op for os, at vi jo stadig godt kan gå til den. Men det vi laver, lyder ikke særligt fedt i vores ører. Det bliver kimen for at lave noget, vi selv synes er fedt,« fortæller Brix, der samtidig også undervejs rammes af en anden, større og mere følt faktor.
»Jeg blev forælder til to mennesker på én gang og mistede begge mine forældre meget kort efter, mine egne børn blev født. Det går op for mig, at der er nogle ting, der føles vigtige. Det samarbejde med Silas, som altid bare har spøgt, har været vigtigt,« siger han.
Snart deler makkerparret derfor ud af denne vigtige størrelse. Howl Baby Howl udgiver deres første album i ti år, Heavy On The Tongue, hvis førstesingle, ”Get Back To You”, emmer af genforeningens tematik. »But do you want to get back to me / If I want to get back to you?« hører man eksempelvis Brix synge; omsluttet af fuzzede og, ja, hylende guitarer. Lyden bygger ifølge duoen på soniske referencer som Ty Segall og Osees, og man hører det tydeligt i musikkens nedstrippede og let fandenivoldske karakter. Men selvom rockgenren unægteligt har ændret sig i løbet af de seneste 10 år, lader duoen det ikke få nogen indflydelse på deres egen lyd.
»Da vi startede, var der en retrobølge, der var meget rå i lyden. Det er der ikke rigtigt noget af mere,« siger Tinglef, mens Brix supplerer: »Det er altid meget spændende at følge med i, men det er ikke dér, inspirationen ligger for os. Håbet er bare, at folk kan høre, at vi har haft det fedt med at lave denne her plade. Så længe der er noget glæde bag det, man lytter til, skal der nok ske et eller andet.«
Man kan givetvis høre mange musikere sige det samme, at det er vigtigst for dem, at have det fedt med hinanden og musikken. Men med al Howl Baby Howls historie in mente, så tror man faktisk på det. Brix og Tinglef har fundet hinanden i musikken igen. For lytternes skyld – men vigtigst for hinanden.
Alle fotos af Daniel Nielsen / Frozenpanda.com
