Går du og venter på et vejrskifte, der aldrig ser ud til at komme? Alan Palomo har måske en redning til dig. Kunstneren bag det kritikerroste popnavn Neon Indian er tilbage med andet nummer siden hans seneste album – et album, der vel at mærke har hele otte år på bagen.
”Nudista Mundial ’89” giver dig nemlig solbeskinnet chillwave-synthpop-italo-disco i rigelige mængder. Tracket befinder sig midt imellem den lo-fi pop, der dominerede starten af Neon Indian-diskografien, på numre som ”Deadbeat Summer” og ”Terminally Chill”, og den mere glamourøse pop fra senere numre som ”Annie” og ”Slumlord”. Sommermusik er bedst, når det er lidt karikeret, og de syrede synthesizere og levende vokalpræstationer på ”Nudista Mundial ’89” kaster – om man vil det eller ej – varme solstråler på dit hjerte.
Palomo har smidt sit kunstnernavn, og det er også som om, den tilbageholdne og komplekse persona, han ellers havde bygget op, er fulgt med. »På en frisk dag i maj sang vi en duet om to fyre, der sammen tager ud til en nudiststrand på Ibiza,« fortæller han om singlen, der også byder på dybe supplerende vokaler fra “indiefyr nummer ét”, Mac DeMarco. Den afslappede attitude er måske også et produkt af DeMarcos tilstedeværelse, der med sit nye, 199-nummer lange One Wayne G efterhånden ikke ser ud til at tage tingene så tungt.
Om det er starten på et nyt projekt, eller om det blot er en løssluppen one-off, er gensynet i hvert fald kærkomment. Den solrige pop er her endda tidsnok med varmen.
”Nudista Mundial ’89” er ude nu via Mom+Pop/Static Tongues.