Mavourneen er en dansk duo, der startede som et soloprojekt. Hans Gustav Bjørklund Moulvad havde skrevet en håndfuld guitarbårne rocksange, som i 2020 materialiserede sig som EP’en Carnivore Sky. Sangene blev indspillet med tidligere Sonic Youth-medlem Steve Shelley bag trommerne i de legendariske støjrockeres gamle studie. Siden har Moulvad slået pjalterne sammen med trommeslager Benedicte Pierleoni-Nielsen kendt fra Friends With Bene og Baby In Vain. De to multiinstrumentalister deler bas og synth mellem sig og supplerer i det hele taget hinanden glimrende. Deres debutplade, Submassive, har assisterende produktion af Nis Bysted og er således et pæredansk foretagende. Hvor EP’en var en skramlet, støjrocket og højenergisk affære, udforsker bandet nye sider af sig selv på deres debutplade. Det eksperiment er der kommet lidt blandede resultater ud af.
Singlen og åbningsnummeret, “Drink”, drager lytteren til sig med sin disede, knugende atmosfære. Først helt afdæmpet med tilbageholdende rytmesektion, luftig vokal og skarp percussion med en brudt, unaturlig lyd. I omkvædet tilføjes guitar og synth, igen med en spøgelsesagtig effekt, som om synthen afspilles baglæns. Moulvads vokal balancerer vellykket mellem forknyt indadvendthed og vibrerende nærvær. Hans tenorstemme besidder her en Kurt Cobain-agtig kvalitet: En lys og flot klang, som samtidig drypper af mørk og cool melankoli. Kontraststykket tager for alvor stikket hjem. Introduktionen af strygere og det improvisatoriske trommespil er uventet, men passer alligevel som fod i hose til den omtågede stemning og lyrikkens flydende metaforik.
Som på resten af pladen er billedsproget i “Drink” tidløst og kropsligt. Jegets komplekse forhold til den anden udfoldes gennem metaforer med skiftende magtforhold. Det ene øjeblik er den anden en strand, man er gået i land på, det andet er man selv tidevandet, som kan bære eller drukne den anden. Udtryk som “greed”, “bleeding jaws” og “marauder” markerer, at vi har at gøre med et voldsomt, uudtømmeligt begær, der sættes på spidsen med den afsluttende oneliner: »I don’t need, I only want.« Man får billeder af blodtørstige hajer og fordrukne pirater for sit indre øje. Det lyriske univers på Submassive er som en poetisk feberdrøm renset for modernitet. Jeget er halvt røver, halvt rovdyr, men er samtidig et bytte for sine egne drifter. Omkvædets mantra »because it drinks of me as I drink from it« beskriver næppe en sund symbiose med omverdenen, men snarere et ambivalent, parasitært forhold, hvor det er uklart, hvem der snylter på hvem.
Havet og vandet er den gennemgående metafor på Submassive. Selve titlen er et ord, bandet selv har opfundet. Det spiller på submissive og sub-massive og peger dermed på noget underdanigt, småt og hult. Ifølge bandet skal begrebet indfange det paradoksale forhold mellem frihed og ufrihed: Fordi mennesket trives med begrænsninger, kan restriktioner føles befriende. Havet bliver billedet på den forskelsløse masse, som individet kan glide ned i for at opgive og overgive sig selv. Men det er en tvetydig metafor, fordi havet både kan symbolisere den ultimative frihed og det truende, altopslugende mørke.
Titelnummeret hælder mod det sidste. Her synger Moulvad nemlig om et “hav af kød” og “sultne mænd”, som fortærer verden indefra. Tekstens du er disse mænds »movable feast«, der opfordres til at underkaste sig og blive ét med den groteske masse. Det er svært ikke at læse kapitalismekritik ind i teksten, især fordi den rummer en af albummets få nutidsmarkører: en plastikpose på havets bund. Musikalsk pumper nummeret derudad med skrattende, energisk guitar og buldrende trommer, der minder om både Radiohead og tidlig Amen Dunes, indtil det bremser op i et klassisk, psykedelisk rockomkvæd. Tempo- og genreskiftene fungerer egentlig udmærket, men omkvædet virker alligevel en smule generisk og undervældende.
På “The Constant Dance” går Mavourneen planken ud med en minimalistisk og folk’et skrøbelighed, hvor stilheden breder sig ildevarslende mellem de flygtige bastoner. Desværre lykkes bandet ikke med at gøre sangens opbygning tilstrækkeligt interessant. De indledende vers lyder søvnige og træge snarere end intime og dragende. Som en kinddans for søvngængere. Mere livligt bliver det heldigvis på sangens outtro, hvor kirkeorgel og Pierleoni-Nielsens baggrundsvokaler føjer noget tiltrængt kød og tekstur til nummeret.
Genremæssigt befinder “The Constant Dance” sig i samme dystre, indie-folkede område, som Bonnie “Prince” Billy besøgte på I See a Darkness. Men hvor dette album balancerede i et ubestemmeligt tusmørke mellem galgenhumor, død og ukuelig livslyst, er udtrykket mere gråt-i-gråt på Submassive. Jeg savner de følelsesmæssige kontraster og udsving i både tekst og musik. Det poetiske sortsyn er konstant og allestedsnærværende. Der er ingen sprækker, hvor lyset eller humoren kan sive ind. Den primære dynamik og modsætning på Mavourneens debutplade er mellem det støjende og det afdæmpede, hvilket tilmed nivelleres en smule, fordi Moulvad gennem det meste af pladen holder sin stemme i et luftigt, tilbageholdende leje. Han giver sjældent fuld los for den hæse vildskab, han ellers fremviste på Carnivore Sky.
Visse steder lyder vokalen derfor, som om den går i introvert tomgang, og det bliver ikke bare ensformigt, men faktisk lidt enerverende i længden. Det sker for eksempel på sangen “Uniform”, der også lyrisk bliver en smule overtydelig og analytisk: »It gave us freedom in the lack of voice / Liberation from the weight of choice«. Så kan det næsten ikke skæres mere ud i pap, at konformitet og underkastelse er befriende. Det er paradoksalt, men også temmelig banalt, når det bliver serveret så direkte. Først i det medrivende instrumentalstykke hen imod slutningen blomstrer nummeret for alvor op. Her viser Mavourneen, hvor fremragende deres sammenspil kan lyde, når de slipper energien løs og lader musikken tale for sig selv.
På Submassive skuer Mavourneen ned i alverdens afgrunde og malstrømme. Flere steder må man overgive sig til bandets rå melankoli. Men musikkens dystre indadvendthed forplanter sig desværre ikke altid lige effektivt i lytteren. Særligt under de mere nedtonede og repetitive passager savner jeg nuancer og kontraster i lydbilledet og det lyriske univers. Mavourneens debutplade er lovende, men den efterlader mig med følelsen af, at de stadig ikke skinner for fuld styrke.
