Midt i denne forvirrende tid, hvor de fleste af os bliver udfordret på den hverdag, vi hidtil har haft, så er det godt, at noget stadigt kan sikre ro og stabilitet. Her taler jeg selvfølgelig om musikken. Den kan heldigvis stadig nydes og give pause og ro fra verden udenfor. Som en forsmag på Aarhusianske Yune’s debutalbum AGOG, får du her videoen til nummeret ”Low”. Hele albummet er ude på selskabet Chrunchy Frog den 24. april.
Det er ved første indtryk en sammenspillet gruppe, som de fem medlemmer af bandet bidrager til. Med DIY-veteranen Nis Bysted bag knapperne, har de skabt en afdæmpet og nærværende lyd. Det er pop med nerve. Nummeret rummer en melankolsk og længselsfuld grundtone, men det er som om, der svæver et strejf af solskin over dem. Hvis det er, hvad der er i vente den 24. april, så er jeg fortrøstningsfuld.
Lydbilledet tegnes af en stram og markant bas, der skaber fundamentet for rytmen. Guitaren svæver klangfuldt i en varm tone, der akkompagneres af keyboard et par toner højere. Trommerne er sparsomme, men det får en lettere dansabel følelse over sig på grund af de skæve percussion-slag, der bringer tempo ind i nummeret.
Vokalen er afdæmpet og brydes af en effektfuld nynnen, der minder om en stor del af den kære Connan Mockasins repertoire. Lige som ham, kommer der en skæv og fængende følelse over et ellers velkomponeret men en anelse anonymt pop-nummer
Tidligere har min kollega på Undertoner haft fornøjelsen af at anmelde en koncert med Yune, tilbage i november 2018. Her beskrives oplevelsen som ”en tour de force udi lyttevenlig indie-pop med energi og nerve”, omend det var foran et beskedent publikum. Med denne single som forsmag, kunne jeg godt forestille mig lidt flere gæster, når Yune spiller koncert i fremtiden.